Indhold

Ugen's Ord 2002
11 Guds Gave 1.
af Rick Joyner

I denne uge fortsætter vi studiet af vores kald i:

Ef. 2:8-9.
8 For af nåde [>Gud's ufortjente gunst/favør] er jeg frelst ved tro [forløst fra dom og gjort delagtig i Kristi frelse] og denne frelse kommer ikke af mine egen gerninger, [ikke på grund af mine egne anstrengelser], men det er en Guds gave,
Ef. v:5. Ap.g. 15:11. Rom. 3:24-28, 6:23. Gal. 2:16. TRO Ef. 2:17.
9 det skyldes ikke gerninger [opfyldelsen af lovens krav], for at ingen skal rose sig. [Det er ikke et resultat af, hvad enhver muligvis kan gøre, så man kan være stolt/rose/prale af sig selv, eller tage ære for sig selv].
Rom. 3:20,27, 4:2ff, 11:6. 1 Kor. 1:29. 2 Tim. 1:9.

Hvorfor ville Paulus vende tilbage til at tale om noget så grundlæggende efter at have forklaret efeserne, at de var kaldet til så høje ting som at sidde med Kristus i de himmelske steder? For i dette liv vil tendensen til at begynde at dømme os selv og forsøge at etablere vores plads hos Herren på grundlag af vores egne gerninger være en konstant fristelse. Jo højere vi rejser os og jo mere åndelig autoritet vi får, jo større kan denne fristelse blive.

Paulus mindede utrætteligt enhver menighed om som han skrev til, at de ikke blev frelst ved gerninger, men ved tro på Kristi fuldendte gerning. Han forstod, at den største udfordring mod evangeliets sandhed, selv blandt hedningerne, var at begynde at erstatte korsets kraft i deres liv. Nu, næsten 2.000 år senere, er dette stadig en primær test, der frister enhver troende, enhver kirke, enhver bevægelse og får mange til at snuble. Dette er faktisk den samme prøvelse, som Adam og Eva stod over for i haven – ville de prøve at leve af viden om godt og ondt eller af frugten af Livets Træ? Vi står alle over for det samme valg.

Det virker rimeligt, at vi skal være i stand til at måle vores godhed. Hvis det "gode", vi ser i os selv, opvejer det onde, vil vi have det bedre med os selv, og tænke, at Gud også burde. Er hele pointen ikke, at Han ønsker, at vi skal være gode? Men det er en grundlæggende afvigelse fra troen, der fører til både sand godhed og vores frelse. Vores godhed vil aldrig måle sig med det, der er acceptabelt for Gud. Som Paulus forklarede galaterne, ville de blive adskilt fra Kristus, hvis de tog omskærelsen til sig og forsøgte at stå på lovens gerninger for retfærdighed. Det er så alvorligt.

Loven åbenbarede standarderne for Guds retfærdighed. Den afslørede også, at intet menneske kunne leve efter loven, så ofre for synd var nødvendige. Da Kristus, det rene, pletfrie, Guds Lam kom og gav sit eget liv for at betale for vores synder, blev Han vores frelse. At afvise Ham og prøve at komme på grundlag af vores egne gerninger er en ultimativ stolthed, vildfarelse og fornærmelse mod Guds nåde, som Han gav os. Det vil aldrig ændre sig. Vi vil aldrig være i stand til at stå foran Gud, fordi vi har været gode, men vi kan frimodigt komme foran Han's trone til enhver tid ved Guds Søns blod. Jesus alene er vores retfærdighed.

De, der begynder at stole på deres egne gerninger, vokser uundgåeligt i stolthed over sig selv, ikke i Kristus. Disse vil være de mest fornærmede af dem, der hævder retfærdighed baseret på tro, såsom farisæerne blev fornærmet af den unge kirke. Konflikten, der opstod mellem Kain og Abel, handlede grundlæggende om det samme. Kains offer blev afvist, fordi han ofrede frugten af sit eget arbejde, mens Abel ofrede et blodoffer, der profeterede om Kristi komme. Dette førte til raseri i Kain, som fik ham til at dræbe sin bror. Korset som grundlag for vores accept fra Gud er fortsat det primære konfliktpunkt.

Hvis vi virkelig følger Kristus, og Han er vores retfærdighed, vil vores ros altid være i Ham. Hvordan kunne vi nogensinde tænke højt om vores egne gerninger, når vi først ser, hvad Han har gjort? For os selv at antage, at alt, hvad vi kunne gøre, ville gøre os acceptable, er en krænkelse af korset, og den ultimative form for stolthed, der vil føre til et ultimativt fald, der adskiller os fra Kristus.

Det er ved at se Han's store kærlighed til os, at Han for alle tider har bevist ved at lide, som Han gjorde på vores vegne, så vi med respekt vil elske Ham og følge Ham. Når vi vandrer i viden om den frelse, Han udholdte på vores vegne, opnår vi stigende frihed og frimodighed, når vi stoler på Ham, ikke os selv.

Som Jesus forklarede, elsker Faderen os også. Faktisk var det Faderen, der elsker os så højt, at Han sendte sin elskede søn for at dø for os. Faderen elsker os så højt, men Gan vil aldrig acceptere os for vores egne gerninger. For Ham at gøre det er at ophæve korset og overlade os til vores synd.

Ugens Ord 12
OP