Indhold

Ugen's Ord 2002
25 Indvendig Overflod af Kristus.
af Rick Joyner

. I år har vi studeret Efeserbrevet vers for vers, fordi det er brevet, der afslører mere end noget andet af Paulus' hjertets åbenbaring af menighedens herlige kald. I denne uge fortsætter vi med:

Ef. 3:20-21.
20. Men til Ham, som over al måde formår [at udføre Han's formål] i henhold til Han's magt/kraft, som virker i mig,
til at gøre angt ud over det, som jeg beder om eller forstår [uendeligt langt udover mine største bønner, håb, eller drømme],
Ef. 1:19. Rom. 16:25. Fil. 2:13. Kol. 1:29. ENDETIDEN (Ef. 3:20-21), 4:13-15.
21. Til Ham være ære gennem mit liv, i kirken og i Kristus Jesus igennem alle generationer for evigt og altid. Amen.
Rom. 11:36, 16:27. MENIGHEDEN Ef. 5:23-24.

Jeg har aldrig mødt en kristen, der ikke var sikker på, at Herren i virkeligheden kunne gøre meget mere for dem, end de nogensinde kunne bede eller tro – de var bare ikke sikre på, om Han ville. Dette er et gyldigt spørgsmål. Det er tydeligt, at Herren aldrig har gjort alt, hvad Han kunne. Herren kunne have helbredt alle syge mennesker i verden, sørget for mere end nok mad til alle de sultne og så videre. Der er ingen grænser for, hvad Han kan gøre, men Han har begrænset, hvad Han vil gøre, indtil visse betingelser er opfyldt.

De betingelser, som Gud har stillet for frigivelsen af Han's gerninger, er for det meste relateret til tro og lydighed. Den anden del af verset ovenfor bliver dog ofte overset, og det er afgørende for at forstå frigivelsen af Guds kraft. Han's overflod er relateret til "den kraft, der virker i os." Han ønsker ikke bare at åbenbare sin kraft for os, men gennem os. Dette er ikke for at gøre os egocentriske, men fordi det har været Han's ultimative formål at gøre mennesket til sin bolig. Han ønsker at åbenbare sig selv gennem sit folk.

Til dato har dette været den bedste grund for folk til ikke at tro på Herren. Det vil være den bedste grund til at tro på Ham i sidste ende. De fleste kristne forstår hensigten med Herren, som åbenbarer sig selv gennem Han's folk, men mange har en stor misforståelse, der hindrer den praktiske udmøntning af denne store sandhed. Denne misforståelse er den forkerte lære, at "Gud ophøjer ikke mennesker." Skriften fortæller os gentagne gange, at Han gør det. Faktisk lover Han, at "...den, der ydmyger sig selv, skal blive ophøjet" (Matt. 23:12). Har du nogensinde lagt mærke til, at de, der understreger mest, at "Gud ikke ophøjer mennesker", kan være nogle af de mest arrogante mennesker af alle? De afslører deres stolthed ved at blive dommere over alle andre – især dem, som de opfatter, ophøjer sig selv. Selvpromovering er en af de mest ødelæggende faktorer for sand tjeneste, og Herren lover også at ydmyge enhver, der ophøjer sig selv. Men vi er nødt til at lade ham gøre dette, ellers falder vi i en dødbringende fælde. Jeg har aldrig læst et skriftsted, der siger "Ydmyg din næste," eller et, der opmuntrer os til at ydmyge dem, der ophøjer sig selv. For os at sætte os selv op som dommere, eller at betragte det som vores opgave at ydmyge andre, er noget af det mest arrogante, vi kan gøre, og derfor gør vi netop det, vi dømmer i andre.

Idealisme er en form for humanisme, og ydmyghedsidealerne er normalt meget langt fra den karakter, som Gud søger i os. David blev af sine brødre opfattet som arrogant, da han nægtede at blive skræmt af Goliat. Sand tro opfattes sædvanligvis som arrogance af dem, der er fanget i vrangforestillingerne om falsk ydmyghed.

Vi vil aldrig være værdige til noget, som vi modtager fra Herren på grund af vores egen godhed eller retfærdighed. Men at føle sig uværdig er selvcentrering, som er roden til selvretfærdighed. Vi ser stadig kun til os selv i stedet for til den, der er vores retfærdighed. Herren sagde "enig med din fjende," så hver gang fjenden fortæller mig, at jeg ikke er god nok til, at Herren kan bruge mig, er jeg enig med ham. Jeg er dog ikke min retfærdighed, og min retfærdighed vil aldrig være grunden til, at Herren bruger mig. Det er ved at have ydmygheden til at stole på Ham og kraften på Han's kors, der sætter Ham i stand til at udføre Han's gerninger gennem os.

Det er tåbeligt af os at betragte os selv som store, fordi Herren gør store gerninger gennem os. Som nogen engang sagde, er det ligesom æslet, som Jesus red ind i Jerusalem og troede, at alle Hosiannaerne var til ham, i stedet for ham, der red på Han's ryg. Alligevel vil Herren åbenbare sin herlighed og Han's kraft gennem Han's folk. Vi vil aldrig være værdige til dette. Vi vil aldrig kunne gøres os fortjente til det. Alt, hvad vi kan gøre, er at tro på Gud. Hvis vi tror på Ham, vil vi også adlyde Ham. Det er alt, hvad vi kan gøre, men det er også alt havd vi skal gøre.

Ugens Ord 26
OP