Åb. 22:
Og han viste mig Livets vands flod, skinnende som krystal, udvæld de fra Guds og Lammets trone. 2 Midt i dens gade og på begge sider af floden voksede Livets træ, som bar tolv gange frugt og gav hver måned sin frugt; og bladene af træet tjente til lægedom for folkeslagene. Åb.22:1-2.
Dette er en flod, ikke en sø eller en dam. Da dette livets vand er Guds ord, taler dette om, hvordan hans ord altid bevæger sig – det stagnerer aldrig. Sådan er naturen af alle, der ledes af Ånden.
Dette levende vand kommer fra selve Guds trone eller fra hans autoritet. Det er midt på gaden, som taler om, hvordan det levende vand, eller vand, der bringer liv, normalt findes mellem yderpunkterne på begge sider.
På begge sider af floden var livets træ, der bar tolv slags frugter, som gav sin frugt hver måned; og træets blade var til helbredelse for nationerne (Åb 22:2).
Livets træ er Jesus, og de, der bliver i ham, har ikke årstidens frugter, men de bærer snarere frugt konstant. Blade er hvor fotosyntesen finder sted, som er processen med at omdanne lys til liv. Det er, hvad vi hver især er kaldet til at være, dem, der gør sandhed til liv.
Der vil ikke længere være nogen forbandelse; og Guds og Lammets trone skal være i den, og hans tjenere skal tjene ham.
De vil se hans ansigt, og hans navn vil være på deres pander.
Og der vil ikke længere være nogen nat; og de behøver ikke lyset fra en lampe eller solens lys, fordi Herren Gud vil oplyse dem; og de skal regere i al evighed (Åb 22:3-5).
Grunden til, at dyret ikke kunne sætte sit mærke på disse, er fordi hans tjenere har Herrens navn på deres pander, og Satan kan ikke sætte sit mærke over Guds mærke. De, der resolut har stået imod mørket, vil få evigt liv og evigt lys fra Herren selv.
Og han sagde til mig: "Disse ord er trofaste og sande." og Herren, profeternes ånders Gud,
sendte sin engel for at vise sine tjenere, hvad der snart skal ske (Åb. 22:6).
Her ser vi igen vægten på, hvordan det er hans tjenere, der får åbenbaringen af de ting, der skal finde sted. Dette skaber et vigtigt spørgsmål: Er vi trælle eller lever vi stadig for os selv?
"Og se, jeg kommer hurtigt. Velsignet er den, der giver agt på ordene i denne bogs profeti."
Jeg, Johannes, er den, der hørte og så disse ting. Og da jeg hørte og så, faldt jeg ned for at tilbede for englens fødder, som viste mig disse ting.
Men han sagde til mig: "Gør ikke det. Jeg er en medtjener for dig og dine brødre, profeterne og for dem, der lytter til denne bogs ord. Tilbed Gud" (Åb 22:7-9).
Her ser vi igen Johannes falde ned for at tilbede en engel. Hvis han, den mest modne af alle apostlene som den eneste originale, der stadig er i live, ville have denne tendens, hvor meget mere skal vi så være forsigtige med kun at tilbede Gud? Engle er ikke Gerber-babyer, og der kan være en tendens, når vi ser sådanne fantastiske væsener, til at falde ned foran dem. Vi må modstå dette, da de er tjenende ånder, der er sendt for at tjene frelsens arvinger.
Vi bør heller ikke være så formastelige at tro, at vi har autoritet til at beordre dem. Da Jesus gik som en menneske, misbrugte han ikke dette. Han sagde snarere, at hvis han spurgte sin Fader, ville han så ikke sende tolv legioner af engle? Vi er gjort lavere end englene på dette tidspunkt, og vi bør behandle dem med al den værdighed og respekt, de fortjener. Men vi hverken tilbeder eller antager autoritet over dem. Vi ser til vores Fader for det, vi har brug for, og tilbeder kun ham.
Ugens Ord 46