Til Ugens Ord

Kristi Forløsende Natur - Johannes Åbenbaring

Uge 21, 2016
Rick Joyner

Denne "åbenbaring af Jesus Kristus" indeholder nogle af de mest glorværdige beskrivelser om Ham, Han's brud [kirken], og tidsalderen som kommer. Dens konklusion er nok det mest opmuntrende budskab i Bibelen om fremtiden. Men midt i denne åbenbaring forudsiges der nogle af de mørkeste, højest skræmmende begivenheder i historien, sammen med antikrist og skøge kirken. Men alle er en del af "Jesus Kristus åbenbaring." Hvorfor er der en sådan ondskab inkluderet i denne åbenbaring af Jesus?

Den "syndens menneske" syndens menneske personliggør - hvad vi er uden Kristus. Den dybe mørke kirken faldt ind i gennem den mørke middelalder er den slags mørke vi alle vil falde ind i hvis vi forlader Kristus og slutter os til ånden i denne "nuværende onde tid." Dette skete for kirken efter at blive den officielle religion i Romerriget.

Det var bestemt til at ske. Jesus kaldes "den sidste Adam", og Han's brud måtte blive fristet ligesom den første Adams brud blev fristet. Kristi brud faldt også, men den sidste Adam, Jesus, gjorde det ikke. Heller ikke han fordømmer Han's brud - Han lagde sit liv ned for at forløse hende. Han havde også magt til at genoprette hende, og Han gør dette nu. Hans magt/kraft til forløsning er så stor, at Han kan tage den værste skøge og vende hende om til en pletfri brud.

Som vi er begyndt at se i en generel forstand, kom kirken under Jezabel ånd, som hele tiden har forsøgt at undergrave kirken. Hun blev en personliggørelse af den ånd for en tid. Som vi også ser i Åbenbaringen, giver Herren hende "tid til at omvende sig." Det tager tid at komme fri af denne ånd, og kirken er ikke til denne dag fri af den, selv om der sker fremskridt.

I foregående år studerede vi det bibelske princip, for at komme til det forjættede land, Israel skulle igennem et vildnis, der var det modsatte af, hvad der var blevet lovet. Denne prøvelse bragte det værste frem i folk, men det bedste i nogle. 1 Korinterbrev 10 siger, at alt, hvad Israel gik igennem i ørkenen er et budskab til os. Kirken, "det åndelige Israel," går også gennem en ørkenen for at komme til vores Løfters Land - Kristi genkomst og oprettelsen af Han's rige på jorden.

Israel tilbragte fyrre år i ørkenen, men kirken har nu været i denne Ørken for næsten to tusinde år. Ligesom Israel, er noget af det værste kommet op til overfladen i kirken i denne periode, til det punkt, at en personificering af syndens menneske kunne sidde i Herrens tempel - og templet troede, at det var Herren. Om der endnu er en opfyldelse af dette eller ikke, er stadig uvist, men det er sket i historien den måde Johannes forudså og mange tidlige kirkefædre forstod, at det ville.

Mange ting gjort ved kirken i middelalderen var præcis stik modsat med Kristi natur. Indtil kirken anerkender dette, vil verden fortsætte med at tro er disse ting er af den Kristus vi tjener. De vil fortsætte med at afvise Ham og Han's kirke. Den selvindlysende sandhed, at "de, der ikke kender historien er dømt til at gentage den" er blevet godt dokumenteret af kirken som næsten hver generation falder i de samme åndelige fælder som den foregående. Det er tid til at forstå dette og bryde den onde cirkel. Når det sker, er vi klar til at krydse Jordanfloden og ind i vores Forjættede Land.

Når vi undersøger tingene gjort i Kristi navn i historien, kan vi blive så rædselslagen, at vi kan fordømme de institutioner, tilbage fra den periode. Det vil være en fejltagelse. Jeg vil opfordre dig til at se på dette som "os", ikke "dem." Vi er ikke anderledes end de var uden Han's nåde.

Historiens vidnesbyrd tyder på, at dem, der får denne åbenbaring og står op for at fordømme skøge kirken, synes at falde i de samme ting. Anerkende kirkens dybde af synd, må vi forstå, at dybden af Guds nåde forløst ved korset er større. Det handler ikke kun forløsning men også fuldt forligenelse og genoprettelse. Vi må se på alle disse ting gennem Kristus forløsende formål.

Så dybt som verdens mørke var i fortiden, vil mørket i slutningen af denne alder være meget værre. Men vi skal huske på, at så mørkt som det bliver, er det ikke uden Guds nåde. Han har allerede forløst det, og Han vil forlige og genoprette. Han gik ikke på korset for at ødelægge de onde, men snarere for at redde dem. Han kommer ikke tilbage for at hævne, men efter Han's arv - nationerne.

Da Herren så den ondskab som verden faldt i, fordømte Han den ikke - Han lagde sit liv ned og forløste den. Denne "åbenbaring af Jesus Kristus" er i forbindelse med at Kristi blive åbenbaret i og gennem os. For at dette kan ske, må vi også se på selv de værste syndere og villig til at lægge vores liv ned for dem, så de kan blive frelst. Vi må se på det onde og ønske dem frelst og forløst fra det som de er fanget af. Vi må se på alt, selv kirken i historien, med forløsnings øjne - ikke med fordømmelse. Vi må lære at se os selv som de værste, uden nåde - ikke tænker på os selv som bedre end de som er fanget i grebet af det onde, men taknemmelige for den nåde vi har fået og ønske at give andre den samme hjælp, vi fik.

Vi tager os tid til omhyggeligt at lægge dette fundament, fordi når vi går videre, vil vi blive udfordret af mørkets dybde, som er åbenbaret i kirkens historie, hvoraf meget stadig er tilbage i vor tid. Ved slutningen af denne tidsalder vil kirken være fuldt udfriet, og den ene som er tilgivet meget, vil elske meget. Dem som er i noget af det værste mørke kan hurtigt passere i retfærdighed dem som ikke lærte at elske og forløse - og lunkne som ikke voksede i kærlighed.

Lad os beslutte nu, at vi vil genoprette den kærlighed, vi først havde til Herren, og holde den og vokse i vores kærlighed til Ham og Han's folk. Vi kan ikke overse, og undskyld det onde, men hvis Han's kærlighed er i os, vil vi se på alle med kærlighed og forløsning, uanset deres historie eller deres nuværende tilstand.

til uge 22
OP