Indhold
Ugen's Ord 2002
26 En Værdig Vandring.
af Rick Joyner
I denne uge begynder vi vores studium af et af de mest kortfattede kapitler i skrifterne som afslører kirkens kaldelse og formål, Ef. 4.
Der er et mønster i Paulus' breve, som også følges i dette. Den første del er normalt en påmindelse om mange generelle principper i troen. Så erklærer han frimodigt hovedformålet med brevet kortfattet og kraftfuldt. Så slutter han af med opmuntring.
Ef. 4 er et af de mest modige og kraftfulde af alle hans budskaber til menighederne. Vi vil begynde med at se på:
v:1-3.
1. Så formaner jeg [appellere jeg til og beder dig], den fangne i Herren, at I vandre [føre et liv] som du er blevet kaldet til
[dvs, at leve et liv, der udviser guddommelig karakter, moralsk mod, personlig integritet,
og moden adfærds - et liv, der udtrykker taknemmelighed til Gud for din frelse],
Ef. 3:1. Rom. 12:1. Kol. 1:10.
2. med al ydmyghed og sagtmodighed uselviskhed [forsage selvretfærdighed], ædel, mildhed,
[opretholde selvkontrol] med langmodighed, overbærende med hverandre i [uselvisk] kærlighed,
Matt. 11:29. 1 Kor. 13:4. Kol. 1:11, 3:12. 1 Tess. 5:14. KÆRLIGHEDSBUD Ef. 5:25-28.
3. og stræbe efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd: [alle arbejder sammen for at gøre det hele succesrig].
Gal. 3:23. Fil. 1:27. Kol. 3:14. HELLIGE ÅND (Ef. 4:3-4), 4:30. FRED Ef. 6:15.
Paulus skrev dette brev, mens han var fange i Rom ikke længe før hans henrettelse. Det er bemærkelsesværdigt, at han ikke betragtede sig selv som en fange af romerne, men som en fange af Herren. De, der lever i tro, ved, at der ikke kan ske dem noget, som Herren ikke tillader af Han's egne grunde. Derfor accepterede Paulus sin situation som ordineret af Gud. At leve efter denne tro er den eneste måde, hvorpå vi vil være i stand til at vandre på en måde, der er vores kaldelse værdig.
De, der vandrer i tro, er altid frie, selvom de er i det stærkeste fængsel. Paulus frygtede ikke døden, fordi han døde dagligt. Han var allerede død for denne verden, så der var virkelig intet, verden kunne gøre mod ham, der kunne stjæle hans sande liv. De, der vandrer på denne måde, i den sande tro på Gud, vil være de mest frie, dristige, beslutsomme, glade, ydmyge og elskværdige mennesker, der går på jorden. Efter hans egen indrømmelse var Paulus mere hjemme i Ånden og hos Herren, end han var i legemet. Så da de tog hans krop, betød det lidt for ham. Når tiden er inde, er det sådan, vi alle burde have det.
Det er interessant, at den måde, Paulus opmuntrede efeserne til at vandre på en måde, der var Herren værdig, var at vandre i ydmyghed, mildhed, udvise tålmodighed og overbærenhed over for hinanden i kærlighed. Kristne bør vandre i en værdighed og i ophøjethed, der overstiger enhver jordisk kongelig. Vi er børn af kongernes Konge. Hvis du nogensinde har set nogen af en virkelig ædel ånd, vil disse kvaliteter altid være at finde der. En, der ved, hvem de er, og ved, at de gør Guds vilje, vil have en styrke og frimodighed, der tillader dem at være ydmyge, milde, tålmodige og vise overbærenhed og kærlighed. Har du nogensinde set en, der var utålmodig i en ædel ånd?
Dernæst opfordrer Paulus sine læsere til at være flittige til at bevare Åndens enhed i fredens bånd. Dette er noget, der bestemt kræver flid, fordi djævelens primære angreb mod kirken har til formål at forårsage splittelse. Djævelen ser ud til at forstå bedre end de fleste kristne, at enhed bringer en mangfoldighed af autoriteter. Som vi bliver fortalt i 5 Mos. 32:30, hvordan kunne en jage tusind, men to vil drive ti tusinde på flugt. Herren sagde i Matt. 18:19, "...hvad som helst to af jer på jorden bliver enige om at bede om noget, det skal de få af min Fader, som er i himlen." Ordet, der er oversat med "enig" her, betyder lidt mere end blot intellektuelt samtykke til en sag sammen, men alligevel afslører dette den potentielle kraft af enhed. Hvis vi forstår dette, hvordan kan vi så ikke være de mest flittige til at bevare Åndens enhed?
Ugens Ord 27
OP