Menu

Ugen's Ord 2008
36. Gud's Hær Mobiliseres 36
af Rick Joyner

En af nøgle faktorerne for mobilisering er at have en sag at mobilisere for. Dem som mobilisere må have en grund for at mobilisere. Sagen er vigtig og ligeledes er lederskabet som er kaldt til mobilisering. Sagen må være rigtig, men folket ønsker også at kende dem som leder sagen, at de er troværdige nok til at følge.

Der vil aldrig være en større sag end evangeliet, og der vil aldrig være en mere troværdig Leder end Herren selv. Hvis Herren Jesus var her i dag og prædike evangeliet, så ville dette at følge ham og blive brugt i dette være det højeste formål vi kunne være en del af i dette liv. Imidlertid, Han er stadigvæk her, og Han prædiker stadigvæk evangeliet, kun at Han gør det gennem Han's folk nu. Da Han overlod denne sag i hænderne på Han's disciple, følge efter dem (disciplene) er et emne anliggende vi har behov for at forstå

Tænk over den beslutning de nye omvendte gjorde på Pinsedagen da de lyttede til Peter's prædiken. Et nævneværdig mirakel skete fordi de alle kunne høre budskabet på deres eget sprog, og det var tydeligt at budskabet berørte dem. Men var det ikke ham der havde fornægtet Herren for blot nogle få uger forinden? Var ikke alle disse apostle der stod sammen med Peter, dem som var flygtet fra Ham og var der ikke for deres Leder da Han havde allermest brug for dem? Hvis Jesus selv havde stået der, ville valget have været en hel del nemmere, men hvordan kunne de følge sådanne ledere?

Årsagen til de nyehvervede for den gode sag var ikke på grund af apostlene men på grund af den Hellige Ånd. Jesus betroede ikke lederskabet for Han's kirke til disse mænd, men til den Hellige Ånd, som vi må sætte vores tillid til og følge. Spørgsmålet var ikke disse mænd selv men Ånden som talte gennem dem. Endnu i dag, dem som følger Herren følger ikke efter mennesker de følger efter salvelsen.

En anden faktor vi er nød til at tage i betragtning er at dommen er hårdere for at miste besøgelsestiden. Herren græd over Jerusalem fordi ikke en enkelt sten ville blive ladt tilbage fordi hun ikke genkendte tiden for hendes besøgelsestid. Ligeledes de 5 tåbelige jomfruer blev udelukket på grund af de ikke var forberedte på Herren da Ham kom. Årsagen til dette er den responsen over for den Hellige Ånd når Han bevæger sig, en ikke respons over for Ham er en sikker åbenbaring på hvor vore hjerter og hvor stor hengivelse er overfor Ham.

Vi får at vide i Præd. 3, at der er en tid for alt men når tiden kommer og vi ikke svarer, er vi blevet bedraget. Bedrag er mere end ikke at have vore lære ret, bedrag er også det ikke at være i Gud's vilje. Når der er et besøg af Herren, husk på at enhver kristen bliver testet, og det er åbenbaret hvad de har bygget deres liv på. Hvor tragisk ville det have været at leve i Israel da Jesus vandrede på jorden og ikke var gået ud for at se og høre Ham, og så ikke at følge Ham. Det er også tragisk at have en bevægelse af Gud komme os nær og ikke at reagere på den.

Vi er i en sådan tid I Amerika for besøgelser og flere steder lige nu, og med den ubegribelige, ufattelige velsignelse det er, er det samtidig en prøve-- en prøve for kirkens lederskab først og så for enhver. Tusindevis, hvis ikke millionvis, af kristne er nu klar over om denne besøgelsestid, og mange har givet respons på den. Mange andre har mistet den, enten fordi de har for travlt så deres opmærksomhed ikke er der, eller at blive en del af det fordi de ikke anerkendte den for det den er.

De fleste mister Herren's besøgelstider fordi de ikke anerkender dem som dette, fordi de ikke kom ind i den tilstand hvor de var i forventning eller i den tilstand hvor de kunne anerkende. Den lunkne vil kun miste disse, men de kolde af hjertet vil næsten altid rejse sig op og kæmpe imod den, lige som Saul af Tarsus gjorde indtil han blev slået af hesten af lyset. Saul var nød til at blive blændet på den naturlige måde så han kunne se i Ånden. Det er mønstret som Herrens egen vandring på jorden producerede, og det er den samme hver gang Han kommer i et særlig besøg, så vi skulle ikke blive overrasket ved det.

Jeg har brugt meget af mit liv til at studere Gud's bevægelser i historien, og jeg har prøvet på i det mindste at besøge hver eneste jeg kunne i vores tid. Jeg indrømmer at være bange for at gå glip af at ramme ved siden af Gud på grund af de bibelske advarelser om konsekvenserne for det. Dog, min største movitation for at søge dem er fordi jeg ikke mener noget andet der sker er mere vigtig end det Gud gør, og jeg ønsker ikke at miste noget Gud gør. Jeg har aldrig følt noget som gik helt igennem af mit indre væsen som det at være i det manifesterede nærvær af Herren. Alt andet i denne verden blegner ved samligning med dette. Han gør stadig alt i dag og det Han gjorde da Han vandrede her på jorden, og at se Ham bevæge og berøre mennesker er den største oplevelse jeg nogensinde har haft. Jeg bekender at være afhængig af dette, eller skulle jeg sige, af Ham. Det er også en afhængighed jeg tilsigter at give føde.

At være hvor Gud for tiden bevæger sig kræver at vi anerkender Ham i de mennesker Han bruger, som Han sagde, "For Jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se Mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«" [Matt.23:39]. Det er en test, fordi Han næsten altid kommer i dem som er en snublesten for alle som følger efter udseendet, andre forudindtagetheder, eller har en anden af de ultimative stoltheder, tro at Gud er lige som os. Vi har allerede Han's mening om hvordan Han vil bevæge sig, hvem Han vil bevæge sig igennem, og hvordan det vil være.

Menneskelig idealisme er en form for humanisme, og den religiøse ånd er den primære fjende for enhver sand bevægelse af Gud. Gud giver Han's nåde til den ydmyge, og en af de mest grundlæggende karaktertræk for sand ydmyghed er at være lærevillig, kke dum; lettroende; blåøjet, men lærevillig.

Ugens Ord 37
OP