Menu 2013

Det Fundamentale Disciplelskabs mandat
Missionsbefalingen 10
Uge 10, 2013
af Rick Joyner

Sand discipelskab vil føre til at være som Kristus og gør de gerninger Han gjorde. Det vil også føre til forfølgelse, ligesom Han blev forfulgt. Alligevel, at gøre Kristi gerning er den største oplevelse, vi kan få. At elske som Han elskede os og vise denne kærlighed med vores liv er vores højeste kald. Det er målet for vores discipel—for Mester at fortsætte med at leve sit liv gennem sine efterfølgere, gør de samme gerninger.

En stor discipelskab bevægelse i løbet af 70'erne og 80'erne forsøgte at genskabe sand bibelsk discipelskab. Det gik galt efterlod et spor af sårede, desorienterede mennesker. Den slags sker ofte, når Herren er ved at frigive eller genoprette noget væsentligt. Der er næsten altid en "Saul" før en "David", eller vi kan sige menneskets forsøg på at skabe Guds hensigt, før vi tillader Gud at frembringe Han's, i Han's tid.

Saul blev salvet af Gud. Han kæmpede mange kampe mod Herren's fjender. Alligevel, han var et resultat af Guds folk ønske om at være som folkeslagene rundt omkring dem og have deres egen jordiske konge. Gud havde lovet dem en konge i Første Mosebog 49, og at Han ville komme fra Juda's stamme. En af grundene til at Samuel blev kald som profet var "at give styrke til Herren's kongen," så det var tydeligt, at det var tæt på tidspunktet for deres konge skulle komme. Alligevel, folket kunne ikke vente på Gud's valg til at modnes og forlangte en konge med det samme. Gud gav dem det bedste, der var tilgængelige på det tidspunkt, og salvede ham, så han kunne få mest ud af det, han kunne blive, men Gud advaret også om, at han ville resultere i mange unødvendige problemer.

Efter Saul, ønskede Israels folk ikke en anden konge i lang tid, selv om David, Guds valg, blev anerkendt i sin egen Judas stamme. Efter discipelskabs bevægelsen i 1970'erne, selv ordet "discipelskab" kunne næsten ikke blive brugt af kristne på grund af smerter og forvirring det forårsagede for så mange. Alligevel, det ophæver ikke at discipelskab er den fundamentale Missionsbefalings mandat og er den eneste bibelske måde, som vi har fået til at modne/udvikle kristendom. Det må og skal generhverves/genoprettes.

Den mest grundlæggende måde som discipelskabs bevægelsen i 1970'erne gik galt var muligvis ledernes hengivenhed til at gøre folk til deres egne disciple snarere end at gøre dem til Kristi disciple. Hele vores formål er at forbinde Guds folk med Ham, og ikke til os selv. Dem hvis hengivenhed er at gøre andre mennesker til deres egne disciple skulle fremkalde/vække et alvorligt spørgsmål hos os med hensyn til om hvorvidt de er selv er sande disciple. Hvem kunne i sandhed have set Kristus og tage sig sådanne friheder overfor Han's folk?

Dette ophæver ikke opgaven for mentor/vejlederordningen, og at Herrens får kende Han's røst, men lammene er nødt til at følge fårene i et stykke tid indtil de modne nok til at kende Han's røst. Dog overgangs-tjenesten til den nye pagt var Johannes Døberen, og han er det mest grundlæggende eksempel på hvad ny Pagt's tjeneste skulle være ligesom. Hele formålet med Johannes var at berede vejen for Herren, at pege hen på Ham, og når folk begyndte at følge Ham, at blive villige til at Han vokser og vi blive mindre.

Målet med bibelske discipelskab er at lede mennesker til Jesus, ikke til os selv. Alt for længe har kirken gået og lovet os Herren, men alt hvad de nogensinde har fået, er os! Dem som gør sande disciple gør dem til Kristi disciple, Jesus selv, forbinder dem med Ham. Hvis deres arbejde er gjort rigtigt, vil de selv blive unødvendige, fordi disciplene har deres eget forhold/fællesskab med Ham. Vi kan holde kontakten med dem, der har modnet således, men kun som brødre og medarbejdere for Han's evangeliums skyld. Det ultimative mål for dem som gør sande disciple er at arbejde sig ud af et job—at lede dem de underviser til et sted hvor de ikke længere har brug for dem, fordi de vokser op i alle ting ind i Ham.

Ugens Ord 11

OP