Menu

Ugen's Ord 2006
37 Indtage Landet Del 43
af Rick Joyner

I dette studie om hvordan kirken vil indtage og eje sit forjættede land, tager vi lidt tid til at se på regering, fordi Guds rige dybest set og først og fremmest er Guds regering. Ligesom mange erobrere i historien har opdaget, og ligesom USA har opdaget i Irak, kan det være en let ting at erobre et land, men en helt anden sag at styre det. Da vi kommer til det tidspunkt, hvor vi vil indtage og arve riget, er der praktiske spørgsmål vedrørende regering i riget, som vi skal forstå. Vi er kaldet til nu at begynde at tage åndeligt herredømme over et åndeligt domæne, som er blevet tildelt os. Efter at have taget herredømmet, er vi nødt til at styre det åndeligt.

Åndelig erobring og styring er forskellig fra fysisk erobring og civil styring. Men når riget er fuldt etableret ved kongens tilbagevenden, vil vi være engageret i begge dele. Efterhånden som vi kommer tættere på den tid, bliver det stadig vigtigere, at vi forstår, lever under, erklærer og bærer Guds rige, som er hans regering. Dette vil være et stigende fokus for kirken i den kommende tid.

Vi brugte lidt tid på at overveje, hvordan demokratiet blev født ud af kirken, og hvordan det ydede et betydeligt og stort bidrag til verden, men få forstår, hvordan det vil få en del i rigets regering. Der er beviser for, at det vil. Nøgleordet her er dog "en del." I de første år af riget vil det sandsynligvis være en lille del, men det vil vokse, efterhånden som menneskene og jordens genoprettelse skrider frem, og voksende herredømme kan vendes tilbage til mennesket.

Vi skal også huske på, at alt, der bliver gjort i denne tidsalder, kun er en type eller skygge af den virkelighed, der kommer. Selv den bedste demokrati nu vil sandsynligvis være meget anderledes end det, der opstår i rigets tidsalder. Selv det bedste rige i denne tidsalder, som sandsynligvis var kong Davids eller Salomons rige, var kun et forvarsel om Jesu herlige rige.

Efter kort at have set nærmere på demokratiet, og hvordan det kunne spille en rolle i Guds kommende regering, begyndte vi så at tage fat på den mere typiske type kirkeledelse, som er den "dynamiske leder"-type. Dette har været den mest almindelige måde, hvorpå Herren har ledt sit folk gennem Skriften og historien. Det ser vi med Israel som en nation, hvis formål var at være et eksempel på Guds rige på jorden, hvor konger var den primære myndighed. Der var dog ældste, som også blev anerkendt og etableret som "dommere i portene".

Kirken i det første århundrede fulgte grundlæggende dette mønster med apostle som den primære ledelse, som også etablerede ældste, der tjente som dommere og ledere på lokalt plan. Men over hele kirken var der ikke kun én apostel eller leder, men et råd af apostle og ældste, som vi ser i Apostlenes Gerninger 15.

I modsætning til et demokrati, hvor de kunne have stemt om et emne, og flertallet ville have deres vilje, gik disse åbenlyst sammen for at søge Herren om spørgsmålene, og deres endelige beslutning var, hvad "synes godt for dem og Helligånden". Dette er en nøgle til al rigets regering. Selvom Jesus ikke var fysisk til stede sammen med dem, var han stadig hovedet for sin kirke, og er det stadig. Det sande og mest grundlæggende mål for kirkestyret er at kende Kristi sind og hjerte.

Det er interessant at bemærke, at da dette råd i Ap.g. 15 blev afsluttet, sagde Jakob, den åbenlyse leder af rådet: "Det er min dom..." (kursiv min). Han sagde ikke, at det var deres dom, men hans dom. Apostlene, de ældste og folket accepterede alle dette og besluttede at sende budbringere for at bringe beslutningen til de ikke-jødiske kirker.

Med hensyn til kirkestyret har der været en lang debat om, hvorvidt én mand, det, jeg kalder "den dynamiske leder" kirkestyre, eller det, der ofte omtales som en "ældstes ligestilling", er den rigtige form for kirkestyre. "De ældstes ligestilling" skal også skelnes fra "flertallet af ældste". Rådet i Jerusalem havde en majoritet, men de var åbenbart ikke ligestillede, da Jakobs autoritet skilte sig ud fra de andre. Du kan have mere end én leder, men forskellige autoritetsniveauer.

Man kan påstå, at hver af disse tilsyneladende modstridende styreformer kan have en bibelsk præcedens. Men uden tvivl er, at én person ville have den ultimative autoritet, meget mere klart og udbredt i Skriften, såsom i Apostlenes Gerninger 15, mens ligheden er meget tvetydig i Skriften, hvis den faktisk er der overhovedet. Men det faktum, at Herren ikke klart specificerede i Skriften, at hans regering skulle etableres på en bestemt måde, er et budskab i sig selv.

Herren elsker mangfoldighed, og hans åbenlyse hengivenhed til at have undtagelser fra nogle af selv de mest grundlæggende principper, synes specielt designet til at holde os til at søge Helligånden i alle ting. Vi burde ikke have noget problem med, at kirker søger at have et lederskab baseret på de ældstes ligestillings autoritet eller enhver anden form for regering, som ikke er specifikt forbudt, og ingen er undtagen anarki. Dette gør ikke det vi vælger til nødvendigvis at være rigtigt, da vi ofte er skyldige i at gøre det, vi foretrækker, og antager, at det også er det, som Ånden foretrækker, mens det i virkeligheden ikke er tilfældet. Derfor må vi bedømme sådanne valg ud fra deres frugt.

Alligevel er den samme ligestilling mellem ældste i autoritet i bedste fald tydeligvis ikke den nytestamentlige form for kirkestyre, som nogle hævder, at den er. Jeg læste engang en traktat med titlen "Det virker!" om en kirke, som havde etableret et ligestillet autoritets-ældsteråd, og det havde varet i to år, og kirken havde fremgang under den. Jeg var ny kristen på det tidspunkt, og selv syntes jeg, at to år næppe var tid nok til at bedømme sådan en sag. Sikkert nok, kort tid senere var ordet ude, at dette ligestillede ældreråd var opløst, og faldet fra det var ikke kønt.

Bare fordi dette ene eksempel, som blev udråbt som bevis på denne styreform, ikke lykkedes, beviser det ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Det fungerede bare ikke i den situation med de ledere. Jeg har dog aldrig set det fungere nogen steder i en virkelig dynamisk, blomstrende kirke. Jeg forbliver åben over for, at det er en form for kirkestyre, men ikke en form, eller endda hovedformen, der blev brugt i Skriften eller burde bruges af os. I bedste fald blev det fælles ældsteråd brugt af nogle nytestamentlige kirker. Hvis vi ser på frugten af denne styreform, i dens nuværende anvendelse, ser den ikke ud til at fungere godt nogen steder, hvor den bliver brugt. I de kirker, som jeg har besøgt, som hævdede at have ligestillede ældste, var det tydeligt, at en af dem åbenbart havde mere autoritet end de andre, og var den primære, som de andre så til for at få lederskab, selvom ingen ville indrømme det. Denne stræben efter ikke at indrømme det åbenlyse forekom mig at dræbe mere energi og opmærksomhed, end det var sundt.

Selv med kirker og bevægelser, der havde den dynamiske lederstyreform, som var i Skriften, selv med de dynamiske ledere, en ledelse med et flertal. I disse tilfælde var der en meget klar leder, men der var også et råd af andre ledere med dem. Som det ofte er blevet sagt: "Alt med to hoveder er et monster." Det ser ud til, at de fleste kirker eller organisationer generelt, som ikke har én klar leder, i bedste fald har bremset fremskridtet og meget af tiden fuldstændig neutraliseret det.

De andres råd, der tilsyneladende altid er sammen med en leder, er der heller ikke bare for at holde lederen i skak, selvom de helt sikkert ville være der for at udfordre det, de følte var forkert. Men deres primære formål bør være at bistå lederen i hans ledelse.

Lad os nu se på mulige årsager til, at Herren ikke kun etablerede én form for regerings anvendelse for sin kirke. Ligesom Herren gav et ord til hver af de syv kirker i Åbenbaringens Bog, selvom de eksisterede i den samme tidsperiode og i den samme generelle region, har hver kirke forskellige behov og muligvis et behov for en anden styreform. Det kan være, at en kirke, der er født under en totalitær civil regering, måske har brug for en mere demokratisk form for kirkestyre for at hjælpe folket med at blive mere proaktive i deres tro og hjælpe dem med at forstå og begynde at vandre i Åndens frihed. På samme måde kan kristne, der kommer fra et mere lovløst miljø, have behov for at lære lydighed mod autoriteter og have behov for mere autoritativ kirkestyre for en tid. Men efterhånden som folket modnes, kan begge disse typer kirkestyre have behov for at bevæge sig hen imod den anden i sin anvendelse.

Al ægte modenhed forårsager og kræver forandring. Da mine børn var småbørn, havde de brug for næsten konstant, autoritativ ledelse fra deres forældre. Det så ud til, at vi hele tiden sagde: "Gør det her, og ikke det...." Efterhånden som de blev modne, havde de brug for mindre tilsyn. Når de bliver voksne, kan jeg ikke længere diktere, hvad de gør, selvom jeg måske stadig har indflydelse på dem og rådgiver dem fra tid til anden. Ligeledes vil en kirke, der modnes, gennemgå lignende forandringer. En ny kirke kan have brug for et stærkt og næsten kontinuerligt apostolisk tilsyn, mens den dannes, men jo mere moden den bliver, jo mindre burde de have brug for dette, da den lokale ledelse tager mere ansvar. Til sidst har de måske kun brug for lejlighedsvise besøg fra deres åndelige fædre og mødre, og besøgene er mere relationelle end korrigerende.

Ligesom det er svært for mange forældre at opgive kontrol og autoritet over et modent barn, hvilket kan virke hindrende for barnets udvikling og modenhed, hindrer mange apostoliske ledere, præster eller ældste faktisk også kirkernes udvikling og modenhed. de overvåger ved at være uvillige til at ændre sig selv i deres forhold til kirkerne. Der er falske apostle og falske hyrder, der ser deres evne til i stigende grad at kontrollere dem, som et bevis på modenhed, når det i virkeligheden er et bevis på fortsat umodenhed. Modne kristne bør bestemt vokse i lydighed mod Herren og respekt for al myndighed, som han har uddelegeret, men lederskab, der i stigende grad kontrollerer, fremmer ikke lydigheden for sand modenhed.

Det ser ud til, at nogle af de mere tragiske fejl i kirkehistorien, og endda mange af de nuværende problemer, der forårsages i kirken, er resultatet af forsøget på at tvinge alle og enhver kirke i samme form. Et nyligt eksempel på dette var, hvordan "hyrdebevægelsen", også kaldet "discipelskabsbevægelsen" i 1970'erne, i en periode forsøgte at tvinge sine metoder på den karismatiske bevægelse. Mange af de grundlæggende principper i den bevægelse ser ud til at have været sunde og bibelske, og var sandsynligvis nødvendige for mange mennesker, der kom til Herren fra datidens lovløse hippie- og modkulturelle bevægelser. Men når det blev anvendt universelt, skabte det frygtelige problemer og forvirring. Den bevægelses fejltagelser efterlod skarer af kristne sårede, og mange synes den dag i dag at være blevet neutraliseret fra yderligere nytte, ude af stand til nu at igen have et sundt forhold til en lokal kirke.

Autoritet og god kirkestyre er afgørende for en sund, voksende kirke. Misbrugt autoritet eller dårlig kirkestyre kan ligeledes forårsage ødelæggende problemer. Næsten halvdelen af alle kristne, der ikke længere er i et forhold til en lokal kirke, forlod kirken efter at være blevet såret af kirkens autoritet på en eller anden måde. De fleste af de andre forlod, fordi der var sådan forvirring og mangel på autoritet, vision og formål. Dette er et vigtigt spørgsmål, som skal behandles i enhver kirke. Uden at have nogen klarhed og retningslinjer om dit kirkestyre, med fleksibilitet selvfølgelig, vil du sandsynligvis blive nødt til at håndtere mange unødvendige problemer og potentielt ødelæggende.

Et klart princip, som vi ser med kirkestyret i Skriften, er, at myndighed og tjeneste formodes at være en teamindsats og kun virkelig fungerer som et team. Selvfølgelig har hvert hold brug for en leder. Selv det mest talentfulde team uden klar, beslutsom leder vil fungere dårligt. Men et hold med klart, beslutsomt lederskab vil være langt mere effektivt, end nogen one man show nogensinde kunne være. Da Herren begyndte sin tjeneste, som skulle forkynde riget, startede han med at sammensætte sit hold. Han ville tage år at træne dem, lade dem modnes gennem erfaring og fejltagelser og støbe dem sammen på deres rigtige steder på holdet, men hans teambuilding var grundlæggende for hans arbejde på denne jord. Dette må også være en grundlæggende hengivenhed for enhver sand kirkeleder. Hvis vi gør vores arbejde rigtigt, vil alle på vores hold vil ligeledes bygge deres egne hold og fortsætte det, der er påbegyndt.

I vores næste studie vil vi kort se på nogle af de grundlæggende principper for kongerigets teambuilding, som har vist sig effektive.

Ugens Ord 38
OP