Menu
9 Den Profetiske Byrde 2
Uge 9, 2011
af Rick Joyner.
I sidste uge talte vi om nogle af de grundlæggende ting om, hvordan man genkender Herrens profetiske byrde. I denne uge vil vi tale om hvordan man kan blive vildledt til at tro, at en byrde er profetisk, når den virkelig er vores egen bekymring eller en byrde, som en anden har påført os.
Mange har svært ved at forstå, og nogle bliver endda stødt over princippet om, at profetier sjældent er beregnet til at være "en eksakt teknik". Det er ikke en teknik og kan ikke læres efter bestemte principper. Det hele handler om forhold. Der er principper, som vi har lært af erfaring, men der er undtagelser, der bør holde os både åbne og ydmyge.
Nogle gange er et profetisk ord helt klart, specifikt og præcist, men det er sjældent. Dette gælder selv for bibelske profetier. Herren kunne have været meget mere klar og specifik med næsten enhver profeti i Skriften. Han kunne have fortalt detaljeret om Hitler eller andre og givet os en specifik tidslinje over begivenheder, men det gjorde han ikke – for vores skyld.
Som vi bliver fortalt i 1 Kor. 13:9, "ser vi delvist, kender delvist og profeterer delvist", hvilket betyder, at ingen har hele billedet. Selvom det, vi har, er meget specifikt og klart, er det ikke hele billedet. Det er derfor, når Herren taler om at åbenbare ting til sine profeter, så er det ord altid flertal, ikke ental. Herren har sammensat sit legeme, så vi har brug for hinanden og derfor også skal elske hinanden. Han har også sammensat denne tjeneste for at kræve ydmyghed og åbenhed over for andre. De, der mister dette, går uundgåeligt skævt.
Lad os nu vende tilbage til Herrens byrde. Hvis vi skal have tillid til dette, må vi lære at skelne mellem vores egne følelser og det, der bliver givet os af Helligånden. Et af de store eksempler på, hvordan det vigtigste i vores eget hjerte måske ikke er det, Gud har kaldt os til, er apostlen Paulus. Han elskede sit eget folk, jøderne, så meget, at han sagde, at han endda ville opgive sin egen frelse, hvis den ville føre dem til Herren. Men selv med så stor kærlighed til sit folk, kaldte Gud ikke Paulus til jøderne, men til hedningerne. Han kunne have gjort dette, fordi han vidste, at Paulus' store hengivenhed for sit eget folk kunne forplumre hans dømmekraft og budskab.
Tænk på, hvordan Herren sendte Paulus til hedningerne og Peter til jøderne. Ser det ikke ud til, at Herren fik dette baglæns? Ville Paulus, som havde været discipel af en af Israels mest ansete lærere, og som var en "farisæer af farisæer", ikke blive meget mere respekteret og accepteret af jøderne? Peter, en simpel fisker, var en fornærmelse for de jøder, som han var kaldet til, og på samme måde var Paulus en fornærmelse for de ikke-jøder, som han var kaldet til. Hvad dette gjorde, var at lade begge disse apostle være fuldstændig afhængige af Helligånden for at opnå deres formål.
Det virker uundgåeligt, at en forretningsmand vil føle et kald til erhvervslivet, eller at nogen, der kommer ud af stofmisbrug kulturen, vil føle sig kaldet til dem, de er så fortrolige med. Ofte føler folk, at deres kald er til deres egen racegruppe, men jeg har sjældent set, at dette er Herren. Herren vil bruge det, og der kan komme frugt fra det, men normalt er denne byrde, som vi føler, mere forankret i et åg, der kaldes "det velkendte tyranni", end det er Herrens byrde. Selvfølgelig er der undtagelser til dette, men hvis vi ville tillade Herren at føre os til steder, hvor vi er støbt i total afhængighed af ham, ville vi opleve ham meget mere, end vi gør nu.
Nogle gange kan vores egen naturlige kærlighed og hengivenhed også sløre vores opfattelse, at den også kan fordreje, hvad vi tror er Herrens ord eller Herrens byrde. Af denne grund stoler jeg ikke på profetisk åbenbaring om mennesker, som jeg har et stærkt naturligt bånd til uden virkelig at sætte det på prøve. Jeg stoler heller ikke på nogen negativ åbenbaring, jeg måtte modtage om dem, der på nogen måde har fornærmet eller såret mig.
Igen, fordi det profetiske ikke er beregnet til at være en eksakt teknik, er disse principper og ikke love. Med love er der ingen undtagelser, men med principper er der altid undtagelser. Men vi er nødt til at lære at skelne, hvad der kommer fra vores egne naturlige følelser, og hvad der kommer fra Helligånden. Den eneste måde, jeg nogensinde har set, at vi kan gøre dette på, er gennem erfaring og modenhed. Det er et forhold, ikke en teknik.
Hvis du er en tænkende person, har dette sikkert ført dig til mange andre spørgsmål. Det er godt. Der er svar til dem, der bekymrer sig nok til at forfølge dem. Herren skjuler ikke ting fra os, men han skjuler dem for os. De, der bekymrer sig om ham og hans formål, vil ikke blive stoppet af spørgsmål eller fejl.
Jo mere modne og erfarne vi bliver, jo hurtigere og mere præcist vil vi være i stand til at skelne mellem, hvad vores egen byrde er, og hvad Herrens byrde er. Hvis vi skal have tillid til vigtig åbenbaring, skal vi have integriteten og modenheden til at være villige til at stille spørgsmålstegn ved, hvad vi føler. En af de største fælder og ultimative former for stolthed er, at vi begynder at tro, at det, vi tænker eller føler om noget, er, hvad Gud tænker eller føler om det. I bedste fald ser vi delvist. Hvis vi kan omfavne denne ydmyghed, kan vi stole på meget mere.
Uge 10
OP