Menu 2013

Kristendom og Marxisme
Missionsbefalingen 43
Uge 43, 2013
Rick Joyner

I denne uge fortsætter vi vores undersøgelse af det grundlæggende i marxismen. Som vi allerede har dækket, er marxismens to mest grundlæggende forskrifter: 1) Individer har ingen værdi, 2) Der er ikke noget, der hedder privat ejendom. Under ren marxisme handler alt om det kollektive, og alt tilhører kollektivet – staten.

Vi kan protestere mod, at der i det kommunistiske Kina nu er en stor spredning af privat virksomhed og privat ejendom. Dette er sandt, og Kinas regering har lavet et meget bevidst og systematisk brud fra marxismens grundlæggende principper. I deres offentliggjorte studier af Vesten begyndte de at forstå, at kraften i personlig opmuntring og initiativ var de magter, der har drevet civilisationens fremmarch, og at disse blev frigivet gennem kristendommen.

Selvom mange vestlige nationer har vendt sig imod kristendommen, er grundlaget for deres velstand bygget på kristendommens grundlæggende principper, især gennem reformationen. Før reformationen var selv kirken blevet et kæmpe kollektiv, og frelsen blev opnået ved at blive medlem af kirken. Reformationen understregede, at frelsen var personlig – man skulle have personlig tro på Kristus for at blive frelst. Dette gav uendelig værdi og betydning for den enkelte, samt ansvar. Dette er naturligvis i modstrid med den marxistiske doktrin om kollektivet og den marxistiske udtalelse om, at mennesket "ingen værdi" har.

På mange grundlæggende måder er marxisme og sand, bibelsk kristendom nøjagtigt modsatte af hinanden. Marx indså dette, hvorfor et af hans grundlæggende mål var ødelæggelsen af kristendommen. I deres rene former kan kristendom og marxisme ikke eksistere side om side.

Marxisme kan ikke eksistere uden absolut kontrol over mennesker, herunder folks tanker og tro. Ingen afvigelser kunne tolereres, hvorfor marxistiske stater hurtigt blev politistater. I marxistiske stater tilhører alt kollektivet, herunder og især mennesker. Derfor kunne de komme når som helst og tage dig, dine børn, din ægtefælle og gøre med dem, hvad de havde lyst til. Det var praksis i marxistiske stater at beslaglægge nogle i hver gruppe eller kvarter med jævne mellemrum blot for at holde befolkningen i frygt og derfor i skak.

Da jerntæppet faldt, og de, der havde levet bag det, endelig kunne tale om deres oplevelse uden frygt, var rædselshistorierne om deres liv under kommunismen hinsides de fleste vesterlændinges fantasi. Jeg brugte mange timer på at tale med østeuropæere, og historierne var stort set identiske med hver enkelt. De blev lavet til at være undermenneskelige automater. Frygten for konfiskation var konstant. Hver aften lå de i sengen og forventede at blive taget inden morgenen. Næsten hver nat hørte de nogen i nabolaget blive taget.

Næsten halvdelen af verdens befolkning levede under dette hidtil usete tyranni. De oplever nu gradvist frihed, mens de, der har levet i frihed, gradvist glider ind under, hvad der sandsynligvis vil blive et stadig mere forfærdeligt tyranni af totalitær kontrol. Anvendt marxisme nu vil være meget værre end den, der dominerede Østeuropa og store dele af Asien, fordi teknologien til totalitær kontrol nu er så meget mere avanceret. Hvor uforståeligt det end er, bliver marxistisk ideologi og filosofi nu undervist og rost i mange vestlige offentlige skolesystemer, herunder skoler i USA, og dens fangarme strammer deres greb.

"Hvis du ikke ændrer din retning, vil du ende der, hvor du er på vej hen." Hvor uforståeligt det end er, uden en retningsændring, er Vesten på vej mod marxistisk totalitært tyranni. Jo mere du forstår marxismen, jo tydeligere bliver dette.

Håbet er selvfølgelig, at vi ændrer retning. Det vil kun komme med belysning, som er et grundlæggende mandat for kirken – at være "verdens lys." Vi må stå op mod dette ultimative mørke, en af helvedes mest dødelige og onde porte, ellers vil den værste af trængslens terror komme over vores egne nationer. Dette behøver ikke at ske, men det vil det, hvis kirken ikke vågner op og bliver den vægter, den er kaldet til at være.

Ugens Ord 44
OP