Disciple af Kristus Jesus
Det Største Kristne Liv 13
Uge 13, 2015
Rick Joyner
Et afgørende aspekt ved at være discipel er, at vi er kaldet til at være Kristi discipel, ikke menneskers. Det betyder ikke, at vi ikke lærer af andre som vores lærere, præster og endda mentorer inden for forskellige discipliner og viden. Det er et højt privilegium at sidde under vor tids store lærere og ledere, men vi er kaldet til meget mere end dette. Vi er alle kaldet til at være første generations disciple af Kristus Jesus selv.
Selvom jeg har hørt det fortalt et antal gange af andre, skete følgende beretning virkelig for mig. Da jeg var nytroende, gik en ven og jeg for at høre en mand, der gav et bemærkelsesværdigt budskab. Bagefter gik vi for at takke ham. I et forsøg på at være ydmyg svarede han: "Det var ikke mig, det var Herren." Min ven, som også var nytroende, kiggede lidt sjovt på ham og sagde: "Det var ikke så godt!"
Hvis Herren selv havde talt den aften, ville det have været meget bedre. Dette betyder dog ikke, at mandens budskab ikke var berettiget eller ikke var fra Gud. Vi er hans legeme, og Herren underviser gennem sine lærere, hyrder gennem sine hyrder, taler gennem sine profeter osv., men alligevel er vi kaldet til at følge Lammet, ikke hans sendebud.
Vi skal ære og lytte til dem, han har sendt til os. Som han sagde, da han kom ind i Jerusalem, fra den tid ville vi ikke se ham, før vi velsignede dem, der kom i hans navn. Men som vi ser i Salomons højsang, fremsatte denne profetiske metafor om forholdet mellem Herren og hans brud, den sulamitiske tjenestepige, der repræsenterer kirken, en bemærkelsesværdig og vigtig anmodning til Herren i kapitel Højsangen 1:7: "Sig mig, du, som jeg elsker, hvor vogter du din hjord, hvor du lader den hvile ved middagstid. For hvorfor skulle jeg være som en, der tilslører sig ved dine fælles hjorde?"
Bruden vil ikke være tilfreds i andres hjorde, heller ikke ved Herrens ledsagere. Hun skal være i Herrens egen flok. Det betyder ikke, at vi ikke skal være i en menighed af en af hans underhyrder, men der er en måde, hvorpå vi kan gøre dette og også direkte følge Jesus, blive undervist af ham og derved vokse op i ham.
Når jeg lytter til lærere, søger jeg ikke blot at høre Herrens ord, jeg søger at høre selve Ordet. Herren er min hyrde, og han er min lærer. I Johannes 10 får vi at vide, at hans får kender hans røst, og de følger ham, fordi de kender hans røst, ikke kun hans folks stemme, selv hans store.
At forholde sig ordentligt til de hyrder, lærere og de andre budbringere, han sender, mens udvikling et personligt forhold til Herren, er noget, vi finder lettere at forstå, når vi modnes i ham. I næste uge vil vi uddybe dette lidt mere, fordi det er afgørende, at vi forstår dette for at gå i fylden af det, vi er kaldet til.
Ugens Ord 14
OP