Til 2024 Menu

Livet I Den Nye Pagt 21
af Rick Joyner

I sidste uge begyndte vi at se nærmere på, hvordan livet ville se ud for dem, der bliver på livets vej til det sidste. Dette er vigtigt, fordi Herren sagde, at det var dem, der "holdt ud til enden," der ville blive frelst (se Matt 10:22, 24:13, Mark 13:13). Jeg tror, man kan have et større fald eller flere fald, blive genoprettet og afslutte sin vandring i trofasthed, og måske blive endnu stærkere, hvis man bygger i ydmyghed.

Vi må vente og lade Herren være dommer over dette, men jeg er enig i, at det ville være rart, endda nyttigt, at se nogle af os løbe godt og afslutte godt uden at falde. Dette vil sandsynligvis ikke ske uden at forblive ydmyg, og med den nuværende optegnelse kan det se ud til, at det kræver et stort fald at føre til den ydmyghed, der er nødvendig for den nåde, der ville bevare os. Til dette er vi nødt til at kæmpe mod stolthed og for ikke at falde, som andre har gjort. "Derfor skal enhver, der tror,?at han står, passe på, at han ikke falder" (1 Kor. 10:12).

Det ser ud til, at apostlen Paulus' store fald fandt sted før hans omvendelse, idet han forfulgte kirken. Det ser ikke ud til, at han havde et større fald efter sin omvendelse, men det, han gjorde før det, holdt ham ydmyg indtil det sidste. Da vi ikke kender til andre store tilbageslag, Paulus har lidt, vil vi bruge ham som et eksempel på en, der efter omvendelse løb godt og afsluttede godt. Hvordan så det ud for mennesker på hans tid? Havde han en stor arv med dem? Sikkert ikke.

Paulus skrev i sit brev til Filipperne, at han bad om at blive formet efter billedet af Herrens død, og det ser ud til, at han døde, ligesom Herren gjorde. Hans venner forlod ham og spredte sig, og ingen stod sammen med ham.

Mange af de kirker, Paulus havde tjent for, var faldet fra, og de afviste ham som deres apostel over dem. På dagen for hans henrettelse forekom det Paulus, at hans lidelse og arbejde for menighederne var blevet til intet, og måske endda hele hans liv ikke havde båret varig frugt.

Paulus havde muligvis glemt de breve, han havde skrevet til disse kirker længe før for at hjælpe med at styrke dem i Herren. For hans menneskelige øjne havde bogstaverne ikke fungeret så godt. Men Paulus havde levet sit liv så fokuseret på Guds evige hensigter, ikke de midlertidige formål med dette liv, at evigheden mættede hans ord i disse breve. De kunne ikke ødelægges. Den dag i dag bærer de sandsynligvis mere evig frugt for Paulus' regning end alle de prædikanter, der har levet siden ham.

Jeg har kendt og set nogle af vor tids store mænd falde i fælden med at fokusere deres sidste år på arv, og det kostede dem dyrt. Det ser faktisk ud til, at jo mere man fokuserede på dette, jo mere blev deres arv negativ. Når vi gør det, holder vi op med at prøve at følge Herren tættere og begyndte at arbejde for det, der virkelig er selvcentreret og selvforherligelse.

Bed venligst for mig, hvis du ser mig gøre dette, og advar mig med mine egne ord, hvis det er nødvendigt. At fokusere på vores egen arv synes at være en ret sikker måde at plette den på eller endnu værre, at miste vores sande arv, som er hos Herren, ikke hos mennesker.

At fokusere på vores arv er en fælde. Gør det ikke! Hold dit fokus på Herren og modtag belønningen for hans offer. Alt, hvad vi kunne have gjort, blegner i betydning; alt, hvad vi kunne have været, var, at han gjorde det gennem os. Ellers ville vi være som æselet, Herren red ind i Jerusalem, og troede, at alle hallelujaer og lovprisninger var for den, snarere end for den, der sad på det.

Så hvad er vores belønning? Det starter med at høre de største ord fra Kongen selv på dommedag: "Godt gjort gode og tro tjener!" Dette efterfølges af evigt liv med ham på et sted, der er langt mere vidunderligt, end vi kan forestille os. Det er kun begyndelsen. I dette liv gør vi klogt i ikke at fokusere så meget på os selv for at tænke på vores arv, hvilket er et ret godt bevis på, at vi har været for fokuserede på os selv hele tiden. Vi skal holde vores fokus på ham, være hengivne til at komme stadig tættere på ham og i alle ting være engageret i hans arv.

Til 22
OP