Indhold

Ugen's Ord 2005
7 Det Kæmpende Hjerte
af Rick Joyner

Som vi har dækket de sidste par uger, står kirken nu på randen af et af de vigtigste fremskridt i historien. Det er et fremskridt, der skal ske. Hvis kirken fortsætter med at vandre i ørkenen, vil den kun visne væk. Vi er kaldet til at være udlændinge, men ikke nomader. Udlændinge rejser til en destination, mens nomader bare vandrer. Vi kommer til den destination, som hele kirketiden har forberedt os på, og nu skal vi krydse over.

Det er rigtigt, at nogle af de største vækkelser og åndelige fremskridt i kirkens historie har fundet sted i løbet af de sidste to årtier. I nogle af disse tilfælde bliver hele regioner transformeret, og hele nationer bliver påvirket. Selvom alle disse er en del af en historisk begyndelse, har mange af disse været mere sporadiske end systematiske. De har udrettet meget og givet stor opmuntring til Kristi legeme, men er blot forløbere for det, der skal komme. I moderne militære termer har de været som de specialstyrker, der er blevet kastet bag fjendens linjer, før hovedangrebet skal begynde. Det er nu tid til hovedangrebet.

Jeg skrev i 1987 om et kommende åndeligt fremskridt, som ville være så stort, at mange ville betragte det som den høst, der er tidens afslutning. Det var imidlertid ikke den endelige høst, men blot høsten og forberedelsen af dem, der ville være arbejderne til høsten, der virkelig ville være afslutningen på denne tidsalder. En stor bølge er kommet, men en endnu større vil følge. Den er endnu ikke brudt over verden, men tegnene peger på, at den er meget nær.

Da Israel krydsede Jordanfloden, var det første, de stod over for, muligvis den mest magtfulde, befæstede fæstningsværk af alle. Jericho virkede uindtagelig for hele den kendte verden. Hvordan ville denne flok af omflakkere nogensinde erobre Jeriko? På alle måder var det umuligt for Israel, men alt siden deres afrejse fra Ægypten havde også været umuligt. De var nu vant til at gøre det umulige. De vidste, at de var afhængige af Gud for sejren, at de skulle have et mirakel, og det gør vi også. Det, der kommer, er langt ud over menneskelig opfindsomhed at udrette.

Erobringen af det forjættede land var en kombination af folket, der kæmpede, og Herren kæmpede for dem. Han ønskede, at de skulle være involveret, og de var nødt til at have ham involveret. Det var et partnerskab, hvilket er tilfældet med enhver Guds bevægelse. De, der ønsker, at Gud skal gøre alt, opnår aldrig noget, og de, der forsøger at gøre alt selv, fejler altid. Det kræver viden om Herrens veje, visdom og forståelse for at gå den fine linje med at være forenet med Herren.

Kun de kloge og modne vil gå denne smalle vej. Ligesom Israel til tider drev fra denne fine linje og oplevede nogle nederlag, vi er tåbelige og umodne, hvis vi tror, vi er så kloge, at vi ikke lejlighedsvis gør det samme. Men ligesom Israel må vi beslutte os for at lære af enhver fejltagelse, blive ved med at presse på og ikke lade fejlene stoppe os, lige som de har haft mange vækkelser, opvågninger, fornyelser og fremskridt i fortiden.

Selv med den store mangfoldighed som kirken nu er blevet til, er det, vi står over for, stadig større, stærkere og stærkere forankret end det, vi kan overvinde med vores tal eller vores visdom. Vi står over for overnaturlige fæstninger, der har haft årtusinder til at bore deres rødder dybere og dybere ind i menneskers hjerter. Dette er en åndelig kamp, der vil kræve en bemærkelsesværdig enhed og lydighed af Guds folk, ligesom det gjorde, da Israel stod over for Jeriko. Det vil kræve Guds overnaturlige kraft for at sejre. Det vil derfor kræve stor tro på ham at fortsætte. Det er meningen.

Overgangen af Jordanfloden, da den løb over alle dens bredder, var beregnet til at begynde at forene Israels stammer på en meget større måde, end de nogensinde havde kendt før. Deres fremmarch begyndte med en stor overnaturlig demonstration fra Gud. De kunne ikke engang være kommet ind i landet uden Herren. Han krævede dog, at de træder ud i vandet, før han udførte miraklet. Vores del er, efter hans direktiv, at træde ud i umulige omstændigheder.

Ligeledes, som vi har dækket, var Jordanfloden en anden slags af den dåb, som vi er kaldet til. Vores dåb i den kommende gen-dåb af korset og det korsfæstede liv vil bringe en hidtil uset enhed til kirken og afhængighed af Gud. Efter deres overgang var der behov for to begivenheder, som havde til formål at forsegle deres enhed og forpligtelse til lydighed. Hvad var de?

Først blev Josva beordret til at få præsterne til at tage tolv sten fra midten af Jordanfloden og bygge et monument, der konstant ville minde hele Israel om deres krydsning af Jordan, som vi læser i Josva 4:19-24:

19. Og folket steg op fra Jordan den tiende dag i den første måned og
slog lejr i Gilgal ved østenden af Jerikolandet.
20. Men de tolv sten, som de havde taget op fra Jordan, rejste Josua i Gilgal,
21. og han sagde til israeliterne: »Når Eders børn i fremtiden spørger
deres fædre: Hvad betyder disse sten?
22. så skal I fortælle jeres børn det og sige: På tør bund gik Israel over Jordan derhenne;
23. thi HERREN jeres Gud lod Jordan's vand tørre bort foran jer, indtil I var kommet over, ligesom HERREN jeres Gud gjorde med Det røde Hav, som Han lod tørre bort foran os, indtil vi var kommet over,
24. for at alle jordens folk skal kende, at HERREN's arm er stærk,
at de må frygte HERREN jeres Gud alle dage.«

Dette var en afgørende gerning for Israel. For det første ville det for altid minde dem om, at det ikke var deres visdom eller styrke, der havde gjort dem i stand til at krydse Jordan, men at Herren ved sin styrke havde gjort det muligt for dem at krydse over "på tør grund", mens dødens flod flød over alle sine banker. Sådanne monumenter er vigtige for de kommende generationer, som ikke personligt var vidne til de ting, som deres forfædre gjorde.

Mange bevægelser har ikke haft visdom til at bygge monumenter hvad angår det som Herren havde gjort for dem, og de visnede bort efter en generation eller to. Andre kom i problemer, fordi de blev ved monumentet og begyndte at tilbede det. Igen er der en grøft på hver side af livets vej, som vi kan falde i. Alligevel er bygningen af et monument af den rigtige grund ikke kun den rigtige ting at gøre, men en vigtig ting at gøre. Det er ret altid at tænke på de kommende generationer og bygge broer for dem, som vil blive ved med at føre dem til Herren.

Den anden grund til, at dette var vigtigt, fordi det mindede hele Israel om, at der var tolv sten, der repræsenterede tolv stammer. Uanset hvilken stamme de var en del af, var de alle en del af én nation. Ligesom ypperstepræsten var nødt til at bære stenene fra alle stammerne på sin brynje eller på sit hjerte, hvis vi skal vandre i Guds høje kald, må vi holde hele Guds folk på vores hjerte, ikke kun vores stamme.

Dette er ikke for at afvise det faktum, at der var stammer, som alle var kaldet til at have deres eget territorium og formål. Men de havde brug for konstant at blive mindet om, at de alle var en del af en stor nation, der også har et fælles formål. Vi i Kristi legeme har også brug for denne konstante påmindelse. Det er fantastisk at værdsætte vores bevægelse eller kirkesamfund med forskellige visioner og formål, men vi må aldrig miste af syne, at vi alle er lemmer på et legeme med en overordnet vision og et formål, som vi aldrig må miste vores hengivenhed til.

Før Josva lod præsterne forlade Jordan, sørgede han for, at dette monument blev bygget. Jeg har fundet ud af, at enhed ikke er noget, der bare sker, men vi skal arbejde på det, gøre det til et problem, fokusere på det og blive ved med at bringe det op. En af de ting, vi begyndte at gøre det første år, vi plantede vores kirke i Charlotte, var at lukke for alle møder og gudstjenester i juli måned og opmuntre vores folk til at besøge andre kirker i byen. Dette var med til at give dem en vision for, hvad Gud gør i hele hans legeme, ikke kun vores lille del. Vi sagde også til dem, at hvis de finder et sted, hvor de passer bedre end hos os, så vær fri til at blive, og lad Helligånden placere dem på legemet, hvor den behager ham.

Den første uge af august aner vi selvfølgelig ikke, hvem der kommer tilbage, men til dato har der altid været langt flere, end der var i slutningen af juni. Nogle tager afsted og finder et sted, de passer bedre end hos os, og det er vi glade for. Vi kommer til at savne dem, men vi føler, at det er med til at opbygge hele legemet, og ved at sende dem ud på denne måde kan vi få frugt, der vokser på andre marker.

Vi ønsker at vandre i Guds højeste formål, som vi kan, og for at gøre dette må vi ligesom ypperstepræsten holde stenene fra alle Guds folks stammer på vores hjerte. Hans folks enhed var hovedsageligt det, Herren bad om den sidste nat, han var på denne jord som mand. Hvis du vidste, at i aften var din sidste nat på denne jord, tror du, at dine bønner ville være fokuseret på det, der virkelig var dit hjertes dybeste ting? Jeg tror, at denne bøn åbenbarer Guds hjerte mere end nogen anden lære, han gav. Hvis vi vil være i enhed med ham, vil vi have det samme hjerte for hans folks enhed.

Enhver del af legemet, der vokser uden hensyn til resten af legemet, er en kræftsygdom. Vi ønsker ikke at være en kræftsygdom, men en velsignelse for hele legemet. Det, vi laver hver juli, er nu blevet noget af et monument. Det har været en forbløffende ting for mange andre præster, hvilket har fået nogle til at ville lære os bedre at kende. Det har været ekstremt intimiderende og truende for dem, der er alt for besiddende og kontrollerende med deres folk, hvilket har fået dem til at komme med hårde beskyldninger om os. Det kan vi ikke gøre noget ved. Vi gør det, vi gør, af lydighed, og det er utvivlsomt godt for os og andre. Vi har været i stand til at hjælpe en række andre menigheder med at vokse ved at sende dem nogle rigtig gode mennesker.

Vi tror virkelig på, at vi alle er ét legeme i Kristus, og de, der går til en anden del, hvor de passer bedre, er med til at bringe os tættere på hele legemet. Vi har også fundet ud af, at de, der bliver, selvom de virkelig ikke passer, vil give langt flere problemer, end hvis de ville være gået og fundet, hvor de passede bedre. Ingen kirke kan være alt for alle mennesker, og de, der prøver, vil uundgåeligt blive så overfladiske, at de bliver svagere med vækst, ikke stærkere.

Vi anbefaler ikke nødvendigvis til andre, hvad vi laver i juli, men det virker for os. Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget iver for Herren folket synes at komme tilbage med hver august. Denne åbenlyse nye energi hjælper altid med at starte et betydeligt åndeligt fremskridt for os hvert efterår. Vi ved også, at mange af de nye mennesker, der slutter sig til os hvert efterår, kommer, fordi de hører om friheden, men endnu vigtigere end dette er, at Helligånden vil være, hvor der er frihed, som vi læser i 2 Korintherbrev 3:17. "Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er frihed." Herren gav også et bemærkelsesværdigt løfte til dem, der kommer i enhed, som vi læser i Mattæus 18:19-20:

"19. Fremdeles siger Jeg jer, at hvad som helst to af jer her på jorden
bliver enige om at bede om, det skal de få fra min himmelske Fader.
20. Thi hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er Jeg midt iblandt dem.«"

Det græske ord, der er oversat med "enig" her, er sumphoneo , som bogstaveligt betyder "at være harmonisk" eller "i enighed". Det taler om enhed. Enhedens kraft er, at hvis kun to af os har enhed, kan vi bede om "hvad som helst", og Faderen vil gøre det. Det er den slags magt, vi får brug for til de kommende kampe. Derfor er det vigtigt for os at tage os tid til at bygge de monumenter, der konstant vil minde os om vores enhed i ham.

Ugens Ord 8
OP