Til Oversigt 2017

Hvem Er De To Vidner? – Åbenbaringens Bog 35
Rick Joyner

I denne uge kommer vi til Åb. 11:3-6 og to af de mest interessante karakterer i Bibelen:

"Og jeg vil give mine to vidner myndighed, og de skal profetere i tolv hundrede og tres dage, iklædt sæk."

Dette er de to oliventræer og de to lysestager, der står foran jordens Herre.

Og hvis nogen vil gøre dem ondt, strømmer der ild ud af deres mund og fortærer deres fjender;
så hvis nogen vil gøre dem ondt, skal han dræbes på denne måde.

Disse har magt til at lukke himlen, så der ikke falder regn i de dage, de profeterer;
og de har magt over vandet til at forvandle dem til blod og til at ramme jorden med enhver plage, så ofte de vil.

Ligesom resten af Åbenbaringens Bog er der mange spekulationer om, hvem disse to vidner er. Bruce Wilkinson fortalte mig, at han troede, at det var Enoch og Elias. Dette er en af de mest almindelige antagelser, og dette giver mening, da disse er de eneste to, der er registreret i Skriften, som ikke er døde. Skriften er klar, at det er bestemt til ethvert menneske at dø én gang. Så igen har vi skarer, der tilsyneladende ikke vil dø på grund af bortrykkelsen.

Interessant nok har mange bibelforskere og teologer gennem kirketiden troet, at disse to vidner var Det Gamle og Det Nye Testamente. Da jeg første gang læste dette, var jeg i tvivl, men jo mere jeg studerede stillingen, jo mere mening gav den. Jeg har stadig ikke konkluderet, at dette er tilfældet, men det har nok værdi at overveje. Her er en kort forklaring på denne tankegang.

Disse to har magten til at lukke himlen og ramme jorden med plager. Der er andre måder, hvorpå det, der er skrevet om disse to, kan anvendes på Det Gamle og Det Nye Testamente. Så vi vil overveje dette:

Når de har afsluttet deres vidnesbyrd, vil dyret, der stiger op af afgrunden,
føre krig mod dem og overvinde dem og dræbe dem.

Og deres døde kroppe vil ligge på gaden i den store by,
som mystisk kaldes Sodoma og Ægypten, hvor også deres Herre blev korsfæstet.

De fra folkene og stammerne og tungemålene og nationerne vil se på deres døde kroppe
i tre og en halv dag og vil ikke tillade, at deres døde kroppe bliver lagt i en grav.

Og de, der bor på jorden, skal glæde sig over dem og fejre;
og de vil sende gaver til hinanden, fordi disse to profeter pinte dem, der bor på jorden.

Men efter de tre en halv Dag kom Livsånden fra Gud ind i dem,
og de stod på deres Fødder; og stor frygt faldt over dem, som holdt øje med dem.

Og de hørte en høj røst fra himlen, der sagde til dem:
"Kom herop!" Så steg de op til himlen i skyen, og deres fjender holdt øje med dem.

Og i den time kom der et stort jordskælv, og en tiendedel af byen faldt;
syv tusinde mennesker blev dræbt i jordskælvet, og resten blev rædselsslagne og gav himlens Gud ære.

Den anden ve er forbi; se, det tredje ve kommer hurtigt (Åb. 11:7-14).

For at fortsætte årsagen til, hvorfor mange troede, at disse er testamenterne, blev det skrevet, at disse to ville "profetere i sæk i toogfyrre måneder," eller 1.260 dage. Som vi omtalte tidligere, er dette profetiske perspektiv knyttet til den historiske periode, hvor et kejserligt dekret etablerede pavedømmet. I den tid var det imod loven for andre end en autoriseret præst at læse Bibelen, og i meget af den tid var det dødsstraf. Det så bestemt ud som om, at Skriften selv profeterede fra en ydmyg position, som få var opmærksomme på.

Under den franske renæssance, som på nogle måder blev fuldbyrdet i den franske revolution, var der en periode på flere år, som kunne have været tre et halvt år, hvor det så ud til, at hele fokus var at ødelægge Bibelen og udrydde den fra jorden. Det så ud til, at Bibelen var så miskrediteret og foragtet, at dens indflydelse på jorden var ophørt, og den var død på gaden. Så næsten lige så pludseligt omgrupperede reformationens kræfter. Der var en verdensomspændende bevægelse for at genvinde agtelse for Bibelen som Guds ord. Det kunne godt have set ud til, at disse to vidner, Det Gamle og Det Nye Testamente, virkelig var blevet oprejst fra de døde og blev hævet til et sted højt over jorden med større magt.

Denne korte udforskning af denne holdning yder den ikke retfærdighed, men dette var den generelle og populære forståelse af opfyldelsen af denne tekst gennem hele reformationen og indtil adventsbevægelsen i 1844, hvor man begyndte at lære, at hele Åbenbaringens Bogen handlede om fremtid. Igen, jeg præsenterer det her, fordi denne position næppe er kendt i moderne endetidslære. Det bærer omtrent lige så meget som de andre spekulationer om disse to vidner, især da så mange holder fast i den tro, at Zakarias' to oliventræer er Det Gamle og Nye Testamente. Uanset hvad kan det være nyttigt at overveje alle tankegange. Til dato har jeg ikke set nogen, man kunne være selvsikker over for, og derfor tror jeg, at visdom kræver, at vi forbliver åbne over for, hvem eller hvad disse to vidner er.

Ugens Ord 36
OP