Indhold

Ugen's Ord 2001
23 Helhed 1
af Rick Joyner.

For nylig, følte jeg mig tvunget til at læse Sydstats general Robert E. Lee’s biografi. Han er blevet udpeget som at være den største militær leder i alle tider, så vel som den mest ædle i karakter som er blevet skabt i dette land. Han udførte en bemærkelsesværdig karakter af elskværdighed og ædelhed på mange måder, hvilket naturligt gjorde ham næsten lige så elsket i Nordstaterne som han var i Sydstaterne efter krigen. Jeg vil på ikke nogen måde komme med nedsættende omkring dette, men der er nogle flere dybtgående selvmodsigelser i hans liv som jeg ikke har set nogen andre henvise til i hans levnedsskildringer. Jeg vil ikke bringe dette frem for at bagtale ham på nogen måde, men fordi Jeg tror at samme selvmodsigelser har gjort stor ødelæggelse indenfor kirken.

Ved to af Robert E. Lee’s skrivelser som han skrev før borgerkrigen leder opmærksomheden hen på selvmodsigende handlinger. I én af, hvad der må anses som en af det mest velovervejet han skrev, den mest velformuleret, kortfattet, og kraftfuld argument der nogensinde er skrevet om ondskaben af slaveriet. I ét andet gjorde han det samme for at pege på ondskabens udviklingsmulighed og tragedier der ville være følgerne ved løsrivelsen af sydstaterne fra Unionen. Endda, var han den mest effektive kriger på den side der kæmpede for de ting han øjensynlig troede var stor ondskab. Hvordan kunne dette ske? Hvordan kan det være at så mange af vores forfædre, som fordømte det onde ved slaveri, selv ejede slaver?

I Robert E. Lee’s sag, modsigelsen mellem hans angivne tro og hans handlinger skete fordi han sagde at han ikke kunne føre krig mod hans egen hjemstavn staten Virginia. Dette syntes at se ud som et ædelt loyalitet fra hans side, men er det ædelt når en stat kæmper for at beskytte noget som han tror er ondt? Er det rigtig at være loyal mod hans stat og uloyal mod Unionen som han havde svoret en ed at forsvare da han var officer i U.S. Hær? Mange andre som kæmpede på Syden’s side i borgerkrigen havde også erklæret dem selv at være imod slaveri, og imod løsrivelse. Hvor kunne de kæmpe så tappert for ting de ikke troede på?

Kan det være den samme ting der tvinger folk at kæmpe for deres sekt, eller anden form for institutioner, selv når disse samme institutioner er i konflikt med den grundlæggende sandhed fra skriften, eller Kristus natur? Spurgeon udtalte engang at han kunne finde ti mænd til at dø for bibelen for hver en som ville læse den! Kunne dette grundlæggende hykleri ikke være årsagen til borgerkrigen som i øjeblikket raser indeni Kristi Legeme?

Trofasthed er en god og ædel karakter, men vi må aldrig lave vor trofasthed om til en institution, til en gruppe (såsom broder orden), eller en person, eller blive kold i vores trofasthed til Herren Jesus selv, eller til principper af sandhed der fundet i skriften. Den eneste grundlæggende måde vi kan undgå dette på, er ikke at lave troskabsløfte til nogen organisation eller gruppe som kan lede til konflikt med vores troskabsløfte til Herren og til Hans sandhed.

Helhed betyder ”at være hel,” eller der vil være en konsekvens mellem vor tro og vore handlinger. Konsekvensen der mellem Herren’s ord Han’s handlinger er grundlaget for Han’s natur. Den natur skulle også være grundlaget, for alle Han’s efterfølgere. Er den vor natur? Hvad er konflikterne i vores eget liv?

Den manglende evne for Robert E. Lee til at se denne konflikt mellem hans proklamerende tro og hans handlinger kostede hundrede tusinder af unge mænd deres liv, det er næsten sikkert at det var hans genialitet der forlængede krigen med år mere end det ellers ville have taget Unionen at få sejr. Sådanne modsætninger i vore liv må ikke blive så dyre, men de koster altid. Vi kender måske nok ikke nu førend i evigheden hvor dyrt det har været for dem som imodsat fald ville have anerkendt sandheden af evangeliet hvis dets budbringeres liv havde reflekteret til deres budskab med mere fuldkommenhed.

Tænk over det.

Vi vil udforske det lidt dybere i de kommende studier.

Ugens Ord 24
OP