Hjem     2022 Menu
2020 Menu   2021 Menu

Tiltagende Lys 14
Uge 14, 2022
af Rick Joyner

Nogle har kaldt det kristne liv for en erhvervet balance mellem to paradokser, og livets vej for en spænding mellem to paradokser. Der er Skriftens modvægtende lære, som er nødvendige for at holde os på vejen. Tro kan være meget tæt på stolthed, og at vandre i større tro bringer os endnu tættere på denne tynde grænse mellem dem.

Dette kan virke kompliceret, og det kan blive kompliceret, hvis vi ikke holder fast i formaningen i 2. Korintherbrev 11:3: "Men jeg er bange for, at ligesom slangen forførte Eva ved sin list, vil jeres sind blive ledt bort fra enkelhed og renhed af hengivenhed til Kristus." Alt forbliver enkelt og rent, mens vi holder vores fokus på og hengivenhed til Kristus.

Det er vores selvcentrering, frugten af Kundskabens Træ, der får os til vedvarende og konstant at se på os selv, hvilket gør alting kompliceret. Vi vil aldrig blive ændret til Herrens natur ved at se på os selv – positivt eller negativt. Vi bliver kun forandret, når vi ser Han's herlighed. Vi har brug for en vis selvevaluering, men at modnes i Kristus er at blive mindre selvcentreret, mindre selvfokuseret og mere Kristuscentreret. Overvej, hvad apostlen Paulus skrev i:

1 Kor. 4:1-4
1. Således skal man se på os: som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder!
2. Af husholdere kræves nu i øvrigt, at de skal findes tro.
3. Men for mig har det såre lidt at sige, om I eller nogen menneskelig ret bedømmer mig; ja, jeg vil ikke engang bedømme mig selv.
4. Thi vel er jeg mig intet bevidst; dog dermed er jeg ikke retfærdiggjort; den, der bedømmer mig, er Herren.

Da jeg var en ung kristen, der prøvede at være præst, modtog jeg to breve samme dag – det ene beskyldte mig for at være for kontrollerende, det andet beskyldte mig for at være for svag og uangribelig. Da jeg tog disse to modsatrettede meninger til Herren for at se, hvad der var sandt, sagde han: "Begge!"

Selvfølgelig har Herren altid ret. Jeg så med det samme, at jeg på nogle måder var for kontrollerende, og på andre måder var jeg for forsigtig og ubeslutsom. Han's sandhed gør os altid fri, og da Han sagde dette til mig, begyndte det at befri mig fra nogle ekstremer i mit liv. Det var næsten halvtreds år siden. I dag vil jeg ikke påstå, at jeg vandre perfekt i disse, men jeg tror, jeg kommer tættere på den rigtige balance. Nogle ting tager et helt liv for at virke i os, og det er bare et spørgsmål om at gå i det tilyagende lys – vores tema for dette års undersøgelse.

Ingen kan gøre sig selv til, hvad de burde være. Kun Herren kan, men vi har en rolle at spille. Vores del er at forblive ydmyg, lærenem og korrigerbar. Paulus' tekst ovenfor er måske den klareste og enkleste udtalelse om, hvordan man gør dette. Han forblev åben og korrigerbar, men undersøgte ikke længere sig selv og stolede på, at Herren ville gøre dette. Dette er en af de største befrielser, vi må komme til i vores vandring, især hvis vi har en tendens til at være "selvbeskuende; selvransagende; selvanalyserende; indadvendt." Med nogle bemærkelsesværdige undtagelser, generelt, kan kirken i Vesten nu være i sin svageste tilstand. Engang da jeg talte til en gruppe senatorer og kongresmedlemmer om behovet for mod i Washington, trak en af dem mig til side bagefter og sagde: "Vi ville se meget mere mod i Washington, hvis vi kunne se nogen i kirken." Det var år siden, og det er ikke blevet bedre siden. Vi ønsker at gå stadig tættere på centrum for Guds vilje og ønsker slet ikke at tage fejl, men hvis vi tager fejl i disse tider, er vi kommet på afveje af frimodigheden.

Hvis vi gør det rigtigt og retfærdigt, burde kirken nu være kendt for sit mod. Som vi har læst, er Skriften klar: "De retfærdige er dristige som en løve" (se Ordsprogene 28:1). Så mangel på frimodighed i kirken må indikere mangel på retfærdighed. Når vi tænker på retfærdighed tænker vi på adfærd, men det er kun en lille del af den bibelske vægt på retfærdighed. Tro er grundlaget for vores retfærdighed, og tro demonstreres ved frimodighed.

Efterhånden som der foretages rettelser, og vi lærer at blive på de retfærdiges lysere og lysere vej ved at gøre, hvad der er rigtigt i Herrens øjne, vil vores frimodighed øges. De vil blive det eneste rigtige fyrtårn af håb, og vi må forberede os på den store indsamling, dette vil medføre. Efterhånden som mørket tiltager med al den forvirring og tvivl, der følger med, vil dem på livets vej skille sig mere og mere ud.

Ugens Ord 15
OP