Menu 2014

Sand Kirke Liv
Missionsbefalingen 10
Uge 10 2014
Rick Joyner

Der er to græske ord, der oftest oversættes med "kirke" i Det Nye Testamente. Koinonia , som vi begyndte at tale om i sidste uge, taler om den særlige binding mellem de helliges fællesskab. Den anden er ekklesia, som taler om kirkeorden, struktur og ledelse. Vi skal have begge disse for at blive den kirke, vi er kaldet til at være, og for at opleve fællesskabet, som Gud havde til hensigt.

For det første kan vi have de bedste mennesker sammen i de bedste rammer med den bedste plan og de bedste hensigter med den bedste indsats og ikke opnå koinonia. Det, der får koinonia til at ske, er Herrens tilstedeværelse. Han er cementen, der binder os sammen. Der kan ikke være nogen anden erstatning. Som vi ser i Salme 133, er det, når vi hælder olie nedover hovedet, og det løber ned og dækker resten af legemet, at enhed sker.

Koinonia er afgørende for sandt kirkeliv og er en demonstration af sand kristendom. Koinonia kan dog blive en afgud, hvis vi søger det uden Herren. Vi kan have stort fællesskab og en vis grad af enhed, men vi kan ikke have koinonia uden at have Herren som centrum og formålet med vores samling. Vi skal vokse op i alle ting til Kristus, ikke til koinonia. Koinonia er resultatet af, at en gruppe er blevet forbundet med Herren. Uden at være forbundet med ham, er det ikke rigtig muligt. Hvor jeg tidligere har oplevet en vis grad af koinonia, så jeg den også forsvinde, da hengivenheden til vores særlige fællesskab og enhed begyndte at formørke vores hengivenhed til Herren.

Som Peter Lord ofte siger, "Det vigtigste er at holde det vigtigste det vigtigste." Det vigtigste er, at vi alle kommer nærmere Herren. Men som vi bliver fortalt i 1 Joh 1:7: "Hvis vi vandrer i lyset, som han selv er i lyset, har vi fællesskab (græsk ord koinonia) med hinanden, og Jesu, hans søns blod renser os fra al synd." Hvis vi virkelig vandrer i lyset, vil vi have koinonia. Vi kan ikke blive ordentligt forbundet med hovedet uden også at være ordentligt forbundet med hans legeme. Hvis vi er ordentligt forbundet med hovedet, vil vi også opleve koinonia. Så hvad med de mere end 50 % af de kristne, som ikke længere er engageret i det lokale kirkeliv? For det første er den populære moderne form for kirkeliv langt fra, hvad det lokale kirkeliv skal være. Mange har forladt kirken på grund af at være blevet såret eller skuffet. Andre er gået ud af ren og skær kedsomhed og har hverken fundet Herrens nærvær eller den koinonia, som enhver kristen har en dyb længsel efter. Separationer for enten sår og skuffelse eller kedsomhed og tomhed kunne ikke ske, hvis ægte koinonia var til stede. Kirkelivet skal ændre sig, hvis vi skal have sandt liv tilbage i kirken, som det var meningen.

Mange, hvis ikke de fleste, af de største kirker er bygget på en enkelt persons tjeneste. Den person kan være en ekstraordinær lærer eller prædikant, og det er dejligt at se så mange sultne blive bespist, men når der sker noget med den ene person, som alt er bygget op om, forsvinder folket, og der er kun få tilbage. Hvis vi ønsker, at vores arbejde skal forblive, skal alt, hvad vi bygger, bygges på Kristus. Selv den bedste af hans tjenere er ingen erstatning for ham.

Det teologiske princip kaldet "princippet om første omtale" indebærer dybest set, at det grundlæggende princip for et emne etableres ved den første omtale af det i Skriften. Dette er ikke altid tilfældet, for det er et princip og ikke en lov. Alligevel er det meget ofte sandt. Derfor er det rigtigt, at meget af det, vi har brug for at forstå om kirkelivet, vil vi modtage ved at studere kirken i det første århundrede. Selvfølgelig er vi kirken i det enogtyvende århundrede, ikke kirken fra det første århundrede, men grundlaget for kirkelivet, som det er meningen, blev lagt i det første århundrede. Det blev først bygget på kristne, der mødtes i templet som en stor gruppe for at høre apostlene undervise. Derefter mødtes de "fra hus til hus" i små grupper. Vi har brug for begge dele for et sundt kirkeliv, hvor koinonia kan ske.

Ugens Ord 11
OP