Hjem     2022 Menu
2020 Menu   2021 Menu

Tiltagende Lys 13
Uge 13, 2022
af Rick Joyner

Den allerstørste og vigtigste beslutning, vi kan træffe for at påvirke vores fremtid, er at »søge først Han's rige og Han's retfærdighed« (se Matt 6:33). Løftet til dem, der gør dette, erklærer, at alt vil blive tilføjet dem. Intet kan i den grad påvirke vores liv til det bedste end at blive ved med at søge Herren og Han's rige først og gøre dette til den primære faktor bag enhver beslutning, vi træffer.

Vi får at vide i Ordsprogene 28:1: "Men de retfærdige er frimodige som en løve." Mod er også en af de mest desperat nødvendige egenskaber i disse tider, og mod er grundlaget for frimodighed. Intet kan indgyde os mod end at kende, at vi står ret med Herren, hvilket er retfærdighed.

Da apostlene blev truet af deres nationale ledere til ikke at fortsætte med at forkynde Jesus, var deres svar at bede om frimodighed (se Ap.g. 4:29-31). Da kristendommen er under en stigende trussel i dag, må vi gøre det samme. Frimodighed er nu næsten uddød i kirken, men det burde være en primær faktor bag alt, hvad vi gør, og forhvad, vi er kendte for.

Den nuværende frygt hos kristne afslører, hvor langt fra Herren vi er drevet. Som vi får at vide i 2 Tim. 1:7: "For Gud har ikke givet os en frygts ånd, men en ånd af kraft og kærlighed og disciplin." De retfærdige er ikke frygtsomme, men "dristige som en løve." Den nuværende frygt er resultatet af, hvor langt vi er faldet fra retfærdighed, eller hvor bedraget vi er blevet af denne verdens ånd.

Nogle har forvekslet frimodighed med formodning eller arrogance. Der kan være en tynd grænse mellem tro, der resulterer i frimodighed og overmod. Alligevel findes den største tro på den tyndeste linje mellem tro og formodning. Når vi husker, at "Gud modstår de stolte, men giver de ydmyge nåde" (se 1. Peter 5:5), ønsker vi ikke at krydse denne grænse. Så hvordan vandrer vi i større tro og frimodighed uden at falde i stolthed og formodning? Herren har i sin uendelige visdom sørget for en måde, hvorpå vi kan gøre dette.

I alle ting må vi søge visdom. Visdom er at have viden til at træffe rigtige valg. Som vi får at vide i Ordsprogene 9:10: " Frygt for Herren er begyndelsen til visdom." Når vi husker på, hvem vi repræsenterer og lever vores liv Ham frem for mennesker, vil det holde os i den rette balance og fra at falde i formodninger.

Herrens frygt er begyndelsen til visdom, men det er ikke den højeste visdom. Den højeste visdom er kærlighed, til Gud først, men også til andre. Men uden dette grundlag for Herrens frygt, vil det, vi bygger på, være svagt eller forvrænget, hvilket selv kærlighed kan være. Visdom begynder med at forstå, at Han er den almægtige Gud, og frimodighed og mod betyder at stå for Ham og Han''s sandhed. Vi er frimodige i Herren, på grund af hvem Han er, ikke hvem vi er.

Eftersom et fundament er noget, vi går på hver dag, hvor tæt vi kommer på Ham og vokser i kærlighed til Ham, bør vores grundlæggende respekt være for hvem Han er – den almægtige Gud – vil aldrig forlade os. Vi talte om før, hvordan Johannes var fortrolig med Herren, mens Judas var bekendt med Ham. Årtier senere, da Johannes havde åbenbaringen, faldt han ned, der havde været så fortrolig med Jesus, at han lænede hovedet mod Jesu bryst, som en død mand, da han så Jesus i dette syn. Ægte intimitet avler ikke foragt, men respekt. Johannes, den ældste nulevende apostel, og den, der havde været tættest på Jesus, mistede aldrig sin frygt for Herren, og det skal vi heller ikke.

De største muligheder for at vokse i troen kommer med de største udfordringer for vores tro og de mest udfordrende valg. I tider med det største mørke, der nogensinde har været på jorden, vil vi have mulighed for at vandre i den største tro. Hvis vi forbliver på "de retfærdiges vej", vil vi have et stadigt tiltagende lys til at se gennem mørket og vil være endnu mere beslutsomme og frimodige i vores beslutninger.

Efterhånden som det tiltagende lys vil få os til at se Lyset, Jesus, tydeligere, vil vores hengivenhed vokse til det sted, hvor vi ønsker, at Han skal få al anerkendelse og ære. Det, Peter gjorde så glimrende, var at gribe Åndens store demonstrationer, såsom på pinsedagen og gennem store mirakler, for at forkynde Jesu Kristi evangelium. Peter var hurtig til at sige, at disse ting ikke blev gjort af hans egen retfærdighed eller fortjeneste, men af Jesus. Apostlen Paulus gjorde det samme.

Der står skrevet, Herren vil fylde sit tempel med sin herlighed ved slutningen af denne tidsalder, og Han's herlighed vil vise sig over sit folk. Lad os aldrig glemme, hvad end der viser sig på eller gennem os, så er det Han's herlighed. Evangeliet om riget, vi skal forkynde ved slutningen af denne tidsalder, er den gode nyhed om, hvem vores konge er. Det er ikke kirkens eller vort evangelium; det hele handler om Jesus. Lad os ikke være som æslet, der troede, at hele folket priste det, da det gik ind i Jerusalem, uden at kende Ham, der sad på det.

Ugens Ord 14
OP