Indhold

Ugen's Ord 2002
29 At Blive Fyldt.
af Rick Joyner

Denne uges tekst, Ef. 4:9-10, binder endnu mere fast budskabet i de vers, som vi har studeret de sidste to uger.

9 Det er sagt, »Da Han steg op - hvad kan det, Han steg op betyde, at Han først var steget ned til jordens lavere egne«?
Joh. 3:13, 6:62. Rom. 8:29. 1 Kor. 8:3, 13:12. Kol. 2:8,20.
10 Han, som steg ned, er også den samme, som steg op højt over alle himlene, for at Han [Han's tilstedeværelse] skulle fylde alle ting [kunne fylde alt, dvs, at hele universet].
Ef. 1:23. Ap.g. 2:33. Rom. 14:5. Kol. 2:1f. Hebr. 4:14, 7:26. HIMMEL Ef. 6:9.

Jesus er steget op og sidder igen ved sin Faders højre hånd i Treenighedens herlighed og pragt. For at vi fuldt ud kan forstå denne kendsgerning, må vi også forstå, hvorfor Han steg ned til "jordens lavere dele". Han blev en arbejder i den mest foragtede by i den mest foragtede nation på jorden på grund af Han's kærlighed til os. Dette vil være en af de store manifestationer af Han's natur for skabelsen at se i evigheden. Bare at overveje denne ene sandhed vil være nok til at optage os i millioner af år!

Der er ingen menneskelige ord, der er tilstrækkelige til at beskrive åbenbaringen af Guds natur, og hvad Han gjorde for os. For enhver, der virkelig ser korset, bør der aldrig mere være tvivl om én ting – Gud elsker os!

Vi må også forstå, at grunden til, at Han steg ned for at blive et menneske og leve iblandt os, er, da Han sejrede og steg op, og Han kunne fylde alt. Som vi nævnte tidligere, er Guds ultimative formål med skabelsen, at alle ting kan opsummeres i Han's søn (se Ef 1:10). Når vi fortsætter med at undersøge kaldelsen til kirken, hvordan Han designede den, og hvad den skal blive, må vi altid huske på, at kirken er det primære redskab, gennem hvilket Gud har til hensigt at forsone verden med sig selv.

Derfor vil vores succes som kirke blive bestemt af, hvordan vi bruger forligelsen tilbage til Gud, dem der er inden i sfære af autoriteten, som vi har fået givet. Han ønsker at bruge sin kirke til at begynde denne proces, så Han igen kan "fylde alt". Hvordan bliver vi brugt til at fylde vores nabolag med Ham? Vores job? Vores byer? Vores nationer? Dette er vores grundlæggende formål med at være her.

Selvfølgelig vil vi kun være effektive i dette i den grad, Han fylder os. Det vil blive direkte afspejlet i den måde, Han fylder vores tid og vores sind på – vores bevidsthed. Herren bor i os. Vågnede vi i morges i Han's nærhed? Gik vi på arbejde i tæt fællesskab med Ham? Hvis ikke, vågnede vi op i en vildfarelse, et bedrag. Vi lader de lavere ting sløre vores opfattelse af Ham. Den største sandhed, den eneste sande virkelighed er Gud. Hvis Han rent faktisk lever i os, hvordan kan noget andet stjæle vores opmærksomhed fra Ham?

Salomo byggede det mest herlige tempel, der nogensinde er bygget til Gud. Men da Gud fyldte templet, var der ingens opmærksomhed på templet! De blev fanget af Ham, der fyldte den. Hvis der er for meget opmærksomhed på templet, kan det kun skyldes, at Gud ikke er i det. Kirken er en vidunderlig og herlig skabning, men vores mål med at bygge kirken er, så Herrens åbenbare nærvær kommer. Gud er den vi er skabt for, ikke kirken. Kirken er en velsignelse og vil blive det mest overbevisende samfund på jorden, men den er kun en skygge af den himmelske virkelighed, vi er kaldet til at repræsentere. Himlens største virkelighed er Herrens tilstedeværelse.

Så hvordan fungerer dette praktisk i vores liv? Vi har job at udføre. Vi skal fodre dette legeme med hamburgere, og de koster penge! Vi har brug for huse, biler, ting, så vi kan fungere i denne moderne verden. Alt dette kan være sandt, og Herren er ikke imod, at vi har disse ting, men hvis Kristus ikke er vigtigere og mere virkelig end alle disse andre ting, så er vores liv fuld af afguder.

Lunkenhed er den værste tilstand, som enhver kristen nogensinde kan falde i. Årsagen til den laodikeiske kirkes lunkenhed var, at de havde alt, hvad de havde brug for. Ting kan virkelig være den største distraktion fra vores ultimative formål. Gud elsker at give Han's børn gode ting, og Han befalede meget mere fest end at faste, men vi skal beskytte vores hjerte mod afguder, selv de ting, som er blevet givet os af Gud.

Askese[afholdenhed] er ikke svaret på vores afgudsdyrkelse. Det bliver hurtigt en måde, hvorpå vi måler vores egen retfærdighed i stedet for korset. Herren ønsker ikke nødvendigvis, at vi skal elske nogen eller noget mindre, end vi gør – Han vil bare have, at vi elsker Ham mere. Han ønsker, at vi skal elske Ham så meget, at Han kan give os alle ting, men vi bliver ikke distraheret af dem, fordi Han er langt større end noget skabt.

Der er ingen større skat end vores frelse og det fællesskab, som vi nu kan have med Gud, fordi Han steg ned hele vejen til korset for os. Lad os derfor frivilligt gå til korset hver dag og villigt tilbyde alt, hvad vi er og har. Lad os hver dag være forpligtet til den virkelighed, at vores dage kun er succesfulde, hvis vi gjorde Han's vilje. Når Han er den, der fylder vores liv, kan Han stole på os med alle ting, men vi har et meget større formål end at få ting. Når Han fylder vores liv, vil Han flyde over fra os for at bringe frelse til andre, og så vil Han også begynde at fylde dem.

Dette er grunden til, at den mest klare og kortfattede erklæring om det ultimative, apostoliske mandat findes i Gal. 4:19, da Paulus sagde: "Mine børn, som jeg atter føder med smerte, indtil Kristus er og har [fuldstændigt og permanent] vundet skikkelse i jer!..." Den sande succes for enhver tjeneste og enhver kirke, vil være ved, hvordan den tilvejebringer dannelsen af Kristus i Han's folk. Er folket i vores kirke ved at blive som Ham? Det bør altid være den ultimative test på vores succes.

Jesus steg op, så Han kan fylde alt, og det er ved at stige op med Ham, at Han begynder at fylde vores liv. Korset er grundlaget for at kende Gud, men Han er ikke længere på korset. Han er steget op, og hvis vi nu skal blive i Ham, må det være ved at sidde med Ham på Han's trone. Vores mål nu må være, at Han fylder vores liv.

Ugens Ord 30
OP