2019 Menu

Den 2den Amerikanske Revolutions/Borgerkrig 30
af Rick Joyner.

Den amerikanske republik er opstået for at blive muligvis den største nation i historien på mange grundlæggende måder. Det er ikke sket uden fejl og tragedier, som vi også må erkende. Vi gør stadig mange fejl. Alligevel har vi været den dominerende økonomiske og militære styrke i verden i over et halvt århundrede og har sjældent brugt den til at dominere andre. Jeg siger "sjældent," fordi der har været tidspunkter og steder, hvor vi har brugt det til at tvinge vores vilje på andre. Men der har aldrig været en nation, der genopbygger sine fjender efter at have besejret dem i krig, som USA har. Som en leder af en udviklingsnation sagde: "Den hurtigste måde for en nation at blomstre på er at gå i krig med USA, overgive sig hurtigt, og se så hjælpen strømme ind.”

Den amerikanske republik kan have været den mest generøse nation i historien. Vi er kendt for at være de hurtigste og mest generøse til at reagere på en naturkatastrofe overalt i verden. Selvom vi har haft mange uoverensstemmelser og hykleri på det måde, vi tillod slaveri, behandlede de amerikanske indianere og derefter fortsatte med at undertrykke minoriteter, har vi konfronteret meget af denne ondskab og fortsætter med at gøre fremskridt. Der er meget i vores historie, der er hæderligt, og vi ville være uretfærdige ikke at "give ære til hvem ære tilkommer."
Med alt det gode, der er blevet gjort, og de fejl, vi er begyndt at lære af, er der nu to kriser i Amerika, som vil ødelægge vores republik, hvis de ikke løses hurtigt. Grundlæggerne advarede om begge disse trusler og sagde, at hvis en af dem fik greb om landet, ville republikken være dødsdømt. De har nu mere end et greb – de har kvælertag på os.

Den første og mest alvorlige af disse trusler var, hvad Thomas Jefferson kaldte "retligt tyranni." Selv i den nye nations første år så han en snigende tendens til, at den dømmende magt tilraner sig de to andre grenes autoritet, såvel som staternes og folkets. Dommeren gjorde dette i klar overtrædelse af forfatningen. Med hensyn til dette retlige tyranni, har vi nu overgået, hvad grundlæggerne frygtede kunne ske – på nogle måder har det overgået retstyranniet for at blive retsligt anarki. Forfatningen hænger nu i en tråd.

Et chokerende eksempel på dette retlige tyranni var den måde, føderale dommere for nylig blokerede præsidentens ordrer på. Dette er en omtrent så klar krænkelse af "magtsadskillelsen" i forfatningen, som vi kunne have. De udøvende ordrer, der blev annulleret af disse dommere, var inden for den myndighed, som blev givet til præsidenten af både forfatningen og kongressen gennem lovgivning. Disse dommere lavede et direkte angreb på både præsidentens og kongressens autoritet. Dommerne, der blokerede disse udøvende ordrer, citerede ikke nogen krænkelse af forfatningen eller nogen love for deres handlinger – de var bare uenige i præsidentens politik.

Der er hundredvis af føderale dommere. Hvad hvis de alle begyndte at blokere enhver lov eller politik, de var uenige i? Fordi retsvæsenet er blevet så politiseret, at hvis konservative dommere begyndte at blokere enhver lov eller bekendtgørelse, de ikke var enige i, og enhver liberal dommer begyndte at gøre det samme, kunne ingen lov vedtages eller håndhæves, og ingen udøvende handlinger kunne træffes. Hvis de har magten til at blokere enhver lov i kongressen eller udøvende ordre fra præsidenten, har de dybest set annulleret autoriteten for begge de andre regeringsgrene og gjort sig selv til landets øverste lov i stedet for forfatningen.

Det er en fejlslutning, at forfatningen etablerede tre ligestillede regeringsgrene. Forfatningen pålægger tre grene, der var beregnet til at have checks og balances på hinanden, men de var aldrig beregnet til at være ligestillede. Forfatningen gav den lovgivende gren mest autoritet, fordi den forventedes at være den mest lydhøre over for staterne og folket. Dette er grunden til, at det er den eneste gren, der har fået bemyndigelse til at stille en rigsretssag og kontrollere offentlige udgifter.

Den næstmest magtfulde regeringsgren var den udøvende magt, som fik autoriteten over det nationale forsvar og udenrigspolitik. Det er klart, at ikke alle tre grene af regeringen kunne have deres egen udenrigspolitik, men det er, hvad retsvæsenet søgte at antage ved at angribe præsident Trumps indvandringsordrer, da indvandring blev placeret under udenrigspolitikken. Enkelte føderale dommere, som ikke blev valgt, men snarere udpeget, overtog autoriteten over præsidenten og kongressen med deres handlinger.

Uanset om vi er enige i præsident Trumps politikker eller ej, burde de føderale dommere, der satte ophold på hans eksekutive ordrer, straks være blevetstillet for en rigsret for en så åbenlys krænkelse af forfatningen og magtadskillelse. Dette skete ikke på grund af uduelig lederskab i Kongressen, som alene har magten til at rigsret.

Der skal uden tvivl være et stærkt og uafhængigt retsvæsen, for at der kan være retfærdighed i landet, men retsvæsenet er nu kommet så langt ud af sin bane – og tilraner sig autoriteten fra de to andre grene af den føderale regering såvel som den myndighed, der skulle forblive hos staterne og folket - at det nu er den største trussel mod republikken, ligesom grundlæggerne forudsagde.

Så hvad kan vi gøre? Vi tager det op i næste uge.

Ugens Ord 31
OP