Menu
Ugen's Ord 2006
6 Indtage Landet Del 12
af Rick Joyner

Gennem Akans synd havde Israel lært nogle værdifulde lektier om både grådighed og oprør. Synd resulterer i nederlag. Oprør resulterer i nederlag. For at tage det forjættede land eller for at eje vores løfter har vi brug for tro, mod, visdom og et beslutsomt hjerte for at adlyde Herren.

Igennem Israels historie ser vi et mønster af, at nogle af deres mest ødelæggende nederlag kom lige efter nogle af deres mest spektakulære sejre. Kirkens historie er også fyldt med det samme mønster. Hvorfor? Svaret er i Ordsprogene 16:18: "Stolthed går forud for ødelæggelse, og en hovmodig ånd før anstød." Hvis vi ikke våger over vores hjerter, kan store sejre føre til stolthed, og arrogance vil føre til skødesløshed, og skødesløshed er en åben dør for et fremtidigt nederlag.

Konsekvenserne af Akans synd kan have virket ekstrem, men hvis det ikke bliver gjort klart for folket, ville det have resulteret i langt mere død og ødelæggelse. Jo længere vi går, og jo mere succesfulde vi er, jo mere ødelæggende kan vores fejl blive. De kloge forstår dette og bliver endnu mere på vagt, jo mere succesfulde de er, især efter et stort gennembrud eller sejr.

Efter Jeriko så Israel sikkert med foragt på den lille by Ai, men det gav dem store problemer. Herefter ville der være en ny holdning til både konsekvenserne af synd og indbildskhed med en ny ydmyghed over for enhver fjende eller fæstningsværk, uanset dens størrelse. Ja, Gud var med dem, og så længe de fulgte ham, kunne de ikke besejres. Ligeledes, efterhånden som kampene bliver mere alvorlige, jo tættere må vi holde os på Ham. Vi må lade sejre drive os tættere på Herren, ikke væk fra ham.

Da jeg var i erhvervslivet, traf jeg snesevis af beslutninger, der så ud til at være beslutninger for liv og død for virksomheden. I starten var disse utrolig hårde, fordi jeg indså, hvor meget det kørte på dem. Jo flere gode opkald jeg lavede, jo mere afslappet blev jeg i min attitude. Så tog jeg en dårlig beslutning, og hele forretningen opløstes hurtigt. Uden tvivl var jeg blevet ret arrogant som forretningsmand, hvilket åbnede døren på vid gab for en tåbelig beslutning, der dømte en virksomhed, jeg havde arbejdet meget hårdt på at bygge.

Siden da har jeg set mange andre lide samme skæbne. Vi kan alle tænke på tjenester der havde voldsom vokseværk, for blot at udbrænde endnu hurtigere, ofte på grund af blot én tåbelig handling eller én ukontrolleret synd, der fik lov til at forblive i lederens liv. De fleste af disse tjenester var sandsynligvis bygget på et væld af handlinger af tro og visdom, men faldt på grund af blot en enkelt skødesløs synd eller indiskretion. Sådan noget sker uundgåeligt for de stolte.

Jeg kan huske, at jeg en dag gik gennem vores virksomheds kontorer og kiggede på snesevis af mennesker, der susede rundt og tænkte på, hvor stor og stærk den var blevet på få år. Jeg havde betragtet mig selv som en dygtig pilot, men havde aldrig indset, at jeg også var en god forretningsmand, og det var jeg åbenbart. Jeg tror, at den dag var dagen, hvor forretningen blev dømt. Jeg havde ikke indset, hvor meget af Guds nåde der havde været på min virksomhed. Den dag begyndte det at gå nedad, så jeg var overladt til mig selv at drive forretningen. Herren giver sin nåde til de ydmyge, og den dag forlod jeg den ydmyghed, som gjorde ham i stand til at give mig nåde.

Jeg husker godt den dag, fordi det var samme dag, som rumfærgen Challenger eksploderede kort efter start. Ombord skulle være den første lærer i rummet. For dem, der lyttede, ville den begivenhed lære os meget. I sidste uge var det tyveårsdagen for denne katastrofe, og der var mange særlige rapporter om den. Igen og igen hørte jeg, at det blev oplyst, at "stolthed dømte rumfærgen Challenger." Stolthed dømte også Titanic. Bygherrerne sagde, at det ikke kunne synke - en af dem pralede endda med, at "Gud kunne ikke engang sænke dette skib." Gud sænkede det ikke. Det behøvede han ikke. Det gjorde deres stolthed, da de skødesløst sejlede ind i et hav, der kendtes for at være fyldt med isbjerge. Kaptajn Smith blev valgt til dens jomfrurejse, fordi han aldrig havde haft en ulykke på havet. Han ville for altid blive husket for den ene ulykke, han havde.

Vi må også forstå, at i denne tidsalder er verden i den ondes magt, og han belønner dem, der tjener ham, i det mindste så længe de er nyttige for ham. Djævelen vil derfor normalt belønne stolthed. Dette kan være en anstødssten for de retfærdige, som vi læser i Salme 73:1-3:

Sandelig, Gud er god mod Israel, mod dem, der er rene af hjertet!
Men hvad mig angår, var mine fødder tæt på at snuble; mine skridt var næsten skredet
. For jeg var misundelig på de arrogante, da jeg så de ugudeliges velstand.

Der kan være en tendens til, at vi tror, at fordi nogen er i stand til at slippe af sted med tingene, bliver de favoriseret, mens dette i virkeligheden burde være det mest skræmmende af alt, som vi får at vide i Hebræerbrevet 12:5-8:

5 »Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af Ham;
6. thi Herren tugter den, Han elsker, straffer hårdt hver søn, Han har kær.«
7. Det er til jeres optugtelse, at I må lide; Gud handler med jer som med sønner; thi hvor er den søn, som faderen ikke tugter?
8. Hvis I da ikke får nogen tugtelse, som dog alle får deres del af, så er I jo uægte børn og ikke sønner.

Det blev sagt, at Salomon var utilfreds med sin fars disciplin og klagede over, at ingen af hans andre brødre blev behandlet så hårdt, som han blev, men de var ikke kaldt til at være konge. Da Salomon blev konge, forstod og værdsatte han disciplinen. Når vi har forståelse, er det virkelig ikke barmhjertighed at kunne slippe afsted med tingene, men det er barmhjertighed at modtage Guds tugt.

Af denne grund er de prøvelser, vi går igennem, ikke nødvendigvis fordi vi gør noget forkert, men snarere på grund af vores kald. Spild ikke dine prøvelser, og foragt ikke Herrens disciplin, men accepter den som bevis på hans kærlighed til dig.

Gud var lige så meget med Israel i Ai, som han havde været i Jeriko. Israel var stadig hans folk, og han elskede dem, hvorfor han disciplinerede dem så strengt. Lad os fortsætte med at være årvågne over vores egne hjerter, og lad os aldrig misbruge Guds nåde, fordi det vil diskvalificere os fra at modtage den. Apostelen Paulus taler om dette i Romerne 9:14-18:

14. Hvad skal vi da sige? findes der mon uretfærdighed hos Gud? Nej, langtfra!
15. For Han sagde til Moses: »Jeg er barmhjertig mod, hvem Jeg vil, og Jeg forbarmer mig over, hvem Jeg vil.«
16. Altså beror det ikke på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed.
17. For skriften siger til Farao: »Selv med dette formål har Jeg ladet dig fremstå, for at
Jeg kan vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.«

18. Altså forbarmer Han sig over, hvem Han vil, og forhærder, hvem Han vil
.
For det første skylder Gud ingen barmhjertighed. Han kan vælge at vise barmhjertighed mod den ene og ikke den anden, og det er ikke uretfærdighed. Han skabte os, og han kan gøre, hvad han ønsker. Han kan lave et kar til ære og et andet til vanære. Han er skaberen, og han kan gøre, som han vil. Selv hvis Herren vælger at vise ekstrem barmhjertighed over for én, der går langt ud over grænserne for den barmhjertighed, som han nogensinde har udstrakt til nogen anden, er vi tåbelige, hvis vi misbruger barmhjertighed. Barmhjertighed er efter dens definition ikke fortjent, men givet, og at misbruge denne gave er en tragisk fejltagelse, som mange har begået.

Men vor Gud er barmhjertig, og han ønsker at give barmhjertighed frem for dom, men det er ikke sandsynligt, at han vil give den, hvis vi ikke har et ydmygt hjerte. Hvis et barn kræver noget i arrogance, og vi giver det til ham, forhærder vi hans hjerte i en stolthed, der vil volde ham mange problemer. Det er, fordi Herren elsker os, at han er så streng, at han ikke ønsker, at vores hjerter skal forhærdes af stolthed, oprør og egenvilje.

Misbrug aldrig, aldrig Guds barmhjertighed. Han kan give det, og han kan lade være, af sine egne grunde, som han måske eller måske ikke vælger at forklare os. Han kan vise usædvanlig barmhjertighed i en bestemt sag mod personen ved siden af os, og ikke vise os nogen i det samme. Det er en dyb og normalt en tragisk fejl at misbruge Guds nåde eller barmhjertighed. At formode er en grundlæggende form for stolthed, og det fører til et fald.

Der er endnu en lektie, vi skal lære af kampen om Ai, som står i Josva 8:18, 26:
Da sagde Herren til Josua: "Ræk det spyd, du har i din hånd, ud mod Ai, for jeg vil give det i din hånd." Så rakte Josva det spyd, som han havde i hånden, ud mod byen... Thi Josua trak ikke sin hånd tilbage, hvormed han udrakte spydet, før han havde fuldstændig udryddet alle indbyggerne i Aj.

Hvad har Joshua, der rakte sit spyd, at gøre med sejren? Der er profetiske handlinger og symboler, der er åndelige, som kan have stærke konsekvenser i det naturlige. Ofte afslører disse åndelige forhold, som er nødvendige for sejren i det naturlige, såsom denne. Ofte begynder vi at sejre i en kamp mod det onde, og vi slapper af, trækker vores spyd tilbage, tillader fjenden at omgruppere, hvilket forhindrer vores ultimative sejr. Joshua lærte at holde spydkastet udstrakt og kæmpe indtil fjenden var totalt besejret. Vi skal gøre det samme.

Dette bliver et år med gennembrud og sejre for dem, der er lydige og har indstillet deres hjerter til at følge Herren. Dette er året, hvor kristne vil begynde at få sejren over ting, der har hindret dem i lang tid. Vi skal dog ikke nøjes med kun sejre, men med den fuldstændige sejr. Vi må også lære at holde vores spyd ud og fortsætte med at angribe de onde fæstninger, som har bosat sig i vores forjættede land, indtil der er en total sejr over dem.

Ugens Ord 7
OP