Indhold

Ugen's Ord 2002
33 Evangelisten.
af Rick Joyner

I denne uge fortsætter vi vores studium af de udrustningstjenester, der er opført i Efeserbrevet 4:11, og vil tage et kort kig på evangelistens tjeneste.

I Det Nye Testamente er der over tyve mennesker, der omtales som apostle, kun nogle få, der omtales som profeter, og kun én, der kaldes en evangelist – Filip (se Ap.g. 21:8). Timoteus blev instrueret af Paulus til at "gøre en evangelists værk" (2 Tim 4:5), men blev aldrig kaldt en evangelist.

Det græske ord, der i disse vers er oversat med "evangelist", er euaggelistes, som bogstaveligt betyder "en god budbringer" eller "budbringer af godt" af "gode nyheder". Fra begyndelsen blev det brugt som reference til dem, der forkyndte evangeliet.

I denne forstand var alle apostlene også evangelister. Dette var dog kun en af deres mange pligter. Der var dem, hvis hele tjeneste var at forkynde evangeliet for at bringe muligheden for frelse til de ufrelste. Filip, som sammen med Stefanus blev udnævnt til en af de syv diakoner i Jerusalem, er det eneste eksempel, vi får på denne tjeneste i Det Nye Testamente. Fra Apostlenes gerninger 8 ser vi, at han virkede alene, og hans tjeneste var begrænset til at bringe folket til frelse. Han havde brug for, at apostlene kom bagefter ham for at etablere dem, der omfavnede frelsen til en kirke. Selvom Filip viste bemærkelsesværdige tegn og undere for at røre hele byen, var det i dette tilfælde apostlene, der bad om, at folket måtte modtage dåben i Helligånden.

Vi ser så på højden af denne genoplivning af en hel by, hvor Filip bliver ført bort for at forkynde evangeliet til kun én mand i ørkenen. Det ville kræve bemærkelsesværdig følsomhed og lydighed mod Ånden, såvel som underkastelse under den tjeneste, som Gud havde givet til de andre, dvs. apostlene. Filip var åbenbart ikke domineret af sit arbejde og anerkendte sine egne begrænsninger.

I dag ser de sydlige baptister ud til at anerkende denne tjeneste og har lært at bruge den bedre end nogen anden del af Kristi legeme. Når man demonstrerer denne salvelse i deres rækker, sætter de en meget høj værdi på den, og forsøger at fremme dem med denne gave ved at yde støtte til korstog og andre udspil. De større tjenester såsom Billy Graham, forsøger også at hverve resten af Kristi legeme i deres bestræbelser på at nå en by. Det er derfor ikke overraskende, at vor tids mest salvede evangelister er kommet gennem de sydlige baptisters rækker.

Fordi Paulus pålagde Timoteus at "gøre en evangelists gerning," har mange fortolket dette som at betyde, at alle er kaldet til at gøre dette. Vi bør bestemt alle være parate til at dele det håb, der er i os. Det er bemærkelsesværdigt, at undersøgelser har vist, at over 95 procent af dem, der kommer til frelse, gør det gennem vidnesbyrd fra en ven eller slægtning. Det betyder, at mindre end 5 procent kommer gennem korstog, kristent tv, spor og alle andre former for vidnesbyrd tilsammen. Dette bringer os til et vigtigt punkt vedrørende evangelistens tjeneste – dets primære ansvar er at udruste de hellige til at udføre arbejdet med tjenesten, som det er tilfældet med alle disse tjenester, der er opført i Efeserbrevet 4:11.

Det er evangelistens særlige funktion at bibringe en kærlighed til den tabte verden og en passion for at nå de fortabte. Det faktum, at 95 procent af dem, der kommer til Kristus, gør det gennem de enkelte troendes vidnesbyrd, og sådan det burde være, og det bør betragtes som et vidnesbyrd om evangelisternes succes i kirken i dag.

Men selvom vi måske har forholdet rigtigt, vokser antallet af nye konverteringer dramatisk næsten overalt på jorden undtagen i USA og Vesteuropa. Det er de primære steder, hvor kirken har oplevet en nedsmeltning af hengivenhed til bibelsk moral, integritet og sund lære. Fordi størstedelen af evangelisering er relationel, et af de mest afgørende elementer for effektiv evangelisering er en opmuntret kirke. Når umoral, urenhed og en afvigelse fra den sunde lære begynder at snige sig ind, begynder lyset at dæmpes, og kirkens vidnesbyrd stopper.

I 2 Kor. 13:5 bliver vi opfordret til at "Prøv jer selv for at se, om I er i troen; undersøg jer selv!" En måde vi kan gøre dette på er ved at nå de fortabte. Uanset hvor modne vi er blevet, vandrer vi ikke i lyset, medmindre det frigør dem, der er i mørke. Dette er en grundlæggende egenskab for alle, der vandrede i lyset i både Skriften og i historien. Vi kan komme med alle mulige undskyldninger for ikke at nå de fortabte og frelsende sjæle, men vi bør undersøge os selv for at finde ud af, hvad der er galt.

En af de ting, vi er begyndt at gøre, er at give et kort, men direkte opkald til frelse i slutningen af de fleste af vores tjenester, uanset hvad budskabet handlede om. Resultatet har været, at der i næsten hver gudstjeneste er mindst én ny konvertit, og ofte mange flere. Vi begyndte at gøre dette, fordi undersøgelser har vist, at mindre end 25 procent af dem i pinse- og karismatiske kirker er blevet døbt i Helligånden. Andre har fundet ud af, at der kan være et flertal af mennesker i konservative evangeliske kirker, som aldrig har haft en genfødt oplevelse.

En af mine venner gav et kort frelsesbudskab ved afslutningen af en gudstjeneste i en af de mest respekterede evangeliske kirker i landet og forventede, at kun en håndfuld ville komme frem. Han var chokeret, da hundredvis strømmede ud fra deres sæder for at blive født på ny. Præsten blev så ydmyget, at han beskyldte evangelisten for at lægge fordømmelse over folket, men det var ikke tilfældet. Disse mennesker var i denne kirke, fordi de troede på det og ønskede det, men selvom nogle af dem trofast havde gået i denne kirke i årevis, var der ingen, der havde fortalt dem, hvordan de skulle blive født på ny, eller ført dem gennem en frelsesbøn.

Selvfølgelig kan vi pege på mange kirker, der er så fokuserede på frelsesbudskabet, at de undlader at fodre og hjælpe med at modne de får, der er kommet til frelse. Der ser dog ud til at have været en overreaktion på dette. Mange går ud fra, at de, der går i deres kirke, er blevet født på ny, selvom de ikke er det. Alligevel bør kirkemøderne være for troende, ikke for vantro, for at føle lidt empati med præsten nævnt ovenfor. Hvis vi udstyrede vores folk ordentligt til at udføre evangeliseringsarbejdet, ville ethvert hjem for vores medlemmer være et fyrtårn for frelse. Det samme ville enhver hjemmegruppe og bønnemøde. De ville føre folk til frelse på arbejdet, mens de shoppede, i Lions Club osv.

Som alle disse tjenester kan vi kun berøre dem meget overfladisk her. Mit mål er at sætte gang i de gaver, der har ligget i dvale. Hvis blot én i hver menighed bliver rørt, vil mange flere fanget. Hvis dette har ophidset eller overbevist dig på nogen måde, så fortsæt venligst med at forfølge Herren i dette. Hvad kunne være vigtigere i vores liv end at føre selv en enkelt sjæl til frelse?

Ugens Ord 34
OP