Menu

Forberedt til Tiden 10
af Rick Joyner.

Vi ser i Åb. 2:20, at Jesabel "kalder sig selv en profetinde". Vi skal passe på dem, der er så små åndeligt, at de må promovere sig selv eller søge at bruge høje titler til anerkendelse. Jeg har haft det privilegium at kende nogle få, der går i sande profetiske tjenester af bibelsk størrelse, og ikke én af dem var bekymret for at blive kendt som en profet. Som Leonard Ravenhill engang fortalte mig: "Du behøver ikke reklamere for en brand." Hvis du har varerne, behøver du ikke promovere dig selv. Jesus sagde i Johannesevangeliet 7:18:

”Den, der taler fra sig selv, søger sin egen ære; men den, som søger ære hos ham, som har sendt ham, han er sanddru, og der er ingen uretfærdighed i ham."

Det græske ord, der her er oversat med "ære", er doxa og kunne have været oversat med "anerkendelse". Begge disse ord er passende. Når vores motiver er at søge vores egen ære eller anerkendelse, vil vi ikke være sande Guds budbringere. Hvis vi skal bruges som profeter, må vi have motivet til at søge at gøre Guds vilje og vende mennesker til ham, ikke til os selv.

For at hjælpe profetiske mennesker med disse motiver bliver profeter sjældent anerkendt som sådanne, før de er døde og ikke længere er en trussel. De fleste profeter må udholde konstant forfølgelse, anklager og trusler, ligesom vi ser i den ultimative profets, Jesu, liv. Derfor skal en sand profets accept og opmuntring komme fra anerkendelse af Gud, ikke mennesker.

Et andet næsten konstant problem for sande profeter er de falske profeter og pseudoprofeter, hvis konstante problemstillinger og mennesker normalt bebrejdes alle profeter. Bibelen gør det klart, at vi gør det rigtige for at sætte dem, der kommer med sådanne titler, på prøve. Hvis vi virkelig er sendt af Gud, bør vi ikke have noget imod disse prøver – men snarere værdsætte dem som mere til gavn for dem, der er sande.

Den første test, jeg bruger, er følgende: Kommer de med vor konges kongelige værdighed, nåde og visdom? Som Skriften også gør det klart, kan profeter være ret mærkelige, men der er ikke desto mindre en vis kongelig værdighed, der følger med de sande kongelige budbringere. Det er svært at definere, men når vi lærer at genkende det, bliver det let at genkende.

Selvfølgelig er kongens budbringere ikke kongen, og vi kan ikke forvente, at de er perfekte. Selv apostlen Paulus sagde til galaterne, at han vidste, at hans kød var en prøvelse for dem, roste dem for at se forbi det og tage imod ham, som om han var en engel eller Guds sendebud.

Efter at have kendt mange af vor tids betydningsfulde kristne, er jeg altid blevet slået af, hvordan de med mest substans altid bekymrer sig mindst om titler, eller at de selv bliver hædret, men er mere hengivne til at ære andre, især dem, de har blevet sendt. til. De behandler Kristi brud som den dronning, hun er. De behandler Guds folk som de kongelige, de er, og de kommer mere til ære end for at blive æret. Et andet grundlæggende kendetegn ved det budskab, der kommer fra Gud, er angivet i Jakob 3:13-18:

Hvem af jer er klog og forstandig? Lad ham vise ved sin gode opførsel sine gerninger i visdommens mildhed.
Men hvis du har bitter jalousi og selvisk ambition i dit hjerte, så vær ikke arrogant og lyv derfor imod sandheden.
Denne visdom er ikke den, der kommer ned fra oven, men er jordisk, naturlig, dæmonisk.
For hvor der findes jalousi og selvisk ambition, er der uorden og alt det onde.
Men visdommen fra oven er først ren, derefter fredelig, mild, rimelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, urokkelig, uden hykleri.
Og sæden, hvis frugt er retfærdighed, bliver sået i fred af dem, der stifter fred.

Som vi ser her, hvor der er en hengivenhed til vores egen anerkendelse, eller "egoistiske ambitioner", er det en åben dør til "alt ondt." Sæden eller ordet, hvis "frugt er retfærdighed" , skal først være rent, fredeligt, blidt, rimeligt. Ved disse ting må vi lære at bedømme både budskabet og budbringere som værende sande eller ej.

Ugens Ord 11
OP