Menu

Forberedt til Tiden 40
af Rick Joyner.

"I er jordens salt" (se Matt 5:13).

"I er verdens lys" (se Matt 5:14).

"Driv handel indtil jeg kommer" (se Luk 19:13).

Ovenstående tre skriftsteder er de store mandater, Jesus gav sit folk. Hvad vil det sige at være verdens lys? Hvad vil det sige at være jordens salt? Hvad vil det sige at drive handel, indtil han kommer? Disse kommandoer er grundlæggende for at opfylde vores formål. Vi skal forstå dem, hvis vi skal adlyde dem.

At være verdens lys er mere end at forkynde evangeliet. At være noget er anderledes end at sige noget. Selvfølgelig er det også et mandat at forkynde evangeliet, men befalingen om at være verdens lys blev også forklaret som værende som "en by på et bjerg" (se Matt 5:14). En by består af mange mennesker, så det at være verdens lys var mere end en individuel opgave – det blev givet til hans kirke. Dette taler om fællesskabet, eller fælles enhed, af hans folk i et samfund så stærkt og strålende, at det ville skille sig ud som en by beliggende på et bjerg, der kan ses på lang afstand.

Kirkens natur at være et egentligt samfund varede i tre århundreder, og kristendommen blev forfulgt, før den blev gjort til statsreligion under kejser Konstantin. Som det er blevet sagt, er skibet i havet fint, men når havet kommer i skibet har vi et problem. Da kristendommen blev statsreligion, strømmede havet ind i skibet, og et af de mest vitale kendetegn ved det sande nytestamentlige kirkeliv gik tabt – fællesskabet.

Dette samfund var meget mere end alle, der bare boede i det samme kvarter. Dette var en fælles enhed, de havde i Kristus, som bandt de troende sammen. De troende elskede og plejede hinanden på en måde, der var en slående kontrast til alt andet, der kunne findes i verden. Dette vil også være kirkens natur i slutningen af tidsalderen og vil være meget mere end noget andet, der bare kan bygges op omkring møder og gudstjenester – det er en ultimativ livsstil, der er viet til Kristus og hans formål, en kultur, der er i kontrast. til det mørke, verden bukker under for.

Der er ingen dobbelt magt i ord, og forkyndelsen af evangeliet er væsentlig. Men kunne det have større indflydelse, hvis der var en faktisk demonstration af Guds rige lige her på jorden, som alle kunne se? For at være verdens lys må vi gøre mere end at prædike; vi må være den by, som ligger på et bjerg, så alle kan se den.

Fordi salt blev brugt i bibelsk tid som konserveringsmiddel og til at give smag til mad, har kirken også et mandat til at bevare og forhindre verden i at smelte sammen til korruption. Til tider har kirken gjort dette med bemærkelsesværdig succes. Et eksempel på dette var gruppen af troende, der samledes omkring Wilberforce i begyndelsen af 1800-tallet. De levede i tider med muligvis den største udskejelse og umoral i Englands historie. Inden for tyve år var samfundet blevet så reformeret, at de næste to generationer blev kendt som "den victorianske tidsalder" for deres moral. For at saltet skal have denne form for kraft, skal det være salt efter at have bevaret sin velsmag. Dette taler om den dybe forpligtelse og beslutning om at være moralsk selv, at leve for Kristus og ikke vores køds ønsker.

At være lyset, der inspirerer verden, og saltet, der forhindrer, at falde i fordærv, er vores kald. Hvis verden glider ind i mørket, skal vi ikke fordømme verden, men overveje, hvordan vores lys er blevet formindsket. Hvis verden er ved at falde i dybere fordærv, er vi nødt til at afgøre, hvordan vi, saltet, kan have mistet vores smag, så vi ikke længere kan forhindre dette. At handle, indtil han kommer, udleder ikke, at dette sker. Derfor er drivkraften til nedsmeltning af moral og voksende korruption for os at forhindre, hvilket vi kun kan gøre ved at være dem, vi er kaldet til at være som kristne. Det er ikke tid til at fordømme hedningene for at leve i mørke – de kan ikke hjælpes uden os. Det er tid til at dømme os selv og beslutte, at vi er her for at hjælpe med at redde dem, ikke fordømme dem.

For at gøre dette må vi først blive frelst fra den korruption og mørke, der har indhentet os, og beslutte os for, at vi vil adlyde Kongen og leve i hans rige, ikke denne verdens rige. Hans rige kommer, og hans vilje vil ske lige her på jorden, som den sker i himlen. Vi er her for at prædike hans rige og demonstrere det ved at leve i det nu.

Ugens Ord 41
OP