Til Oversigt 2018
Borgere Af Et Højere Rige – Åbenbaringens Bog 51
Rick Joyner
Troens gang er ikke beregnet til at være let. Faktisk er det meningen, at det skal være umuligt. Vi kan ikke gøre det i vores egen styrke eller visdom. Trosvandringen vil få os til konstant at leve uden for vores komfortzone og vores kontrol. Den gamle natur, som kræver at have kontrol, vil gøre oprør og bekæmpe dette. Alligevel, som apostlen Paulus udtrykte det, "at være hjemme hos Herren er at være fraværende fra legemet" (se 2 Kor. 5:6).
Vi ser i Skriften, at Satan og hans horder er blevet kastet ned på jorden. Ikke alene bekæmper vi vores egen gamle natur, men vi er også i en konstant kamp mod alle de onde kræfter i universet! Når de engle- majestæter ser ned på os svage mennesker i denne mægtige og endda umulige kamp – og ser os alligevel kæmpe videre, være taknemmelige over for Herren og konstant lovprise ham og søge at adlyde ham – undres de og tænker på, at de, der sejrer alt dette er bestemt værdige til at være deres dommere.
Vi ved fra Skriftens sikre vidnesbyrd, at de, der holder ud til enden, sejrer. Ikke alene vil kampen være forbi, belønningen til dem, der kæmpede den gode kamp, er uden for vores nuværende fatteevne. For nu er vores mål ikke bare at kæmpe for at sejre, men vi sejrer ved bare at kæmpe, hvis vi ikke stopper. Herren kan afslutte denne kamp og vinde, når som helst han ønsker det. Han lader kampen fortsætte for vores skyld. Hans ultimative sejr er ikke bare at sende fjenden, hvilket Han kunne gøre til enhver tid ved blot at trykke med sin lillefinger. Hans ultimative formål og sejr for hele denne tidsalder af menneskelig kamp mod det onde er, hvad det gør disse skrøbelige mennesker til. Så det er ikke kun, hvad vi gør, der er vigtigt, men hvad vi bliver.
Så vi er blevet kastet ind i en umulig situation, så vi kommer til at kende og stole på Den, som intet er umuligt for. Menneskets fald kom, fordi vores første forældre ønskede at have kontrol, have den samme viden som Gud og kunne stole på sig selv. Vi er kommet os over faldet, da hele vores ønske igen bliver til at kende Gud og adlyde ham og ikke stole på vores egen visdom eller styrke.
Få vandrer den sande tros vandring, fordi det er så hårdt. Det kræver, at vi ser, hvad andre ikke kan se, og som det blev sagt om Moses, stoler på den, vi ser, som andre ikke kan se. I sidste ende vil det kræve, hvad apostlen Paulus fattede, så han ikke satte nogen tillid til kødet eller ydre ting, men kun til Herren. Det er det, det betyder at modnes til den nye skabelse, vi er kaldet til at være – vi mister al vores tillid til den gamle skabelse, fordi vi ser, at den kun er en skygge af det virkelige, det åndelige.
Så vi mister ikke vores selvtillid, når vi vandrer i tro, men vi omdirigerer den til den, der er uendeligt meget mere troværdig. Når vi sætter vores lid til en hvilken som helst naturlig identitet, er vi åbenbart stadig kødelige og lever langt under det, vi er kaldet til at leve i. Af denne grund, selvom apostlen Paulus havde en så bemærkelsesværdig jødisk afstamning, mente han, at være "skrald" i sammenligning med det at kende Kristus. Det vil enhver, der virkelig har fat i, hvem han er, og hvem vi er kaldet til at være i den nye skabelse. De, der har deres håb fast på det gamle Jerusalem, kan ikke have set det nye Jerusalem.
Dette betyder ikke, at vi ikke skal kende profetierne, formålet og skæbnen for det gamle Jerusalem, som er vigtige for at opnå vores formål i denne tidsalder. Alligevel er det at sætte vores håb i det gamle at gå glip af vores eget ultimative formål. Det er det nye Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra Gud, som var den by, som patriarkerne så og satte deres håb i, som det har været for enhver sand udlænding siden.
Paulus var romersk borger, og det gav ham store fordele i det naturlige. Han brugte dette til tider for at komme ud af problemer, hvilket ikke var forkert. På samme måde er det ikke forkert af os at bruge fordelene ved vores nationale statsborgerskab eller andre sammenslutninger, så længe vi ikke tillader vores håb eller tillid til dem at formørke vores tillid til Herren og vores borgerskab i hans "hellige nation."
Igen er det vigtigt at se Guds hensigter i Israel og i det jordiske Jerusalem, men ikke når vi tillader dem at formørke vores identitet i Kristus og det nye Jerusalem. Når vi ser Herren, er det svært at blive imponeret over ethvert menneske, uanset deres position. Når vi har set, hvor han sidder og den majestæt, han har, er det svært at blive imponeret over et menneskeligt palads. Alligevel giver vi ære til hvem ære tilkommer. Vi skal fortsætte med at tage vores menneskelige medborgerskab og ansvar alvorligt, selvom de kan være meget kedelige sammenlignet med vores konge og hans rige. Vi kan dog være sikre på, at de, der er alt for betaget af det naturlige, endnu ikke har set det himmelske.
Vi skal fødes på ny af Ånden for at se riget, men der er desværre ikke mange, der er blevet født på ny, der rent faktisk ser det. Vi kan og vi skal gå i den virkelighed, som vi er kaldet til, som er at være budbringere, der forkynder det kommende rige, ikke et tidligere. Vi må gøre dette fra vores position at sidde sammen med vores konge i de himmelske steder, det eneste sted med klar vision til begge riger.
Ugens Ord 52
OP