2023 Menu

47 Livet i Kongeriget 1
Uge 47, 2023
af Rick Joyner

Skriften gør det klart, at det kræves at vandre i den nye pagts kirkeliv for at vandre i den nye pagt, som vi ser i tekster som 1 Joh 1:7: "Hvis vi vandrer i lyset, som han selv er i lyset, har vi fællesskab [koinonia] med hinanden, og Jesu, hans Søns blod renser os fra al synd."
Selvom dette vers ikke nødvendigvis omhandler vores forløsning for at stole på Jesu sonoffer, taler det om at vandre i den nye pagt. Mange har en ægte frelsesoplevelse, når de stoler på Jesu kors for deres forløsning og bliver født på ny, men virker åndeligt "dødfødt" ved ikke at vandre i de fordele, Jesus betalte for dem. Hvordan dette påvirker deres evige liv er ikke skriftmæssigt klart, men vi ved, at de i det mindste går glip af de fordele, de kunne have i dette liv.

En af de mest vidunderlige fordele ved at vandre i lyset af den nye pagt er koinonia- fællesskabet med andre medlemmer af hans legeme. Koinonia er det højeste og dybeste forhold, vi kan opleve. Det er et niveau af binding, der går ud over, hvad vi kan opleve med selv den nærmeste menneskelige familie, fordi koinonia kun kan opleves med Jesus i vores midte. Jesus bringer menneskelige relationer et strejf fra himlen, som kun kan opleves af dem, der er forbundet med ham og det himmelske rige.

Jeg husker stadig, hvor fantastisk det var at opleve den kærlighed og åbenhed, kristne har for hinanden, da jeg først blev kristen. Når jeg mødte en ny, føltes det som om, jeg havde kendt dem godt og længe. Jeg har været hengiven til kirken, siden jeg blev født på ny, hvilket har været mere end et halvt århundrede, og dette har bragt en rigdom og dybde til mit liv, jeg ikke engang kan forestille mig at leve uden.

Jeg har været en del af nogle få unikke menigheder, der har været berigende og vidunderlige. Jeg tror dog, at jeg kun har oplevet ægte koinonia med en gruppe af troende et par gange. Dette var et næste niveau af åbenhed og dybde i forholdet sammenlignet med, hvad jeg generelt havde oplevet med andre troende. Dette har også ruineret mig til det punkt, at dette forbliver en hovedforfølgelse i mit liv.

Desværre blev de fællesskaber, hvor jeg oplevede ægte koinonia, alle blev bragt på afveje og til sidst opløst. Dette var så dybt bekymrende for mig, at jeg besluttede at forstå, hvad der var sket. Jeg konkluderede, at hovedårsagen til, at de blev bragt på afveje, var, at vi var begyndt at søge mere koinonia end Herren. Vi gjorde dette, fordi oplevelsen var og er så virkelig vidunderlig, men vi kan ikke lade Herrens store gaver distrahere os fra ham. Selv de største, vigtigste sandheder eller fordele, vi har fra Herren, kan blive afguder, når vi tillader dem at formørke vores hengivenhed til ham.

Faren med koinonia er, at den er så vidunderlig, men det betyder ikke, at vi ikke skal søge den eller søge at bevare den. Vi skal bare holde vores hengivenhed til Herren så meget stærkere. Vores forhold til Herren kan og bør forblive større end noget andet og hvis vi holder ham først, kan vi have tillid til andre store velsignelser, som han betalte en dyr pris for, at vi kunne have og nyde.

Jeg kender folk, der har gjort bøn til et afgud. De bedømmer sig selv og andre ud fra, hvor meget de beder. Bøn er bestemt en af de største gaver, vi har. Hvordan kan vi ikke konstant undre os over vores evne til frimodigt at gå foran kongernes konge med vores bønner og vide, at vi vil blive hørt? Det er også en af de vigtigste ting, vi kender fra Skriften, som Gud elsker. Men bare fordi nogle tager det til en ekstrem eller gør et afgud ud af det, betyder det ikke, at vi skal stoppe med at bede. Vi burde bare være mere beslutsomme på at gøre det på den rigtige måde. Det samme gælder i vores stræben efter koinonia. Lad ikke det eller noget andet formørke din hengivenhed til Herren.

Ugens Ord 48
OP