Indhold

Ugen's Ord 2001
32 Spørgsmålet om Liv
af Rick Joyner.

For dem af jer som har samarbejdet med os i bøn, ved at se Dennis Rippy helbredt har været en af vores største byrder af vores tjeneste i de to sidste år. Tidlig den sidste mandag morgen døde Dennis fredelig medens han sov.

Dennis kæmpede mod kræft som nogen nu engang kunne. For to år siden gav lægen Dennis fem procent chancer til at klare den gennem natten. Mange fra vores forsamling i Charlotte samlede sig sammen i bøn, og mange brugte hele natte på hospitalet, de nægtede simpelthen at lade Dennis gå. Nogle uger senere forlod Dennis hospitalet.

Sidste år, angreb denne modbydelige fjende Dennis igen. Lægen gav ham 30 dage at leve i. Igen vandt Dennis over denne dødsdom. Så pludselig for et par uger siden viste der sig en tumor i hans hjerne. Mange fra vores team var på en konference i Schweiz hvor vi modtog de ord at Dennis havde fået to dage at leve i. To uger senere kæmpende han stadig den gode strid, men det var synligt at han var træt. Og til sidst gav han helt op.

På det sidste har vi set en dramatisk helbredelse af kræft ved en enkelt bøn. Hvorfor kunne Dennis ikke blive helbredt efter at have fået mere forbøn end for nogen personer jeg har kendt? Meget af tiden havde vi forbøn 24 timer gående for ham. Jeg ved at det er ikke gentagelsesbønner der for Gud til at bevæge sig. Og jeg følte at næsten alles ” bønne meter” var lidt lavere gennem den sidste kamp. 2 nætter før han døde hørte jeg en hørlig stemme i min søvn sige at Dennis var træt og at han snart ville dø. Jeg ringede til Robin MacMillan og prøvede at tilskynde ham til at opmuntre Dennis og de andre, men jeg vidste og jeg tror Robin vidste at dette var enden. Så hvordan går vi så bare videre med livet og smiler og erklærer det er en sejr for Dennis og Gud’s folk fordi han er bedre stillet hvor han er nu.

Jeg ved at Dennis er meget bedre stillet nu, og at han er nok mere ked af det på vores vegne som er tilbage og kæmper os gennem dette liv her. Men jeg ved også at Herren vil gøre det at det kommer til at arbejde for det gode for os alle, og at der vil være en endelig sejr i det. Selv da, tror jeg ikke på at det er meningen med at Gud’s folk skal tages bort fra denne jord, og jeg vil ikke kalde det en sejr. Styrken af alt det vi er, kommer fra at vandre i sandheden. Sandheden er at vi mistede den ene. Jeg er ærlig talt ikke sikker på hvorfor, men jeg har i sinde at blive ved at spørge Herren indtil vi for svar. Jeg gør ikke det af skyld eller bedrøvelse over at vi har mistet Dennis, men for at vi ikke skal holde på med at tabe disse kampe.

Som kristne er vi kaldet til at vandre i Herren’s opstandelseskraft. Vi er kaldet til at demonstrere den. Vi er kaldt til at vandre i autoritet over cancer, AIDS, og i enhver anden form af sygdom. Jeg ved at det er noget vi må vokse i, men at se sandheden i øjnene er en af måderne vi modnes på. Som Poul Cain fornyelig sagde, ” Kristen modenhed kommer ikke med tiden, men med ret svar til at behandling af Gud.” Hvis vi er modnet af dette, må vi have det rette svar i det.

Jeg er virkelig glad for Dennis. Vi kan nu glæde os af hans liv. Jeg er både ked af det og glad for det overfor hans familie. De vil føle tabet af ham, men kampen er ovre nu, og de kan nu komme videre med deres liv. Vores tjeneste føler tabet af ham. Han og Jackie var vores første og mest trofaste forbeder har haft. Dennis vil blive savnet, men vi har i sinde at bruge hans liv som en motivation til at gå højere op. Det er vor første mål at ikke en i vor forsamling dør som et resultat af sygdom eller et uheld. Og så ønsker vi at vokse i autoritet over sygdom så ikke en bliver syg. Så ønsker vi at vokse i den autoritet så når vi kommer ind på et sted, vil djævlen løbe skrigende bort, sygdom vil fly fra os. Vi ønsker også at gå igennem landet og ødelægge djævlens arbejde, helbrede de syge, kaste dæmoner ud, og åbenbare Gud’s riges kraft, og Han's kærlighed til Han's skabning.

John Wimber fortalte mig engang at han bad til helbredelse for omkring tusinde mennesker førend han så sin første helbredelse. På grund af hans udholdenhed så han måske nogen af de mest bemærkelsesværdige helbredelser fra den store helbredelse bølge i halvtredserne. Alligevel havde John altid det spørgsmål om hvorfor bestemte ikke blev helbredt. Han sagde heller ikke til nogen at de var helbredt førend de virkelig var helbredt. Jeg følte altid at det var denne side af ærlighed der gjorde ham til en af de store mænd på hans tid.

Selv da, led John selv af svære hjerteproblemer, og en af hans sønner døde a cancer. Jeg har ofte følt at det var svært for mennesker at bede for og at det var hårdt for dem at bede for John fordi de troede at han havde meget mere autoritet på det område så at deres bønner ville ikke betyde ret meget. Imidlertid, er det meget nemmere at have tro for andre end det er at have tro for sig selv. Jeg er sikker på at John nemmere kunne tro Gud for andres helbredelse meget mere end han kunne for ham selv. For denne årsag skyld har vi brug for hinanden, og tænk efter at, selv den mest stille, sky, troende som kæmper stærkt med livet, kan stadig bede bønner der bevæge Gud til at reagerer.

John løftede mange op som stadig udholdende venter at se sejr og udfrielse. Vi har i sinde at gøre det samme. Vi vil ikke kalde det for sejr, men det vil resultere i sejr, og øge vores beslutsomhed i dette område. Ligeså, har vi brug for dig med og i taknemlighed værdsætter vi dine bønner. For måneder siden har vi haft en lignende kamp med min fader. På samme tid havde han 6 truende fatale problemer, flest af dem kunne ikke blive behandlet fordi behandling ville afstedkomme andre problemer. To gange blev vi kaldt til hospitalet hvis vi ønskede at se ham for sidste gang. Jeg havde haft et par få ”sidste afsked” med ham. Det var ni måneder siden. Vi har set mirakler, og nu er han degenereret igen, næsten komplet lammet, både fysisk og mentalt.

Hvis jeg var i min faders sted ville jeg meget hellere være hjemme for lang tid siden. Jeg har spekuleret på om vore bønner har holdt ham i live imod hans vilje. Det at se ham i den tilstand han er i nu er utrolig svær for mig, jeg må virkelig forberede mig hårdt i lang tid ved hvert besøg, og det tager mig en tid at komme ovenpå bag efter. Selv da, kan jeg ikke bare give op overfor nogen så længe der stadig er liv. Livets i sig selv er så dyrebar. Selvfølgelig, det næste liv vil blive mere end det, og det vil blive godt at komme der, men hvem ved hvilken stor gerning eller stor sandhed min fader måtte være i stand til at efterlade os med hvis han kunne komme sig nok til at sige det til os. Jeg tror ikke at troen nogensinde giver op.

Igen tak til alle jer som så trofast står sammen med os i bøn. Jeg beder også for jeres sejr hver uge når jeg skriver disse ord. Ligegyldig på hvilken måde kampen her kommer til at vise tingene i tiden, Gud’s rige kommer. Han’s rige vil være mere herlig end vi nogensinde kan fatte. Løven og lammet vil ligge sammen, Sygdom og ulykke vil ikke være kendt, og hver en tåre vil blive tørret bort. Et kan vi være sikker på -- livet er stærkere end døden, og vil til slut sejre. Vi har den mest noble og værdige sag. Lad os holde ud i vores kaldelse til at forberede vejen for Herren. Tak Herre for Dennis liv. Må Herren blive ved med at tale til os gennem hans liv.

Ugens Ord 33
OP