Salme 32:6:
Lad derfor enhver, som er gudfrygtig, bede til ham i en tid, hvor han kan findes;
sandelig, i en flod af store vande skal de ikke nå ham.
Når floden er over os, vil det være for sent at prøve at bygge vores hus på Klippen. I den tid, der kommer, vil vi heller ikke kunne stole på os selv. Vi skal kende Herren som vores Kilde, og han skal være den Klippe, vi har bygget vores liv på. Nøglen til at være slave er at stole på, at Mesteren sørger for sine slaver, og vi har den mest pålidelige Mester af alle.
Dyrets mærke er et økonomisk mærke. Menneskets sidste og ultimative prøvelse er, om det vil tilbede Gud eller de ultimative afguder – penge og det humanistiske system, som afhænger af menneskeheden snarere end Gud. Penge i sig selv er ikke onde, men når vi sætter vores lid til dem i stedet for Gud, bliver de en afgud. Den ultimative prøve er, hvem vi vil tilbede, og hvem vi vil sætte vores lid til.
Hvis vi blot adlyder de bibelske befalinger om, hvordan vi skal håndtere vores penge og ressourcer, behøver vi ikke at bekymre os om dyrets mærke – vi vil være forberedt på denne ultimative prøve. Det er blevet anslået, at omkring en tredjedel af bibelsk lære om retfærdighed handler om forvaltning – hvordan vi håndterer de ressourcer, der er betroet os. I sin lignelse om talenterne belærte Herren om, at vi beslutte os til at være en "god og tro tjener" eller en "ond, ugudelig træl" ved, hvordan vi håndterer det, der er betroet os.
Det første bibelske princip om forvalterskab er, at førstegrøden skal gives til Herren til tjenesten i hans hus. Mange tror, at dette er en gammel pagts lov, men det er også i den nye pagt. I den nye pagt er vi kaldet til at være en del af det Melkezedeks præstedømme. Som vi bliver fortalt i Hebræerbrevet, modtog Melkezedek tiende. Tiende var før lov – selv patriarkerne gav tiende.
Vi kan sige, at i vores forpligtelse til at være trælle har vi givet alt, hvad vi har, til Herren. Denne lydighed begynder med at tage de første 10 % til tjenesten i Herrens hus som en tiende. Derefter er vi forpligtet til at give gaver og almisser for at hjælpe de fattige og trængende. (Det skal bemærkes, at af de to hundrede og enogtres henvisninger i Skriften til omsorg for de fattige, er to tredjedele af disse givet til enkeltpersoner og familier, en tredjedel er givet til kirken, og ingen er givet til regeringer).
Herrens løfte om trofasthed i dette er, at han vil åbne himlens vinduer og udgyde en velsignelse, indtil den flyder over. Men som trælle modtager vi ikke noget som vores eget, men snarere som skal forvaltes. Så efterhånden som hans velsignelser og forsørgelse øges i vores liv, forbruger vi dem ikke bare på vores egne ønsker, men vi ser velsignelserne som noget som vi blev betroet med, som vi kan gøre hans vilje med.
Herren lærte også, at hvis vi ikke kunne stole på den uretfærdige mammon, hvem vil så betro os rigets sande rigdomme? Så vores mål er at blive fundet troværdig med naturlige ting, så han kan betro os med rigets større ressourcer. Vi bør behandle alle ting med den respekt, som kongens ressourcer fortjener, men vores hjerter skal være på himmelske ting, ikke kun tingene på jorden. Dette er grunden til, at patriarkerne, som var rige nok til muligvis at have bygget de bedste paladser i deres tid, var tilfredse med at bo i telte. De havde set Guds by og levede for noget større end noget mennesket kunne bygge på denne jord. Det er det, tjenere skal være viet til at bygge.
Ugens Ord 22
OP