Til 2024 Menu

Livet I Den Nye Pagt 32
af Rick Joyner

Martin Luther sagde engang: "Et åndeligt menneske har ikke brug for en kontrakt, og et uåndligt menneske kan ikke holde en." Så hvad gør vi?

Da vi lever i en tid, hvor sand religion, sand tro og sand kærlighed til Gud er mere og mere sjældne i verden, har vi brug for stærkere kontrakter for næsten alle aftaler. Vi har også brug for flere begrænsninger og konsekvenser for at overtræde dem for at de kan blive håndhævet. Begrænsningerne og håndhævelsen bliver dog i stedet svækket mere og mere. Lovløsheden er stigende og truer nu med at overskride enhver barriere.

I Skriften er Guds dom over de nationer, der har kendt og fulgt ham, og derefter vendt sig bort fra ham, værre end dommen over de nationer, der aldrig kendte ham. USA kan være den nation, der har fulgt ham og søgt at leve i hans lys længere end nogen anden i denne tidsalder. Men nu har vores land vendt sig fra ham og i bund og grund krævet, at han ophører med selv at blive nævnt i skoler og på offentlige pladser. I denne tidsalder vil Herren kun blive, hvor han er ønsket, og konsekvensen af ??hans afgang fra vores land har været en frygtelig og hurtig nedadgående spiral ind i stigende lovløshed med alle de medfølgende ulykker. Alligevel bebrejder vi stadig Gud for enhver dårlig ting, der sker os, og bruger hans navn som en forbandelse. Vi er blevet advaret i tusinder af år om, at de dårlige ting, der nu sker for os, vil komme over, er dem, der forlader ham, og derved hans beskyttelse. Dette er vores handlinger, ikke hans.

I Esajas 1-5 opstiller profeten rækkefølgen den ulykke, der vil komme over de nationer, der går fra ham og begynder at kalde det gode ondt og det onde godt. Den første er, at »lunefulde børn vil blive deres ledere« (se Esajas 3:4). Er der noget, der bedre beskriver, hvad der er sket med os?

Det ultimative spørgsmål, vi bør have om vores nation på dette tidspunkt, er, om vi er faldet for langt, om menneskers hjerter og samvittighed er blevet forhærdet og brændt til det punkt, hvor de ikke længere kan nås, og om der kun er ét middel -ødelæggelse. Det er det, der i sidste ende rammer de nationer, der vender sig fra Gud, uanset hvor magtfulde de er.

Jeg hører det i stigende grad forkyndes i Amerika, at Gud har brug for os, at vi stadig er den mest retfærdige nation, og at vi er en værdifuld tilhænger af Israel. I betragtning af Israel, da de var den eneste nation, der tilbad Gud i hele verden, skånede Herren dem ikke, da de faldt til sådan fordærvelse. Hvordan er det, at Amerika er sikret mod dom, når der nu er andre nationer, der står imod mørket med langt mere beslutsomhed og effekt end Amerika? Nogle er endnu mere trofaste og loyale i deres støtte til Israel.

Gud kan rejse op fra den mindste, svageste nation på jorden alt, hvad han har brug for til den nation, han vil bruge på dette tidspunkt. Faktisk er hans styrke "fuldkommengjort i svaghed" (se 2 Kor. 12:9), og han "modstår de stolte, men giver de ydmyge nåde" (se Jakob 4:6). Er der overhovedet en tanke mere arrogant end at tro, at Gud har brug for os?

Trofasthed i vores støtte til Israel er vigtig, fordi vi får at vide i bibelske profetier, at alle nationer vil blive dømt efter dette. Denne trofasthed er ikke baseret på, at Israel står ret og er retfærdigt, men fordi Israel er sådan en forkynder af Guds hensigter. Israel, der også er korrupt, følger i øjeblikket den humanisme, der har ført hele jorden på afveje fra Gud. Israel skal vende tilbage til Gud lige så meget som enhver nation. Vi er lovet, at den vil, og det vil være et tegn på Guds trofasthed og hans løfter.

Vi kan protestere mod, at Amerika er så velhavende og magtfulde, og vi er den ældste republik, der er viet til frihed og retfærdighed for alle. Men har der været frihed og retfærdighed for alle, eller bare nogle? Gud har ikke brug for vores rigdom eller vores magt; vi har brug for hans.

Der er ingen menneskelig leder, der er i stand til at lede os ud af det hul, som vi er faldet i som nation, selvom de kan hjælpe med at vende nationen tilbage til ham. Vores eneste håb nu er at vende tilbage til Gud og bede om hans nåde. Denne barmhjertighed vil komme i form af vækkelser og opvågninger, som vil vende vores hjerter tilbage til ham og hans veje, ikke kun påvirke nogle af vores handlinger i en kort tid. Vores synd og korruption er nu for dyb for en overfladisk behandling. Alligevel, selv så langt som vi er faldet, er det stadig ikke for langt for Gud at nå os og redde os.

Men Gud er vores eneste håb nu. Sandheden er, at Gud altid har været vores eneste håb.

Til 33
OP