Åb 2:1-7
Budskabet til Efesos
1. Skriv til menighedens engel [den guddommelige budbringer] i Efesus:
»Disse ting siger Han, som holder de syv stjerner [som er de engle eller budbringere for de syv kirker] i sin højre hånd,
og som vandrer midt imellem de syv guldlysestager [de syv kirker]:
Åb. 1:13, 16:20. MENIGHED Kap. 2-3, Åb. 22:16.
2. Jeg kender [b]dine gerninger og din møje og din udholdenhed, tålmodighed, og
Jeg ved, at du ikke kan fordrage, udholde de onde; og du har prøvet dem og kritisk vurderet dem,
som kalder sig selv apostle, [særlige budbringere, personligt udvalgt til at repræsentere Kristus]
og
[i virkeligheden] ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere og bedragere;
Åb. 2:19, 3:1,8,15. 2 Kor. 11:13.. 1 Tess. 1:3. 1 Joh. 4:1.
APOSTLENES GERNINGER (Åb. 2:2,19, 3:1), 20:12-13.
3. og [Jeg ved, at] du [som tror], du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt
[men er tro mod sandheden].
Matt. 10:22. Gal. 6:9. Hebr. 6:12, 10:36.
4. Ikke desto mindre har Jeg det imod dig, fordi
du har svigtet og forladt din første kærlighed
[mistet dybden af den kærlighed, du først havde for Mig].
Åb. 2:14,20. Jer. 2:2 ff. Matt. 24:12.
5. Derfor kom i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig
[ændre dit indre selv - din gamle måde at tænke på, din syndige opførsel og søg Guds vilje] og
gør de samme
gerninger som i den første tid; ellers vil Jeg komme hurtig over dig og
fjerne din lysestage [kirken, dens indvirkning] fra dens plads, medmindre du ikke omvender dig.
Åb. 2:16,22, 3:3,19. Mark. 1:15. Hebr. 10:32. OMVENDELSE Åb. 2:16. GODE GERNINGER Åb. 2:22-23.
6. Men dette du har, [til din anerkendelse], du hader nikolaiternes gerninger og korrupte lærdomme
[som vildleder og narre folk], som Jeg også hader.
Åb. 2:15. Sal. 139:21 f. ONDE GERNINGER Åb. 2:22-23.
7. Den, som har øre, lad ham høre, hvad Ånden siger til menighederne!
Til den, der
sejrer, ham vil Jeg give [det privilegium] at spise [frugten] fra livets træ,
som er i midten af Guds paradis.
Åb. 2:17,26, 3:6,12, 22:2,14. 1 Mos. 2:9, 3:3,22. Matt. 11:15, 13:9. 2 Kor. 12:4. HELLIGE ÅND (Åb. 2:7,11,17,29), 3:1.
Nogle forskere mener, at ordet "Efesos" til at betyde "tilladt" "ønskeligt", men dens oprindelse og betydning er vanskelige at spore. Andre mener, at det er "opdageren", "den første" eller "begyndelse", alt som kunne forholde sig til den tidlige kirke.
Denne kirke bliver også rost, fordi de har "sat dem på prøve som kalder sig selv apostle, og de er det ikke, og du har fundet dem at de er falske." Efter det første århundrede, blev apostle ikke anerkendt af kirken, så dette vil kan ikke anvendes efter denne periode.
Den efesiske kirken roses også for sin vedvaren udholdenhed. Herren irettesatte også den efesiske kirke for at have mistet sin "første kærlighed" [se Åb. 2:4]. Som kristne må vi sikre os imod det første - at blive så optaget af det, vi gør, at vi glemmer Ham som vi er blevet kaldet til at vokse op i. Det er en af de største udfordringer enhver kristen kirke, og bevægelse vil møde. For det første, den "første kærlighed" er så berusende, at det er let at blive kontinuerlig fortryllet af Herren. Vi bliver hen ad vejen mere og mere fortrolig med Ham, så vi gradvis mister den lidenskab, vi kendte første gang.
Alle som har oplevet denne passion [lidenskab] af "forelskelse" og derefter opretholde forholdet gennem modning stadiet vil spekulere på, om det er muligt at holde på denne ekstreme lidenskab, de havde i første omgang. Vi ved videnskabeligt, at frigivelsen af endorfiner forårsager denne ekstraordinære lidenskab folk føler, når først er tiltrukket af hinanden, hvilket resulterer i et lægemiddellignende stof, eufori. Men vores legeme har et begrænset antal af disse endorfiner, og de bliver brugt op på et par måneder. Når vi bruger dem op, er vi tilbøjelige til at gå ned, svarende til en oplevelse af at komme ud af narkotika. Dette kan få dem til at tænke således "hvedebrødsdagene er forbi", eller at de er "faldet ud af kærligheden." Det er man ikke, men deres endorfiner er brugt op, og de har brug for at gå videre til et mere modent, dybere forhold. De, der kommer igennem denne overgang er enige om, at den modne kærlighed er bedre.
Dette er sandt i menneskelige relationer, men Herren irettesætter den efesiske kirke for at have mistet denne kærlighed, de havde første gang. I Ham, kan vi faktisk have den samme form for lidenskab for Ham, den vi havde i begyndelsen. Når vi møde Herren, eller bliver født på ny, kan vi ikke have nok endorfin brændsel , men vi har noget der er meget bedre: Helligånden. Den eufori, vi føler, når vi bliver døbt i Ånden er langt større end noget vi kunne føle fra nogen nakotikamidler. Det bedste ved det er, at det ikke er nogen illusion. I stedet begynder vi at berøre eller blive berørt ved den ubegrænsede virkelighed af Herrens magt og Han's godhed. Som vi bliver fortalt af Esajas, der er "Stort bliver herredømmet, endeløs ...., over Han's rige" [se Es. 9:7]. Herren sagde, at vi ville have en brønd med levende vand som vælder op indefra, og som aldrig ville løbe tør. Dette er noget som ikke nogensinde er nød til at ende, eller endda tørre ud, men faktis kank fortsætte med at stige i vores liv.
Selv om de fleste kristne sandsynligvis oplever tidspunkter hvor de driver bort fra livets flod, har vi ikke nogen grund til. Når vi gør det, er vi nødt til at erkende det og i hast vende tilbage til den lidenskab, vi havde for Ham i begyndelsen. I Kristus løber denne flod ikke tør. For at komme tilbage, er vi nødt til at gøre de ting, vi gjorde første gang, læse, studere og søge at kende Ham og Han's veje. Fortæl andre om Ham, og ikke nægte, forsage den binding vi har sammen med andre troende, som vi er kaldet til at have, og som [1 Joh. 1:7] fortæller os, at dette er vigtig for dem, som." Dvæler i lyset"
Den menneskelige lidenskabelige kærlighed er tænkt som et mønster eller forbillede for vores forhold til Herren. I Skriften kaldes sådanne modeller "afbilleder" eller "skygger" [se Hebr. 8:5], hvilket indebærer at de kun har det stof, vores skygge har i forhold til os. Den kærlighed, vi har til Gud kan være mere omfattende, end som vi oplever til andre menneske. Så hvordan kunne vi have denne form for lidenskabelighed, en næsten altopslugende kærlighed til Herren og stadig fungere i livet?
Jeg spurgte Herren om dette for flere år siden og fik en kort oplevelse af denne kærlighed. Det var så altopslugende, at det var endda farligt på nogle måder. Jeg var så opslugt af Gud og Han's kærlighed, at noget eller nogen jeg kiggede på, elskede jeg som jeg aldrig havde følt kærlighed for før. Jeg kunne se på en telefon pæl og være aldeles betaget af hvor vidunderligt den var. Trods have brugt mange typer stoffern i mit tidligere liv før jeg kom til Kristus, jeg har aldrig oplevet nogen former at være så høj, der kom tæt nok på den kærlighed, jeg erfarede i denne oplevelse. Jeg kunne næsten heller ikke fungere, som om jeg havde været på noget fremkaldt nakotika rus. Da det løftede sig, spurgte jeg Herren, hvordan vi kunne gå i noget som dette og stadig fungere. Jeg blev vist, hvordan jeg skulle modnes i det gradvist, sammen med selvkontrol og visdom, til at vende mine følelser til handling.
Jeg er en målrettet person, der kan føle sig virkelig dårligt, hvis jeg ikke tror jeg udretter noget hver dag. Men hvad vi bliver er vigtigere for Ham end det, vi gør. Vores højeste formål som mennesker er at elske Gud. Vi opnår kun vores højere formål, og hvad vi er kaldet til at gøre, af kærlighed. Som 1 Kor. 13 fortæller os, uden kærlighed, alle vores gerninger intet værd. Det er godt at vende vores kærlighed om til handling, men vi må aldrig glemme, at kærligheden i sig selv er det hovedsagen.
til uge 18
OP