Indhold
Ugen's Ord 2004
10 En Familie Lighed
af Rick Joyner
I denne uge fortsætter vi vores tema om, hvordan den store befaling var at "...gøre alle nationerne til disciple" (Matt 28:19). Som talt om repræsenterer "nationerne" her etniske grupper, ikke politiske enheder.
Så hvordan anerkender vi nationer? Hvordan døber vi dem? Hvordan lærer vi dem at overholde alt det, Han befalede os? I Ap.g. 17:26-28 siger apostlen Paulus:
26. Og Han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade
og Han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem,
27. for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem frem til Ham og finde Ham, så sandt Han ikke er langt fra en eneste af os.
28. Thi i Ham lever og røres og er vi, sådan som nogle af jeres digtere* har sagt: ›Thi vi er også af Han's slægt.‹
Her starter Paul med, at vi alle kom fra én – vi er alle i familie! Vi kan også sige, at grundlaget for vores forståelse af andre og at vide, hvordan vi skal forholde os til dem, bør starte med opfattelsen af, hvordan vi er ens, ikke forskellige. Hvad er de punkter, vi har til fælles? Hvor er de ting, vi allerede er enige om?
Den første og vigtigste er, at vi alle kom fra de samme forældre, så vi er alle i familie med hinanden. Uanset race eller kultur er det stadig et familieanliggende. Lad os se på de to yderpunkter – dem, der kaldes "sorte", og dem, der kaldes "hvide." Sjælden er den "sorte" person, der er virkelig sort, men snarere er en brun nuance. Ligeledes er en "hvid" person virkelig en lysere solbrun nuance. Meget af det vi taler om i at skelne racer er i grader.
Uanset hvad nogle racister påstår, er det sandsynligt, at der ikke er en person på jorden på dette tidspunkt, der er ren i deres racemæssige arv. Vi er alle sammen til en vis grad blandet, og det ser ud til, at dette ikke kun var i orden med Herren, men Han's plan. Vi ser endda i Skriften, at Moses var gift med en sort kvinde, og selv kong David og Herren Jesus havde ikke-jøder i deres arv.
Nu hvor vi har lagt et grundlag for at forstå, at racisme vil være en af de mest magtfulde og dødbringende kræfter i slutningen af denne tidsalder, er det altid vores kald som kristne at være et lys midt i mørket. Lyset eller sandheden, som vi har fået, vil være direkte relateret til mørket eller bedraget, som djævelen bruger. Fra et historisk perspektiv har racisme været motivet og magten bag det, der har forårsaget det meste af død og ødelæggelse på jorden. Det vil fortsætte med at være den største magt, der frigiver dødens ånd på jorden indtil enden.
Tænk på nazisterne. Deres djævelske racisme resulterede i over tyve millioner tyske dødsfald, over 30 millioner russiske dødsfald og snesevis af millioner mere i hele Europa. I roden af næsten enhver krig vil du finde racisme i en eller anden form, som ofte er en religiøs form. Der er også andre grunde, men du vil næsten altid finde en eller anden form for racisme som en primær motivation i blandingen.
Selv den amerikanske borgerkrig, som for det meste stillede den hvide race mod den hvide race i kamp, men som mest handlede om spørgsmålet om at holde den sorte race i slaveri. Nogle hævder, at denne krig blev udkæmpet mere over økonomi eller statens rettigheder, og det var bestemt faktorer, men de var åbenbart ikke det primære motiv for krigen. Det var spørgsmålet om slaveri, der førte op til borgerkrigen, og det var den mest grundlæggende motivation for den.
Vi er også nødt til at erkende, at religiøs snæversynethed også er en form for racisme. Når vi betragter os selv som bedre end andre på grund af det trossamfund, vi er i, eller endda den religion, vi holder til, er dette også en form for religiøs racisme. Det, der får os til at frygte andre, der ikke tror, præcis som vi gør, er den samme ånd. Denne ånd har ét grundlæggende formål – at dele sig, så mørket kan sejre.
Dette betyder ikke, at vi ikke skal være taknemmelige for at være kristne, for at kende sandheden og for at indse, hvor bedraget dem i andre religioner kan være. Dette bør dog aldrig være en kilde til stolthed, snarere til taksigelse og ydmyghed. Vi bliver ikke frelst, fordi vi er bedre end andre; vi bliver frelst simpelthen fordi Herren forbarmede sig over os. Han havde ikke denne barmhjertighed med os på grund af vores godhed! Det er en meget grundlæggende krænkelse af korset. Han's barmhjertighed er simpelthen på grund af Han's godhed og Han's valg, som Han traf af Han's egne grunde. Af denne grund bør vi være tvunget til at behandle enhver anden person, uanset deres race eller tro, med respekt og værdighed. Jeg vil gerne debattere med andre om deres tro, men jeg vil ikke bruge dette for at nedgøre dem. Faktisk, hvis jeg diskuterer religion med dem, der tilhører en anden tro, forsøger jeg at gøre, hvad Paulus gjorde i Athen – jeg prøver først at finde punkter til enighed og derefter forklare, hvordan Jesus er svaret på de spørgsmål, der findes i enhver religion. I alle ting forsøger jeg også at huske på, at den person, jeg taler med, er et familiemedlem – vi kom alle fra de samme forældre, og jeg vil have dem alle ind i vores evige familie, så mit mål er altid at frelse dem, ikke fornærme dem.
Francis Frangipane kan godt lide at sige, at før han blev født på ny, var han italiener. I det naturlige er han stadig italiensk; men når vi først er i Kristus, får vi at vide i 2 Korintherbrev 5:16: "Derfor anerkender vi fra nu af intet menneske efter kødet..." I Kristus er det ikke meningen, at vi skal dømme andre efter deres hudfarve. I vores nye, evige familie er vi ikke sorte eller hvide, gule eller røde, vi er en "ny skabning" i Kristus. Lad os nu læse hele sammenhængen, hvori dette vers findes:
2 Korintherbrev 5:14-21.
14. Thi Kristi kærlighed tvinger os; vi er nemlig overbevist om dette: Én
er død i alles sted*, altså er alle døde;
15. og Han døde i alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig
selv, men for Ham, som døde og opstod for dem.
16. Således bedømmer vi fra nu af ikke nogen efter kødet’; selv om vi også har
kendt Kristus efter kødet, gør vi det dog ikke mere nu.
17. Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er
forbi, se, noget nyt er blevet til!
18. Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste;
19. thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, idet Han ikke
tilregnede dem deres overtrædelser
og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os.
20. Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder
på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!
21. Den, som ikke kendte til synd, har Han gjort til synd for os, for at vi
kunne blive Guds retfærdighed i Ham.
For det første er det Kristi kærlighed, der bør kontrollere os i alle ting. For at vi kan være forberedte på slutningen af denne tidsalder, må vi forblive i og forberede vejen for den kommende tidsalder, som vil være den tidsalder, hvor alle ting vil blive genoprettet. Dette begynder med forsoning med Gud og derefter med hinanden. For at gøre dette bliver vi nødt til at vandre i en ånd, der er modsat det mørke, der vokser i verden. Mens verdens ånd søger at splitte og ødelægge, vil vi bygge bro mellem racer og kulturer. Vi vil forsone dem med Gud og derefter med hinanden.
Vi skal altid holde Guds kærlighed først, da vi ikke virkelig kan elske andre, medmindre vi elsker Ham først. Vi kan ikke elske andre, som vi burde, hvis vi ikke elsker Gud mere, end vi elsker dem. Men vi elsker ikke rigtig Gud, hvis vi ikke også elsker hinanden, som vi får at vide i:
1 Joh 4:20-21:
20. Hvis et menneske siger: Jeg elsker Gud« og hader sin broder, han er en løgner;
for den som ikke elsker sin broder, som han har set, hvordan kan han elske Gud, som han ikke har set.
21, Og denne befaling har vi fra Ham. At den, som elsker Gud, elsker også sin broder
.
Det er derfor, de to store bud er ét. Alt andet end denne kærlighed er en afvigelse fra den sande tro, uanset hvor meget anden sandhed vi har.
I min seneste Special Bulletin begyndte jeg at tage fat på barrieren mellem kristne og jøder (dette er offentliggjort på vores hjemmeside). Vi vil også dække dette i vores studie her, fordi det repræsenterer den ultimative menneskelige barriere, og en der vil blive overvundet inden udgangen af denne tidsalder. Som Paulus forklarede i Romerbrevet, når dette sker, vil det være "... liv fra de døde" (Romerne 11:15) eller overvindelsen af dødens ånd ved opstandelsen. Det er så grundlæggende og hvor vigtigt dette ene spørgsmål er. Det er derfor, vi forsøger at lægge et så stærkt grundlag for at forstå dette, før vi går videre til de andre afgørende profetier om afslutningen på denne tidsalder. Vi kan ikke rigtig forstå de andre uden at forstå dette.
For at gøre denne sandhed praktisk, lad os i denne uge bestræbe os på at se på alle vores naboer, kolleger osv. som vores slægtninge, uanset deres racemæssige, kulturelle eller religiøse baggrund. Vi har stadig alle de samme forældre. Lad os bede om visdom og nåde til at bygge bro af tillid med dem, så vi kan få så mange som muligt til at slutte sig til os i den store evige familie, der vil vare evigt.
Ugens Ord 11
OP