Indhold

Ugen's Ord 2004
11 Kraften i Mangfoldigheden
af Rick Joyner

Som vi har studeret, er racisme en af menneskehedens ultimative fjender og er af den karakter, der er mest grundlæggende i modsætning til Guds hjerte og veje. Racekonflikter var også det første, Herren nævnte, da Han blev spurgt om tegnene på tidens ende. Derfor må de, der virkelig er på linje med Gud og Han's hensigter i slutningen, være fri for denne mest grundlæggende fjende af Guds hensigter.

Af denne grund vil jeg bruge denne uge på at anvende nogle praktiske måder at blive fri af de ting, der ville gøre os racistiske. Ved at blive fri, vil det åbne os for sandt kirkeliv, som det var tiltænkt.

Som vi har set, elsker vores Gud mangfoldighed så meget, at det er et af de mest grundlæggende kendetegn ved alt det, Han skabte. Der er ikke to bjergkæder, der er ens, eller endda to bjerge, der er ens. Der er ikke to træer helt ens, eller endda to blade. Der er ikke to mennesker ens. Vores DNA blev skabt med potentialet for forskelle, der er blevet anslået til ti til to hundrede og halvtreds milliard potens! Bare at skrive nullerne af denne faktor ville tage flere tusinde miles! Dette er den slags potentiale for mangfoldighed, som Gud har indført i menneskeheden, som Han sagde var skabt i Han's billede! Når vi læser, at Gud skabte mennesket i Han's billede, talte Han ikke kun om et individuelt menneske, men menneskeheden. Fordi Han er så stor, så vidtstrakt i Han's eksistens, vil det tage os alle i vores store mangfoldighed at åbenbare Han's billede.

Dette er blot en afspejling af, hvordan Han er så meget mægtig, betydningsfuld, mere fantastisk og vidunderlig, end mange af Han's egne folk opfatter. Hele skabelsen taler om Han's kærlighed til mangfoldighed og kreativitet. Hvis vi skal være som Ham, må vi derfor elske kreativiteten og være kreative. Vi skal også elske og værdsætte forskellene og se dem som muligheder for at lære og vokse.

Kirken, som formodes at være Han's repræsentant på jorden, burde derfor være den mest forskelligartede og kreative enhed på planeten. De, der er i den, og de, der observerer den, bør konstant være fulde af ærefrygt og undren over den kreativitet, den vedvarende ekspanderende åbenbaring af Gud, som kirken frembringer. Her taler vi ikke om forskellige eller modstridende lærer om Gud eller Han's veje, men stadig udfoldende og uddybende, efterhånden som vi vokser i kendskabet til Han's veje. Faktisk, jo dybere vores forståelse af Ham vokser, jo mindre er visse læresætninger og lære tilbøjelige til at komme i konflikt. De vil begynde at passe sammen til et smukt mønster og harmoni, som ikke kan opfattes fra de overfladiske perspektiver, hvor så mange stopper.

På grund af dette, hvis vi har Guds hjerte, vil vi ikke frygte ting eller mennesker, der er anderledes end os, vi vil værdsætte dem og respektere dem for, hvem de er. Derfor er det, vi kalder "det velkendtes tyrann,i" tendensen til at finde vores fred og sikkerhed i ting, som vi er fortrolige med, er en af de største forhindringer for at vandre i sand tro på Gud. Lad os undersøge dette lidt mere i dybden.

Denne trældom er faktisk et af de stærkeste åg på menneskeheden, og et af de sværeste at blive fri af. Det er det, der søger at gøre enhver ny kristen til en "gammel lædersæk," der er modstandsdygtigt over for forandringer eller noget nyt eller anderledes. Det er også det, der får os til at handle de samme steder, sidde det samme sted i kirken, føle os akavet omkring mennesker, som vi ikke kender, danne kliker i vores menigheder og danne trosretninger, der modstår forhold til resten af Kristi legeme. Det vil også få os til at gå glip af Herrens hensigter, muligvis mere end noget andet.

Som vi tidligere har diskuteret, var grunden til, at disciplene på vejen til Emmaus ikke kunne genkende Herren, fordi "Han viste sig for dem i en anden skikkelse" (Mark 16:12). Dette er højst sandsynligt stadig grunden til, at vi ikke kan genkende Ham, når Han søger at nærme sig os. Vi bliver så vant til en form eller måde, hvorpå Han mødte os i fortiden, at vi ikke kan genkende Ham, når Han kommer på en måde, som vi ikke er bekendt med. Faktum er, at det meste af tiden, når Han kommer til os, kan vi regne med, at det er på en måde, som vi ikke er bekendt med. Vi ser i Skriften, at Han ikke engang helbredte mennesker på samme måde to gange. Han havde ikke "en valgtale," som Han gentog igen og igen. Hver undervisning var ny og frisk. Selv når Han underviste i det samme emne, riget, beskrev Han hele tiden på nye og anderledes måder, som konstant udvidede forståelsen af det.

De, der fulgte Herren, da Han vandrede på jorden, blev behandlet med vidunderlige nye oplevelser hver dag. Han var ny for dem hver morgen. Han førte dem konstant ind i nye situationer og brugte disse nye situationer til at lære dem om Guds rige og Han's hensigter. Fordi Han konstant underviste dem i nye ting, holdt det deres sind åbent og forventningsfuldt og opbyggede en hurtig evne til at omfavne forandringer i dem. Herren har ikke ændret sig. Sådan bør et liv, der stadig følger Ham, være. Det er sådan et normalt kirkeliv bør være, som er med det formål at lære Han's tilhængere at følge Ham, ikke bare overholde visse lærer eller programmer.

At kirkelivet er blevet reduceret til et par kedelige møder hver uge er en af kristendommens store tragedier, og er i fundamental modstrid med Guds veje og natur. Sandt kirkeliv handler først og fremmest om relationer – først til Gud og derefter til Han's folk. Hvis vi ikke hele tiden kommer tættere på Ham og de andre i vores kirke, så har vi ikke sandt kirkeliv.

Sandt kirkeliv er fireogtyve timer i døgnet, syv dage om ugen, til at opleve Gud. Møder og gudstjenester er vigtige og bør være et højdepunkt i vores uge, men de er ikke sandt kirkeliv – snarere et pitstop, så vi kan komme ud i kampen igen og køre det løb, som sandt kirkeliv er.

"Det velkendtes tyranni" har en tendens til at stramme sit greb om os, når vi begynder at lægge vores sikkerhed i vores miljø snarere end i Herren. Derfor er Herren ofte nødt til at handle med os, som Han gjorde med Moab, hvilket vi ser i:

Jeremias 48:11-12.
11 Moab var tryg fra sin ungdom, lå roligt på sin bærme; det hældtes ikke fra fad til fad og vandrede ikke i landflygtighed; derfor holdt det sin smag, og dets duft tabte sig ikke.
12 Se, derfor skal dage komme, lyder det fra Herren, da jeg sender vintappere, som skal tappe det og tømme dets fade og knuse dets dunke.

"
Når Han taler om, at Moab ikke blev "hældtes ikke fra fad til fad," refererer det til den måde, vin blev renset på dengang. Det ville blive hældt i et fad og ladet blive i fadet en tid. Dette gjorde det muligt for urenhederne at gå til bunds. Så ville det blive hældt i et andet fad osv. Så jo flere gange det var blevet hældt i et andet fad, jo mere rent var det. Dette er også en af måderne, hvorpå Herren renser os.

Så snart vi bliver komfortable og sikre på ét sted, vil Han forstyrre det og sætte os i en ny situation. Forandringen kan komme i vores job, vores hjembyer, vores kirker, vores naboer osv. Livet og verden er fuld af forandringer, og forandring er godt. Alle levende ting ændrer sig, og i den grad vi holder op med at ændre os, er vi begyndt at dø. I den grad vi er i stand til at omfavne forandringer, er vi i live, og vores lædersæk vil stadig kunne rumme ny vin.

I næste uge skal vi undersøge nogle meget praktiske måder, hvorpå dette formodes at blive inkorporeret i vores liv og kirken. Men prøv i denne uge at lære noget om en kirke, et kirkesamfund eller en bevægelse, der er anderledes end din. En ting, du næsten helt sikkert vil lære, er, at de har noget, som du eller din kirke har brug for. Vi har alle brug for resten af Kristi legeme, og hvis vi ikke er rigtigt forbundet med det, vil vi ikke overleve alene gennem det, der kommer for at teste kvaliteten af ethvert arbejde. Hvis vi er forbundet med det rigtigt, vil Ordsprogene 4:18 være sande for os:

Men de retfærdiges vej er som daggryets lys, der skinner klarere og klarere indtil hele dagen.
Hvis vi vandrer på "de retfærdiges vej," burde lyset konstant vokse for os. Vores vej burde være mere og mere klar. Hvis dette ikke er tilfældet for os, så skal vi undersøge, hvor vi går. Dette er din arv som lysets barn – øget klarhed i alt, hvad du gør.

Ugens Ord 12
OP