2 Mosebog 13:17-18 og 14:1-4.
17 Dengang Farao lod folket gå, førte Gud dem ikke ad vejen til filistrenes land, skønt det var den korteste; for Gud tænkte: »Medmindre folket ikke fortryder og vender tilbage til Ægypten, når de ser krig.«
18 Derfor førte Gud dem ad en omvej gennem ørkenen til Sivhavet.
I række og geled drog israelitterne op fra Ægypten.
1 Herren talte til Moses og sagde:
2 »Sig til israelitterne, at de skal vende om og slå lejr ved Pi-ha-Kirot
mellem Migdol og havet; ved havet ud for Ba'al-Sefon skal I slå lejr.
3 Så vil Farao tænke: ›Israelitterne er faret vild i landet; ørkenen har lukket sig om dem.‹
4 Jeg vil gøre Farao hård, så han sætter efter dem, og jeg vil vise min herlighed på Farao og hele hans hær. Så skal ægypterne forstå, at jeg er Herren.« Det gjorde israelitterne så.
Den eneste måde, hvorpå Herren kunne få Israel til at tage del i dåben ved Det Røde Hav, var at få dem ind i den. Når vi ser tilbage på de fleste af de prøvelser, der er blevet brugt til at forme vores liv, bliver vi nok nødt til at indrømme det samme – vi valgte ikke prøvelserne, men blev sat ind i dem, så den eneste udvej var at dø i os selv. Herren er nådig til at tilpasse vores omstændigheder, så der er absolut ingen udvej end at lægge vores liv ned og tilpasse sig billedet af hans død.
Gennem denne tid ordner Herren det sådan at fjenden jager os, og at trække sig tilbage vil kun betyde, at vi havner for enden af hans spyd. Det er her vi lærer, at de to mest magtfulde væsener i universet begge forsøger at dræbe os! En af dem skal klare opgaven, og vi skal vælge, hvilken det bliver. Vi har dog intet andet valg end at dø, hvilket faktisk er nåde fra Herren.
Jordanflodens dåb vil være anderledes. De mere modne og de, der er vokset i troen, behøver ikke at blive narret eller fanget i deres dåb – de vælger villigt at tage deres kors op. De modne løber ikke fra korset, men til det.
En anden grundlæggende forskel mellem disse to dåb er, at fjenden i Rødehavets dåb jagtede Israel, og fjenden blev ødelagt, fordi folket gik ind i deres dåb. Den anden dåb repræsenteret af Jordanfloden begynder vores jagt på fjenden. Denne ændring i dåben vil markere et helt grundlæggende skift i vision og formål med kirken i vor tid. Denne forskel er, hvad vi kan forvente, at kirken vil overgå til i løbet af de næste par år. Vi vil ikke længere kun reagere på fjendens angreb, men vi vil forfølge og aggressivt angribe hans fæstningsværker.
Derfor er der mange kraftfulde og vigtige lektioner, som vi skal lære af de bibelske, profetiske modeller af, hvad der nu finder sted, hvilket er formålet med dette studie. Når vi fortsætter, lad os også huske forskellene mellem de bibelske, profetiske modeller af Skriften og de nuværende realiteter. Et eksempel er den bibelske model, Israel var for fuldstændig at ødelægge de nationer, der var i deres land. Vi er dog ikke kaldet til at ødelægge nationerne, men frelse dem ved at ødelægge den onde, som har dem i trældom. Folkene selv er vores arv i Herren.
Missionsbefalingen var at skulle gøre alle nationer til disciple, ikke kun enkeltpersoner. Vi ser også, at når Herren vender tilbage, vil han dele nationerne op i får og bukke, ikke kun enkeltpersoner. I øjeblikket besluttes det, hvilke nationer der skal være "får", og hvilke der skal være "bukke". Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi skal opgive evangeliet om frelse. Nationer vil blive forandret ved at frelse og undervise enkeltpersoner i Herrens veje. Men vi må begynde at udvikle nationale og internationale strategier, som vil påvirke nationer med evangeliet, ikke kun nogle få individer.
Dette vil i høj grad være et stort skift i vores missionære tænkning og strategier, som faktisk er sket i nogle grupper i løbet af de sidste to årtier eller mere.
Vi er nødt til at forstå nogle forskelle i, hvor kirken er nu, og hvor den var i det første århundrede. Der er mange grundlæggende ting, som aldrig vil ændre sig og altid vil være en grundlæggende del af kirkens vision og formål, men der er også nogle forskelle i slutningen af tidsalderen. Ligesom Josva instruerede Israel i Josva 3:4:
"Men mellem dig og den skal der være en afstand på omkring 2.000 alen efter mål. Kom ikke nær til den, for at du kan vide, hvilken vej du skal gå, for du er ikke gået denne vej før."
De, der følger Arken, som repræsenterer Herren, vil gå en anden vej ved "omkring 2.000" år, end hvor kirken har gået før. Mange er ens, men mange er ikke, og vi er nødt til at forstå forskellene.
Inden afslutningen på denne tidsalder kan komme, skal evangeliet om riget forkyndes. Dette er endnu ikke gjort. Indtil nu har vi forkyndt evangeliet om frelsen, som i bund og grund er at komme ud af Ægypten. Dette er absolut nødvendig, [afgørende; uundværlig; livsvigtig; grundlæggende; fundamental,] og det vil fortsætte med at være korsets banner, som vi marcherer under, og altid prædiker evangeliet om den personlige frelse, men vi vil også begynde at prædike evangeliet om riget – Guds rige er nær! Kongen kommer, og han kommer for at tage over. Han sender os foran sig for at berede hans vej.
Ugens Ord 6
OP