Indhold

Ugen's Ord 2004
40 Forstandig Bedømme Kærligheden
af Rick Joyner

Som vi har diskuteret, er høsten ved tidens afslutning høsten af alt, hvad der er blevet sået i mennesket. Både det gode og det onde er nu ved at komme til fuld modenhed. Men uden åndelig dømmekraft vil ondskab nogle gange fremstå som godt, og godt vil nogle gange synes at være ondt. Hvordan kan vi skelne dem?

Jeg fulgte med interesse debatten blandt kristne om, hvorvidt filmserien fra Ringenes Herre enten var god eller ond. Nogle troede, at det var et kraftfuldt profetisk ord fra Herren, og nogle troede, at det var fra djævelen. Jeg troede personligt, at sandheden var et sted midt imellem, men det var ræsonnementet, som jeg var interesseret i og følte, at det var meget oplysende.

Der var mange dybe indsigter i naturen af godt og ondt i Tolkiens bøger, som var stærkt formuleret, og filmene gjorde et godt stykke arbejde med at projektere dem. Jeg tror, at disse indsigter også var meget relevante for de tider, vi kommer til. Alligevel var dette ikke Bibelen, og jeg mener ikke, at sådanne ting skal tages for alvorligt. Jeg tvivler ikke på Tolkiens personlige tro, og jeg tror, at han ydede et stort bidrag til vores tid gennem sit arbejde – især gennem sin indflydelse på CS Lewis. Men begge disse mænd havde nogle synspunkter og måder at forsøge at formidle, hvad de mente, der burde stilles spørgsmålstegn ved. Men ligesom alle sådanne værker vil de kloge bare spise kødet og smide knoglerne. Den umodne og ustabile vil smide kødet væk, fordi det har ben i sig.

En af de store linjer om dømmekraft i den første Ringenes Herre-bog, Ringenens Samfund , var, da Frodo skulle vælge mellem at gå med en mand, der faktisk førte ham i en fælde, eller Strider. Om ham med den onde hensigt sagde Frodo: "Han virker retfærdig, men føles ond." Om Strider, der forsøgte at redde ham, men kom til at virke som langt mere hård og ufølsom, sagde han: "Han virker modbydelig, men føler sig retfærdig." Frodo fulgte klogt efter Strider og blev reddet fra sin fjende. Ligeledes vil vi sandsynligvis blive narret, når vi dømmer for overfladisk.

Selvom jeg ikke har set nogen undersøgelser for at bekræfte dette, tror jeg personligt, at der er flere kristne, som nu er fremmedgjort overfor kirken, end de vokser i et ægte legemesforhold, som er afgørende for ægte kristen modenhed. De fleste af de kristne, jeg har mødt, som ikke længere er i en kirke, var enten blevet sårede eller skuffet af kirken, og derfor opgav de. Fra disse har jeg ofte hørt: "Jeg elsker Gud, men kan bare ikke lide hans folk." Dette kan lyde let, men som Johannes forklarede, er dette et grundlæggende bedrag, da vi ikke virkelig elsker Gud, medmindre vi også elsker hans folk. Bibelen går også meget langt for at forklare, at kærlighed ikke skal være baseret på, om folk er elskelige eller ej. Også kærligheden i sig selv er ikke, hvad mange tror den er.

Som vi studerede i sidste uge, skal al sand dømmekraft være baseret på kærlighed. Men hvad der ofte virker som medfølelse, kan være roden til et djævelsk bedrag. Vi skal altid huske på, at frugten fra den gode side af Kundskabens Træ er lige så dødbringende som den onde side. Humanistisk godhed er en meget grundlæggende krænkelse af Gud og er mere forankret i menneskets stolthed end ægte medfølelse. Humanistisk godhed vil også resultere i yderligere trældom, ikke frihed.

Det blev engang sagt om den store russiske romanforfatter, at "Verden er aldrig blevet set med et mere kræsent øje end Leo Tolstojs." Bortset fra Herren Jesus og Skriftens forfattere, ville jeg være tilbøjelig til at være enig i det udsagn. Han havde en bemærkelsesværdig forståelse af motiverne bag folks handlinger. I sin klassiske roman, Krig og fred, brugte Tolstoj en gribende illustration til at fremhæve, hvad der nu er blevet en skelnen mellem moderne konservativ og liberal politik. Jeg skriver ikke dette for at prøve at påvirke nogens stemme eller politik, men blot for at bruge dette åbenlyse eksempel i verden til at forstå sand medfølelse og dømmekraft.

I denne historie har grev Pierre store følelser af medfølelse med de trælle på hans ejendom. Men hans politik og praksis var mere motiveret ud fra hans følelse af medfølelse end visdom, hvilket forfejlede hans metoder, og derfor forværredes hans trælle tilstand. I modsætning hertil hævede prins Andrey, blot på grund af sin hengivenhed til sunde forretningsprincipper, i høj grad sine trælles tilstand. For de trælle så Pierre ud til at være mere retfærdig, men de var ikke nær så godt stillet som dem, der arbejdede for Andrey. Hvem af dem havde mere kærlighed til deres livegne?

Man kan ikke undgå at drage parallelen mellem disse to personer i Tolstojs roman og de liberale og konservative politiske partier. I Amerika kan Det Demokratiske Parti sige alle de rigtige ting i forhold til dets bekymring for minoriteter, men det kræver ikke megen dømmekraft at se tokenismen og dens politik ofte efterlade de mennesker, de hævder at hjælpe, i meget værre form. I modsætning til dette taler republikanerne ikke nær så meget om dette spørgsmål og ser ud til at være hårde og ufølsomme over for dem, men de gør faktisk langt mere for minoriteter. Republikanske administrationer har været meget mere tilbøjelige til ikke at dømme nogen ud fra deres hudfarve, men efter indholdet af deres karakter og evner og har ophøjet flere minoriteter til reelle magtpositioner og rigdom. Det er sandsynligt, at den første sorte, latin-amerikansk afstamning, eller kvindelig præsident vil være en republikaner.

Dette betyder ikke, at nogle Demokratiske Partis politikker og programmer i Amerika ikke har hjulpet minoriteter. Jeg er personligt meget taknemmelig for den hengivenhed til borgerrettigheder, som Kennedy- og Johnson-administrationerne havde. Det er min personlige mening, at positiv særbehandling, selv så dårligt som det administreres og anvendes, er bedre end at gøre ingenting og bør beholdes, indtil nogen udvikler noget bedre. Men generelt har de politikker og programmer, der er beregnet til at hjælpe minoriteter i USA, været gammeldags, forældet i årtier, og fordi de generelt er så dårligt forvaltet, er de nu ofte er kontraproduktive og skader netop dem, de var beregnet til at hjælpe.

Det var på grund af denne tendens til de mennesker og de regeringer, der taler mest og gør det mindste, at Winston Churchill engang sagde: "Hvis du ikke er liberal, når du er tyve, har du intet hjerte. Men hvis du ikke er konservativ, når du er fyrre, har du intet sind." Blødende hjerter virker så meget mere retfærdige, men har en tendens til at spilde flere ressourcer og faktisk ender med at såre flere mennesker, end de hjælper. I modsætning hertil gør de praktiske og pragmatiske, der har tendens til at være handlingens mand som normalt langt mere godt for folk i stedet for et vrøvlehoved. Vores mål er dog ikke at holde op med at bekymre sig, men at lade vores kærlighed blive styret af sund, gudfrygtig visdom.

Som vi talte om i sidste uge, er ægte dømmekraft baseret på kærlighed, men humanistisk kærlighed er slet ikke kærlighed. Sådan er normalt et egoistisk forsøg på enten at manipulere andre eller formilde vores egen samvittighed ved gerninger i stedet for Guds retfærdighed, som er blevet tilvejebragt for os af korset. På samme måde kan det at have følelser af medfølelse få os til at føle os mere retfærdige, men som Jakob skrev, "tro uden gerninger er død" (Jakob 2:26), og det samme er kærlighed uden gerninger. Dem, der ser ud til at tale mest om kærlighed, vil normalt blive fundet at gøre mindst. Dem, der virkelig gør noget for at hjælpe andre, taler sjældent om det og ser derfor måske slet ikke ud til at være motiveret af kærlighed. Men som Herren sagde til os, at dømme efter frugt og ikke ord er sand kærlighed.

Ugens Ord 41
OP