Menu

Ugen's Ord 2006
31 Indtage Landet Del 37
af Rick Joyner

Selv et overfladisk blik på kirkehistorien afslører mange ting, der ikke kun var i modstrid med Kristi lære og natur, men som var djævelsk af natur. I dag har kirken en tendens til at beskæftige sig mest med spørgsmål om ufølsomhed, men i tidligere tider var spørgsmålene, hvordan man skulle håndtere den brutale og umenneskelige grusomhed, der blev påført bogstaveligt talt millioner i Kristi navn. Ganske vist er der sket fremskridt ud af det dybe mørke, som kirken var faldet i. Så hvor er vi nu? Hvad er det næste?

Denne frygtelige tid for mørket blev tydeligt profeteret i Skriften, og det var tilladt af en grund. På samme måde som Israels nation svigtede i sit pagtsforhold til Herren og blev spredt over mange nationer, svigtede kirken også og blev ligeledes spredt i tusindvis af trosretninger. Ligesom Israel har indsamlet sin arv i det naturlige, er der en tilsvarende genindsamling af kirken til sin åndelige arv. Som vi bliver fortalt i 1 Korintherbrev 15:46: "Men det åndelige er ikke først, men det naturlige, derefter det åndelige." Det, der finder sted i det naturlige, er en forløber og profeti for, hvad der er ved at finde sted i det åndelige rige.

Jøderne har altid været en profeti om nationernes tilstand. Ligesom Israel har været ved at samle sig til sit forjættede land, men ikke har fred indeni eller udenfor og også stadig famler efter sit formål, er kirken ligeledes på et lignende sted. Nationen Israel vil vågne op til deres hensigt og deres Messias. Når det sker, kan vi forvente, at kirken ligeledes vågner op til sit formål i disse tider, hvilket er knyttet til Israels formål i det naturlige.

Abrahams åndelige afkom, de som er podet på vinstokken ved deres tro, og Abrahams naturlige afkom, jøde efter kødet, vil slutte sig til formålet. Når de gør det, vil det åbne en bro mellem det himmelske rige og det jordiske, hvilket fører til genoprettelse af alle ting, der er tabt ved syndefaldet. Selv døden vil i sidste ende blive ødelagt.

Der var en tid på omkring 2.000 år, hvor Herren næsten udelukkende arbejdede gennem jøderne for at lægge grundlaget for sin plan for jordens forløsning og genoprettelse. Nu har der ligeledes været en tid på omkring 2.000 år, "hedningernes tider", hvor han næsten udelukkende har virket gennem hedningerne. I modsætning til hvad mange tror, er det, vi er ved at gå ind i, ikke en anden tid for jøderne, men en tid, hvor jøder og hedninger bliver forenet med formål. Vi vil være vidne til, at jøden, Abrahams naturlige afkom, og kirken, Abrahams åndelige afkom, bliver det "en nye menneske", Paulus skrev om (se Ef 2:15). Når disse to er forenet, vil det åbne porten mellem himlen og jorden, og for at Guds rige kan etableres på jorden.

På grund af den frygtelige historie, som både Israel og kirken har lidt, og da den største trussel mod det jødiske folks eksistens kom fra den institutionelle kirke eller "kristne nationer", vil kløften mellem Israel og kirken vil blive et stort mirakel for at komme over det. Dette er en afspejling af den lignende kløft mellem Gud og menneskeheden, som synes at være større end nogensinde. Hvordan kan denne bro bygges?

Ligesom alle Israels problemer virkelig er uden for menneskelig afhjælpning og vil tage et mirakel fra Gud for at løse, ligeledes er kirkens og verdens problemer. De store problemer i slutningen af denne tidsalder er resultatet af, at menneskeheden forsøger at styre denne verden uden Gud, en lektie, som endelig og dybest set vil blive lært. Men Gud vil løse hele det rod, vi har lavet af tingene.

I mellemtiden, mellem nu og disse store mirakler, der helt sikkert vil komme, hvor det største af alle er Guds Søns genkomst, er det vores kald at hjælpe med at forberede vejen for hans tilbagevenden. Hvordan gør vi dette? I profetien, der blev citeret fra Esajas i forhold til Johannes Døberen, som beredte vejen for ham første gang, han kom, gælder det samme princip for, hvordan vi skal berede vejen for hans genkomst:

3 I Ørkenen råber en Røst: "Ban Herrens Vej, jævn i det øde Land en Højvej for vor Gud!
4 Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver Høj, skal sænkes, bakket Land blive fladt og Fjeldvæg til Slette.
5 Åbenbares skal Herrens Herlighed, alt Kød til Hobe skal se den. Thi Herrens Mund har talet." (Esajas 40:3-5).

Her ser vi, at der skal forberedes en højvej for Herren i ørkenen, "Så skal Herrens herlighed åbenbares." Så det er først at bygge denne højvej. Hvordan gør vi dette?

Hvis du nogensinde har været en del af en besætning, der bygger en motorvej, ved du, at dette er noget af det sværeste af alt byggearbejde. Som denne tekst erklærer, kræver det, at bjerge og bakker bringes ned og dale bygges op. Det er langsomt, kedeligt og rodet, som enhver, der har boet i nærheden af bygge af en motorvej, sikkert kan bevidne. Der er tidspunkter, hvor det er nemmere og hurtigere end på andre tidspunkter, men det kan være opslidende arbejde i dage, uger eller endda måneder at gøre det mindste fremskridt, og det er fyldt med konstant fare.

Efter ekstraordinært arbejde, når (hoved)landevejen er færdig, vil folk køre på den og lyne igennem med 100 km, på det samme sted, hvor fremskridt til tider blev målt i meter om dagen. Og meget få af de mennesker, der går glad langs (hoved)landevejen, som der var så meget arbejde at udføre, vil nogensinde tænke et øjeblik på dem, der byggede den, meget mindre nogensinde takke dem. De færreste, der bygger (hoved)landeveje, bliver fejret, men de har gjort den moderne verdens fremskridt mulig, både i det åndelige og det naturlige.

På samme måde er arbejdet med at berede vejen for Herren hårdt, idet det udføres gennem ørkenen, det mest ugæstfrie område, hvor fremskridtet normalt er langsomt og vanskeligt. Få vil takke os for det, vi gør, og nogle vil forbande os for det rod, vi har lavet, især hvis det bringer dem nogen gener. Få, der ser det nuværende rod, har visionen om at se, hvor hvor meget bedre det bliver, når (hoved)landevejen er færdig. Det er en ganske utaknemmelig opgave.

I vores forsøg på at se den autentiske, bibelske, profetiske tjeneste gendannes til kirken, har vores team hos MorningStar oplevet noget af dette. Det har været hårdt arbejde, med til tider tilsyneladende meget få fremskridt. De fleste, der ser os arbejde, bemærker bare det rod, vi laver, med meget lidt opmuntring, selv fra dem, der i sidste ende vil drage fordel af det, vi laver. Vi ved også, at der vil være meget lidt tak, når det er færdigt, i det mindste fra folk, men at høre ordene "Godt gjort, gode og tro tjener" (se Matthæus 25:21) fra Kongen vil være det værd. Vi gør det for kirken, som måske ikke påskønner det nu, men mere end dette gør vi det for ham og er meget taknemmelige for bare at have et job i hans tjeneste.

Alligevel kan det være svært for dem, der har arbejdet så længe og hårdt for at se andre gå på den vej, bare at tage af sted, som de med stort besvær har anlagt,. Men det er dog grunden til at bygge en (hoved)landevej – for at gøre det meget nemmere og hurtigere for dem, der kommer bag os. Hvis vi har haft succes, vil andre være i stand til at gå så langt, som os, meget hurtigere, nemmere og sikrere. Det er faktisk, hvad kirkehistorien har vist.

De store sjæle i historien fandt, at fremtidige generationer kunne gå over meget lettere, hurtigere og sikrere. Et godt eksempel er grev Zinzendorf og herrnhuterne som tog en generation til at etablere principperne for moderne missioner. De skabte ikke kun en vej, som andre kunne følge, men til tider vandrede de op ad kløfter der var spærret og måtte vende om, og tilsyneladende mistede en masse tid og ressourcer for deres fejl. Men selv disse omlægninger reddede fremtidige generationer fra at skulle lave de samme fejl. De forberedte en højvej og et godt kort til den.

Vi står kun, hvor vi er i dag, fordi andre kæmpede gennem skovene og krattene, huggede bjerge og bakker ned og byggede de lave steder op – åndelige sumpe, der var fulde af farer og sygdomme. De efterlod os en vidunderlig højvej, så vi nemt kunne nå så langt med relativt få anstrengelser. Lad os beslutte at føre denne højrvej så langt som vi kan i vores egen generation, hvilket gør det meget lettere for andre at komme så langt, som vi har, og så gå længere.

Der vil være en generation, der rent faktisk gør arbejdet færdigt. Det kunne endda være vores. Vi kan gå rundt om det næste sving, skære gennem den næste hektar kratt og stå ansigt til ansigt med Hans herlighed. Selvom det ikke er os, der afslutter opgaven, så lad os gøre vores del, så godt det kan lade sig gøre. Den måde, vi bereder vejen for, at Herren og hans rige kan komme til jorden, så hans vilje ske her, ligesom den er i himlen, det er at bygge en højrvej.

I de næste par uger vil vi se på denne højvej lidt mere i dybden, søge at lokalisere vores position på den og hvor vi skal hen. Hvis vi har været kloge i at opdrage dem med sande profetiske gaver, kan vi måske sende spejdere i forvejen, så de kan kortlægge området godt nok, så vi ikke går op i flere spærrede kløfter. Måske kan de se nemmere veje, som for os ville ligne omlægninger fra en lige linje, men som faktisk vil gøre vores fremskridt mod målet meget nemmere, hurtigere eller sikrere.

Hvis højvejen bliver mere klar, vil andre måske, som alle dem der nu laver deres egne individuelle veje i forskellige retninger, slutte sig sammen og gøre vores generations fremgang meget større. I stedet for at gøre så meget arbejde, der ikke rigtig bliver brugt, hugger en masse krat ned, der er bestemt til at vokse med det samme, fordi ingen kommer til at følge den vej, ville det ikke være bedre at se vores indsats faktisk resultere i en nyttig højvej, der fører til kongeriget? Der er ved at blive bygget en højvej. Vi skulle alle ønske at være sikre på, at vi er en del af den der bygges, og som virkelig bereder vejen for kongen.

Ugens Ord 32
OP