Menu 2014

Korrekt Sammenføjet
Missionsbefalingen 13
Uge 13 2014
Rick Joyner

Vi har set på, hvordan det at have koinonia er livsvigtigt for det sande Nye Pagts liv for at opfylde Missionsbefalingen om at gøre disciple, ikke blot omvendte. I Det Nye Testamente begyndte enhver ny troendes discipel med at blive "føjet til kirken." Der er simpelthen ingen anden bibelsk måde at vandre med Gud på, som ikke også inkluderer at være forbundet med Kristi legeme som lem af hans kirke. Vi kan ikke være ordentligt forbundet til hovedet uden også at være ordentligt forbundet med hans legeme.

Kirkeliv er påkrævet for at være en discipel i Kristus. Der bliver nu skrevet bøger for at forsøge at retfærdiggøre, at man ikke behøver at være en del af en lokal kirke. De siger, at man bare skal være en del af "riget" osv., men det er i modstrid med Det Nye Testamentes vidnesbyrd, uanset hvor klogt begrundelsen måtte virke. Hvis vi er uden forbindelse med hans legeme, er vi også uden forbindelse med hans hoved. Han kan stadig velsigne os så meget som han kan, og vi kan stadig lære om ham og blive brugt af ham, men vi vil også bevæge os længere og længere bort fra ham.

Dette kan være den primære grund til, at mange vil komme til ham på den dag efter at have gjort mange gerninger i hans navn, men alligevel beder han dem om at gå fra ham, fordi han aldrig "kendte" dem (se Matt 7:23). Det græske ord, der er oversat med "kendte" i den tekst, betyder ikke, at han ikke kendte, hvem de var, men at han ikke kendte dem i forbindelse med et intimt fællesskab. Skriften er tydelig med at vi ikke rigtig kan blive knyttet til ham uden også at være forbundet med hans legeme, kirken.

Indrømmet, kirken er langt fra, hvad den skulle være. De fleste mennesker, jeg har talt med om, hvorfor de holder op med at gå i en lokal kirke, siger ting som: de fik ikke deres behov opfyldt, blev ikke fodret, blev såret eller skuffede. Ingen moden kristen eller sand discipel ville nogensinde basere en beslutning på den slags ting. En moden kristen eller en voksende discipel lever for at give for ikke at få. Hvis de bliver sårede eller skuffede, glæder de sig over, at de fik mulighed for at tage deres kors op og tilgive andre, som Jesus gjorde, vokse i kærlighed, tålmodighed osv.

Hvis den lokale kirke, vi er blevet kaldet til, er langt fra, hvad den burde være, hvordan ved vi så, at det ikke var vores tilstedeværelse og input til den kirke, der ville hjælpe dem med at komme derhen, hvor de er kaldet til at være? Hvis vi opgiver vores post, vores opgave i Kristus, afviger vi fra hans vilje. Vi forlader måske mange af hans folk, når de har mest brug for os.

Dette udelukker ikke det faktum, at Herren fra tid til anden kalder folk til at tilbringe tid alene med ham eller sender dem på nye opgaver eller til en anden lokal kirke. Jeg har dog aldrig set ham føre nogen ud af en situation i nederlag. Han »leder os altid i sin triumf« (se 2 Kor. 2:14). Vi er ikke kaldet til at gå fra nederlag til nederlag, men fra sejr til sejr, herlighed til herlighed. Vi bør få en sejr ét sted, før vi forlader den, så vi efterlader den med sejr.

Vi får at vide i Esajas 58:8, at hvis vi vandrer i lyset, vil Herrens herlighed være vores bagmand. Det betyder, at vi vil efterlade et spor af hans herlighed bag os, ikke et spor af nederlag. Vi bør altid efterlade noget der er bygget op, ikke revet ned.

Hvordan ser sporet bag os ud?

Ugens Ord 14
OP