Menu

Ugen's Ord 2006
8 Indtage Landet Del 14
af Rick Joyner

De næste par kapitler af Joshua er historien om, hvordan Israel besejrede og indtog alle byer og fæstninger i deres forjættede land. De blev befalet til fuldstændig at ødelægge indbyggerne, fordi de var blevet overgivet til former for afgudsdyrkelse og perversion. Hvis de ikke blev fuldstændig ødelagt, ville de få Israel til at snuble i fremtiden.

Israel blev kaldet til at være et lys for nationerne, en nation, der var af en anden ånd, styret af lov og retfærdighed og fri for sjælens perversion, som var en kræftsygdom, der ødelagde nationerne. Radikal kirurgi for at fjerne denne kræftsygdom var påkrævet for det land, som Israel skulle bebo.

Alligevel ved vi fra skriften, at Gud elsker alle mennesker og ønsker, at de skal blive frelst. Vi kan være sikre på, at alle hans handlinger var designet for menneskehedens ultimative frelse. Selve den foranstaltning, som Josva førte Israel til, var en bestemmelse, så nationerne ville have en fremtidig mulighed for at vende tilbage til Gud og leve. Vi må fastslå i vores hjerter, at Skaberen er retfærdig og på alle måder og har menneskehedens bedste for øje. Dette blev bevist for alle tider ved korset.

Det er to ting, vi må sætte ord på i vores hjerte, når vi fortsætter med at eje de løfter, vi har fået. For det første er Gud retfærdig. Uanset ting, som vi måske ikke forstår i vores begrænsede sind og begrænsede perspektiv, er han altid retfærdig og normalt barmhjertig. Den anden er, at der ikke kan gås på kompromis med det onde i vores arv.

Hvis vi er mere optaget af at fremstå politisk korrekte end at være lydige, klarer vi det ikke. At adlyde Gud og gøre hans vilje må være den mest grundlæggende hengivenhed i vores liv. For nu "ser vi delvist og kender delvist" (se 1 Korintherbrev 13:9). Derfor kræver det tro, så det er normalt spild af tid at forsøge at overbevise dem, der er i tvivl om Guds retfærdighed. Det, vi er bekymrede over, er dens anvendelse for os. På dommedag vil alle vide, at Skaberen virkelig er retfærdig og barmhjertig.

Som beskrevet tidligere, bliver vi fortalt i 1 Korintherbrev 10:11 om Israels historie: "Se, disse ting skete for dem som et eksempel, og de blev skrevet til vores vejledning, på hvem tidernes ender er kommet." Alle disse nationer og byer repræsenterer fæstningsværker i vores arv, som også skal erobres. Når vi kæmper mod disse fæstningsværker som repræsenterer ondskabens indflydelse i vores land, kan vi heller ikke gå på kompromis med befalingen om, at alle disse hedenske påvirkninger skal ødelægges totalt.

Naturligvis, som vi også tidligere har talt om er vores arv i Kristus nationerne. Vores mål er ikke at ødelægge andre, men snarere at se dem frelst. Heller ikke vores krigs våben er kødelige eller fysiske, men åndelige. Alligevel skal vi være beslutsomme i ikke at gå på kompromis med det onde. Vi vil ikke være i stand til at hjælpe nogen, hvis vi går på kompromis med det onde. En af de mest tragiske og ødelæggende fejl i den historiske kristendom har været at gå på kompromis med hedensk tro og adfærd for at være acceptabel for dem. Dette er de naives tankegang; da et sådant kompromis kun fører til manglende respekt for os selv og vores tro, hvilket koster os magten til at omvende nogen.

For at lægge et fundament for, hvordan disse specifikke byer og grupper i det forjættede land repræsenterer åndelige fæstningsværker som skal overvindes, lad os stoppe lidt op og overveje hovedangrebet på Israel i ørkenen, og hvad det taler om er. Jeg henviser til amalekiternes angreb i 2 Mosebog 17:8-16:

8 Amalekitterne kom og gik til angreb på israelitterne i Refidim.
9 Da sagde Moses til Josva: »Udvælg nogle mænd, og ryk ud og kæmp mod amalekitterne!
I morgen vil jeg stå på toppen af højen med Guds stav i min hånd.«
10 Josva gjorde, som Moses havde sagt, og rykkede ud til kamp mod amalekitterne. Moses, Aron og Hur var gået op på toppen af højen.
11 Når nu Moses løftede hånden, fik israelitterne overtaget; men når han lod hånden synke, fik amalekitterne overtaget.
12 Da Moses blev træt i armene, tog de en sten og anbragte den under ham. Han satte sig på den, og
Aron og Hur støttede hans hænder fra hver sin side, så hans arme blev holdt oppe, til solen gik ned.
13 Sådan besejrede Josva med sværd amalekitterne og deres hær.
14 Herren sagde til Moses: »Skriv dette i bogen til erindring, og indprent Josva, at jeg vil udslette mindet om amalekitterne under himlen.«
15 Moses byggede et alter og kaldte det: »Herren er mit banner.«
16 Han sagde: »Hånd på Herrens banner! Herren fører krig mod Amalek slægt efter slægt!« and fraklippen

Amalek repræsenterer djævelen og hans horder i Skriften. Det var amalekiternes natur at angribe om natten og samle de svage og efterslidte, som faldt bagud i Israels march. Dette er stadig Satans strategi for at udvælge mange af Guds folk, som driver fra eller falder bag Herrens fremrykkende lejr. Denne krig mod Amalek, som fortsatte gennem hele Israels historie, giver os stor indsigt i vores evige kamp mod den onde.

Som vi vil komme nærmere ind på lidt senere, hver gang i Skriften, der er en henvisning til "de uomskårne", er det i forhold til filistrene, hvilket gør konflikterne med dem til en bemærkelsesværdig indsigtsfuld parallel til vores kampe mod kødet eller kødelig natur.

Disse lektioner, som vi er ved at dække, er for os, "over hvem tidernes ender er kommet" (se 1 Korintherbrev 10:11), så vi kan forstå vores kampe. At forstå åndelige kampe er halvdelen af sejren. Derfor vil vi bruge lidt tid på at undersøge disse i tilstrækkelig dybde til at hjælpe os med at forberede os på det, der skal komme.

Som sagt før, ville det have været en lille ting for Herren at have udslettet alle disse fjender fra Israels forjættede land, før de gik ind, men han ønskede, at de skulle kæmpe for deres land. Herren ønsker ikke, at denne erobring skal være let, for det vil være i de kommende kampe, at vi bliver forvandlet til dem, der er i stand til at arve de store løfter, vi går ind i. De, der ikke drager omsorg nok til at kæmpe for deres arv, er ikke værdige til det.

Dette er et af de vigtige spørgsmål, som rejser sig truende foran Kristi legeme: Hvem bekymrer sig nok om arven, til at blive disciplineret og forberedt til de kommende kampe? Den fremadskridende kirke vil blive til en "marskals slagorden", som lære åndelig krigsførelse og vil gå til et nyt niveau af alvor i de kommende tider. Der vil være evig krig mod "Amalek", djævelen og hans horder, filistrene og alle kødets gerninger, som de repræsenterer, indtil kongen selv vender tilbage fysisk for at fuldføre sejren og etablere sit rige. Bibelen er imidlertid klar, at når han vender tilbage, vil hans folk kæmpe, tage terræn og ikke gemme sig eller søge en flugt. Det er en ultimativ vanære for vor Konge og for troen at trække sig tilbage foran det onde.

Som en af mine venner, der var en specialstyrkeofficer, fortalte mig, "der er mange soldater, men ikke mange krigere." Der er mange soldater i dag, der sluttede sig til "for at være alt, hvad de kan være", og så er der dem, der sluttede sig til militæret, fordi det er deres kald. Kristne er alle kaldet til at være krigere, og "mange er kaldet, men få er udvalgt," (se Matt 22:14) eller få fortsætter med at opfylde deres kald.

Der går et kald ud nu, og sande krigere hører det. De er ikke som andre, der kan hævde den samme tro og samme vilje til at tjene Herren, men i virkeligheden lever for sig selv, ikke for ham. Der er dog en ny race på vej. Jeg tror, at for at du skal læse sådan noget, skal du i det mindste høre kaldet. En hær er ved at blive forberedt på det største eventyr og den største erobring nogensinde. Vi vil ikke sejre for at ødelægge, men for at frelse. Vi vil ikke erobre for at dominere, men for at sætte folk fri. Vores krigs våben er ikke kødelige eller fysiske – de er langt stærkere end som så.

I de kommende uger vil vi studere nogle af de fæstningsværker, der er repræsenteret af disse nationer i Skriften, og de våben, som vi har fået til de kommende kampe.

Ugens Ord 9
OP