Indhold

Ugen's Ord 2005
6 Det Sejrende Hjerte
af Rick Joyner

Som vi tidligere omtalte, gik israelitterne ikke frivilligt i dåben repræsenteret ved overgangen af Det Røde Hav. Herren var dybest set nødt til at narre dem til det og ikke give dem andre muligheder på grund af fjenden, der forfulgte dem. Men dåben repræsenteret for at krydse Jordan var frivillig og ville være begyndelsen til at forfølge deres fjender for at fordrive dem fra deres land. Dette var ikke kun fordi omstændighederne havde ændret sig, men fordi folket havde ændret sig under deres lange ophold i ørkenen.

Kirken har ligeledes tilsyneladende vandret i ørkenen i næsten to tusinde år. Ligesom Israels vandring gennem ørkenen, var denne tid ikke spildt. En stor forvandling har fundet sted i folket. Én ting var at få folket ud af Ægypten, men det tog meget længere tid at få Ægypten ud af folket. Ligeledes er der mennesker, der tilsyneladende har drevet gennem livet ret formålsløst, men Gud har udført et dybt værk i deres hjerter. Denne tid har ikke været spildt. De er forberedte på de store udfordringer forude, som vil bane vejen for Guds riges komme.

Forandringen kommer fra et liv, der var sammensat af at blive jaget og chikaneret af djævelen, og Guds dybe handlinger i vores egne hjerter, til mentaliteten af en sejrherre. Det betyder ikke, at vi nu er perfekte. Sejren forude vil hjælpe med at fortsætte arbejdet med vores karakter, men der vil være en stor forskel i konflikten - i stedet for at kæmpe mod fjenderne indeni, som har holdt os i trældom, vil vi begynde at kæmpe mod dem udenfor, som holder andre i trældom.

Vi må aldrig glemme, at vores erobring ikke er den grådige stræben efter personlig vinding og fremgang, men vores skat er befrielsen af sjæle, der nu er i mørkets trældom. Vores formål er at se sandheden om Jesu Kristi evangelium befri de fangne. Vi kaldes som sande frihedskæmpere. Vores succes i dette liv vil blive anset ved frigivelsen af de fanger, som djævelen har haft i trældom for at gøre hans vilje.

Vi kan nu forvente, at en stor forandring begynder at finde sted i kirken fra blot at søge at blive sat fri selv, til at sætte nationerne fri. På den anden side af Jordan så Israel måske ikke anderledes ud udefra end den gruppe, der havde forladt Ægypten, men på indersiden var de meget forskellige. De var ikke længere for nyligt løsladte slaver – de var erobrere! Lige nu ser kirken måske ikke meget anderledes ud, end den har gjort i mange århundreder, men det er den! Vi er ikke længere bare nyligt løsladte slaver – vi er krigere med den største sag, som forbereder os på det største slag!

Jeg hører omkring ti negative kommentarer til hvert opmuntrende ord om kirken i dag. Dette kommer dog fra dem, der ikke har øjne at se. I 1960 blev det anslået, at 30 millioner mennesker var blevet bemyndiget af dåben i Helligånden. I dag nærmer vi os en milliard! Mange af de største præster, lærere og evangelister i kirkens historie lever i dag. Der er en fremvoksende profetisk tjeneste, der stiger til de sande bibelske standarder for dette kald med den slags profetiske gaver, som begynder at konkurrere med alt set i Det Gamle Testamente, og uden tvivl vil overgå dem. Der opstår en ny type tjeneste, som vil vandre i sand apostolisk statur, autoritet og visdom.

Efter hver eneste store bevægelse af Gud siden begyndelsen af reformationen for over fem hundrede år siden, var der en pause før den næste. Men hver ny bevægelse af Gud ville overskride grænserne for det foregående med en betydelig margin. Den meget udskældte karismatiske bevægelse resulterede faktisk i flere frelste, flere kirker blev plantet, flere missioner blev født, og flere missionærer blev sendt ud, muligvis end alle de tidligere bevægelser fra Gud tilsammen! Der har været en tilsyneladende pause siden toppen af denne bevægelse, i det mindste i Vesten. Men den, der nu bygger, bliver virkelig noget at se. Det kan meget vel være den, som de gamle profeter og retfærdige mænd alle ønskede at se og har ventet på som medlemmer af den store sky af vidner.

Jeg er blevet bedt om at tale med et par NFL-hold lige før deres kampe. Intensiteten af fokus på deres ansigter lignede intet, jeg nogensinde har set. I 1990 talte jeg med Denver Broncos før en vigtig mandag aften-kamp med deres rivaler, Kansas City Chiefs. Herren henledte min opmærksomhed på deres "spilleansigter". Så sagde han til mig, "Når du ser den slags fokus på Mit folk, er tiden nær."

Siden den nat har jeg ledt efter dette fokus på Guds folks ansigter overalt, hvor jeg går. I årevis virkede det i de fleste kirker, som om de mere var børn i en eftersidning efter skole end en opstigende, sejrende hær. Men i de sidste fire år er jeg begyndt at se det voksende fokus og intensitet, som jeg ved betyder, at den store fremgang nu er tæt på.

Når du ser de fodboldhold lige før en kamp, tror du, at hvis de ikke bliver løsladt på deres fjende meget snart, vil de begynde at såre hinanden! Det er faktisk, hvad der nogle gange sker i kirker. Når vi bygger mennesker op og derefter ikke frigiver dem for fjenden, frigives deres intensitet som frustration på andre troende. Dette er årsagen til mange kirkesplittelser og andre ødelæggende problemer. Det er nu tid for os at vi engagere os overfor fjenden! Vi har brug for kirkebyggere, og det er et arbejde, som nogle altid skal være beskæftiget med, men det er nu på tide at vende opmærksomheden væk fra blot at bygge os selv op til at bygge kongeriget.

Dette er slet ikke ensbetydende med, at arbejdet i os er færdigt. Men meget af de dybe indre handlinger, som vi har brug for, kan kun komme fra de kampe, vi er kaldet til at kæmpe med fjenden. Kristendommens værste fjende er selvtilfredshed, eller som Herren udtrykte det, lunkenhed. Dette er den største vildfarelse og bedrag af alle. Hvordan kunne nogen virkelig kende Herren, den fortærende ild, og ikke være i brand? Det er derfor, Hans sande sendebud er "ildflammer". Lunkenhed er ikke mulig, medmindre vildfarelsen fra denne verdens lyst og bekymringer har kvalt hans ords frø i os. Der er intet, der kan ryste nogen ud af selvtilfredshed som krig. Hvis der nogensinde er et større fokus end det der ses på et professionelt fodboldhold før en kamp, vil det være på soldaternes ansigter før en kamp.

Kong David, en af de største sjæle, der nogensinde har vandret på jorden og en af de største stræber af Gud gennem tiderne, blev hjemme i den tid, "da konger drager ud i kamp" (se 2. Samuel 11:1) og faldt ud i utroskab, som åbnede døren for nogle af hans livs værste problemer. Når det er tid til at kæmpe, og vi ikke kæmper, er vi næsten sikre på at blive overvundet og besejret af fjenden på en eller anden måde. Det er nu tidspunktet, hvor vi skal gå i offensiven og begynde at se til missioner, der ikke bare selvisk bygger vores egen kirke, men vil begynde at tage territorium for Guds rige. Hvis vi vil gøre dette, ville vores kirker vokse og blive meget stærkere, end de er nu.

Mennesker blev skabt med et behov for eventyr. Der er intet større eventyr i dette liv end det sande kristne liv. Unge har især brug for eventyr, og hvis de ikke bliver fanget af missioner i en eller anden form, er det meget sandsynligt, at de bliver fanget af verdens ånd.

Der er ikke noget mere kedeligt end religion. CS Lewis bemærkede engang, at en definition af helvede var at sidde i en endeløs gudstjeneste uden Guds tilstedeværelse. Sådanne tjenester er et af djævelens store redskaber til at genfange og fængsle troende. Vi må rykke ud af fængslet af kirkens fire vægge! Vi må begynde at bruge de guddommeligt magtfulde våben, som vi har fået til at angribe fjenden og begynde at tage det land, der retmæssigt er vores!

Enhver kirke, der ikke er aktivt engageret i mission, vil visne bort, hvis ikke fysisk, i det mindste åndeligt. Men vi ønsker ikke kun at være engageret i missioner, men i vores mission. Vi skal sendes ud af Herren og ledes af ham. Vi har brug for specifikke mål for vores missioner, så vi kan måle fremskridt, succes eller fiasko for dem. Vi er nødt til at definere det forjættede land, som vi krydser over for at erobre.

Før man krydsede Jordan, blev det forjættede land delt op mellem Israels stammer. De skulle alle kæmpe sammen og blive ved med at kæmpe, indtil alle stammerne havde besat deres land. Vi er nødt til at gøre det samme. I løbet af de sidste par år har der været forsamlinger af nogle af vor tids store ledere fra mange forskellige bevægelser. Fra disse sammenkomster er der blevet dannet råd, og guddommelige strategier er blevet belyst. De er stadig meget i deres udviklings stadier, men der er en ubestridt og bemærkelsesværdig salvelse over dem. Der er ingen tvivl om, at et hidtil uset fremskridt for evangeliet er på vej. Det kan endnu være et par år om at udfolde sig i al sin kraft, men det er uden tvivl på vej.

Ugens Ord 7
OP