Indhold

Ugen's Ord 2004
5 Det Store Bedrag
af Rick Joyner

Vores studium af endetiden er med det formål ikke kun at vide, hvad der kommer til at ske, men at være forberedt på det. Af denne grund vil vi søge at gå lidt dybere i vores forståelse af racismens højborg, som Skriften angiver som en af de største kræfter, der bringer ødelæggelse i slutningen af denne tidsalder.

For at være forberedt på denne onde magt må vi først blive fri af den. Det første princip for ægte frihed er: Sandheden er vores mest grundlæggende vare og mest magtfulde våben. Den afgørende prøve af alle sager (for at afgøre, om de faktisk er sandhed) findes først i deres overensstemmelse med skrifterne. Hvis vi i virkeligheden er sandhedssøgende, og ikke kun indflydelsessøgende, så er Skriften vores kompas til at lede os til vores destination. Alligevel er sandhed ikke bare en sammenstilling af fakta - Sandheden er en Person! Jesus er Sandheden. I alle ting søger vi ikke blot at kende Skrifternes bogstav, men at høre Han's røst. Vi søger ikke blot at høre Herrens ord, men selve Ordet. Vores mål er ikke bare lydighed til bogstavet, men lydighed mod den levende Gud. For at være forberedt på endetiden, må vi ikke kun vide, hvad der skal ske, men blive i Herren, som er over al magt og myndighed og herredømme.

Der er en stor lektie at forstå dette fra historien om de to mænd på vejen til Emmaus. Det var umiddelbart efter Herrens korsfæstelse og opstandelse, at dette finder sted. Herren Jesus selv sluttede sig til to af sine disciple, som gik på vejen, og de genkendte Ham ikke. I denne historie tror jeg, at vi får belyst den primære grund til, at selv Ha'ns egne disciple ofte fejler at genkende Ham. Tro det eller ej, men det har i høj grad at gøre med graden af racisme i vores hjerte.

Efter at Herren havde spurgt om, hvorfor disse disciple var bekymret fortsatte Han med at forklare ud fra skrifterne, ikke kun om de begivenheder, der lige havde fundet sted i Jerusalem, men de ting, der vedrørte Ham selv fra skriftens begyndelse til slutningen. Dette kan meget vel have været den største lære, Han nogensinde har givet på jorden. Her har vi Kristus selv, der underviser om sig selv fra skriftens begyndelse til slutningen. Hvad kunne have været større end dette? Alligevel kunne de stadig ikke genkende Ham! Hvorfor?

Vi får svaret på dette i Markus 16:12, hvor der står om denne begivenhed: "...Han viste sig i en anden skikkelse..." De kunne ikke genkende Ham, fordi Han viste sig for dem i en form, som de var ikke vant til. Dette er muligvis stadig hovedårsagen til, at troende undlader at genkende Ham, når Han forsøger at nærme sig dem – Han vil næsten uundgåeligt komme i en form, som vi ikke er vant til eller forventer. Hvorfor gør Han dette? At forstå hvorfor er afgørende for at forstå, hvordan vi kan skelne Ham, Han's veje og Han's formål.

I Matthæus 23:39 sagde Herren: "For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet er den, der kommer i HERRENS NAVN." Hvis vi skal "se" Ham, må vi genkende Ham i dem, Han sender til os. Herren beklagede over Jerusalem, at hun ville være blevet skånet for den ødelæggelse, der var på vej (og kom i 70 e.Kr.), hvis hun havde erkendt tidspunktet for hendes besøg. At kende tidspunktet for vores besøg er også vigtigt for os at undgå den kommende ødelæggelse. At kende og skelne tidens tegn er vigtigt, men at anerkende Herren og dem, Han sender til os, er vigtigere end at kende tegnene. Det, vi gerne vil gøre, er selvfølgelig at kende begge dele.

De to disciple kunne ikke genkende Ham på vejen til Emmaus, fordi de kun kendte Ham efter kødet, efter Han's ydre fremtoning og ikke efter Ånden. Det samme får mange til stadig at gå glip af tidspunktet for deres besøg, fordi de har en tendens til at dømme efter udseende, det ydre, snarere end at skelnen efter Ånden. Dette er resultatet af at være overfladisk i syn og forståelse, hvilket begge vil være meget dyrt i de kommende tider.

De, der er sande søgende af Gud, sande tilbedere, vil have en hengivenhed til at gå dybere i deres forståelse af Ham, men endnu mere vil de være hengivne til at være tæt på Ham. Vi får at vide i 1 Korintherbrev 2:10: "For os har Gud åbenbaret dem ved Ånden; thi Ånden ransager alle ting, ja, Guds dybder." Derfor kan vi også antage, at de, der ledes af Ånden, vil være tilbøjelige til at søge efter Guds dybder, og de vil gå dybere.

Også, som vi lærer i lignelsen om sædemanden, er en af egenskaberne ved den gode jord, som vil bære frugt af frøet, der sået i den, at frøet kan gå dybt og ikke være overfladisk som i den "stenede jord." En grund til dette er, at de, der har en tendens til at ville gå dybere, er dem, der bekymrer sig mere. Når de hører ting, og de bliver rørt af dem, vil de uundgåeligt forfølge en dybere forståelse af dem. Hvad har det med racisme at gøre? Meget, og det vil vi snart se.

Der er også grundlæggende to måder, hvorpå vi har en tendens til at genkende andre. Den første er ved deres ansigt, og den anden er ved deres stemme. Efter at have været sammen med min kone i mere end syvogtyve år, kunne hun bruge næsten enhver forklædning, men hvis hun talte, ville jeg kende hendes stemme med det samme. På denne måde skulle vi være i stand til at genkende Herren med det samme, når Han taler, uanset i hvilken form Han kommer.

I dette taler vi ikke om at genkende Han's stemme, fordi vi kender de fysiske toner, fordi Herrens stemme er åndelig. Derfor må vi kende Ham efter Ånden. Det er lidt ligesom den måde, en kunstekspert kan genkende et autentisk værk af en kunstner ved penselstrøg, farver og nuancer, som andre tilfældige seere af kunsten ikke ville bemærke. De, der virkelig kender Herren, har denne form for intimitet med Ham, og de kender Ham meget mere dybtgående end blot ved at høre nogen sige: "Så siger Herren." De kender Ham og Han's veje så godt, at de hurtigt vil genkende dem i enhver, som Han sender.

På den anden side er racisme resultatet af en ultimativ overfladiskhed, en ultimativ egoisme og en ultimativ manglende forståelse af Herren, Han's hensigter og Han's veje. Dette er grunden til, at Herren Jesus forklarede, at dette var en af de primære ting, der ville adskille os som "får" eller "geder" ved dommen. Som Han sagde i lignelsen om fårene og bukkene, var fårene dem, der fodrede Ham, da Han var sulten, da Han var tørstig, gav de Ham at drikke, og da Han var en fremmed, tog de Ham ind. Hermed kan vi slutte at vores villighed til at være åben over for udlændingen, dem, der er anderledes end os, vil være et af de afgørende kendetegn for, om vi er "får" eller "geder" ved dommen (se Matt 25:41-46). Det er også bemærkelsesværdigt, at da apostlen Paulus gav kvalifikationerne for ældste i Titus' første kapitel, er en af disse kvalifikationer, at de er givet til at elsker gæstfrihed. Det græske ord, der er oversat med "gæstfri" i denne tekst, er philoxenos (fil-ox'-en-os). Endelsen her xenos er rodordet for "udlænding" på græsk. At oversætte det Paulus skrev mere bogstaveligt ville være, at en ældste skulle elske og have gæstfrihed over for udlændinge.

Hvorfor ville Paulus sige dette? For indtil vi ikke kun er åbne, men elsker udlændinge, og åbne nok over for dem til at vise gæstfrihed, er vi ikke åndeligt modne nok til at være en leder i kirken. Dette er bevis på, at man er blevet udfriet fra rødderne af frygt og/eller stolthed, der ville gøre én til racist, såvel som én, der forstår, hvordan herligheden af den mangfoldighed, som Gud har gjort grundlæggende for sin skabelse, afslører Han's veje.

I 5 Mosebog 10:18-19 bliver Israel befalet at elske de fremmede, som er i deres midte. I 5 Mosebog 31:12 bliver de bedt om at "samle folket, mændene og kvinderne og børnene og den fremmede, som er i din by, for at de kan høre og lære og frygte Herren din Gud, og passe på at overholde alle denne lovs ord." Herren befalede sit folk at elske de fremmede, før Han befalede dem at lære dem Han's veje. Som vi har diskuteret før, vil ægte åndelig autoritet altid være baseret på kærlighed. Kærlighed etablerer en tillid, der vil åbne en op for det, vi skal undervise. Derfor vil vi ikke være i stand til at undervise andre, før vi elsker dem.

Det er på grund af dette, at racisme i alle dens former (og der er mange), kan være så ødelæggende for opfyldelsen af Missionsbefalingen. Det gør det ved at etablere sig som et fæstningsværk i dem, der er kaldet til at forkynde evangeliet, og forhindre dem i at krydse de racemæssige og kulturelle barrierer, som skal forkyndes for enhver nation.

Vi vil fortsætte vores undersøgelse af dette ødelæggende onde fæstningsværk i næste uge, hvor vi søger at være fri for alle dens påvirkninger i vores eget liv, samt lægge en grundlæggende forståelse af, hvordan dette vil være en kraft for det onde i slutningen af denne tidsalder.

Ugens Ord 6
OP