Korrekt balance
Missionsbefalingen 48 Uge 48, 2013 Rick Joyner
Vi fortsætter vores undersøgelse af Missionsbefalingen ved at tage fat på nogle af de store fæstningsværker, der må konfronteres med rigets evangelium. I de seneste uger har vi behandlet, hvordan marxismen grundlæggende er i konflikt med det kommende rige, såvel som med det, der har drevet civilisationen fremad. Marxisme er en grundlæggende regression på stort set alt, og hvor end den er blevet implementeret, har den bragt fattigdom og død.
Marxismen stiller grundlæggende kollektivet op imod alle former for enkeltpersoner. Dette er i modstrid med naturen, fordi Gud elsker mangfoldighed og unikhed, at han gjorde hvert snefnug, hvert træ og hver enkelt af os forskellige. Når det er sagt, opnås den højeste tilstand af et individ ved at passe ind i gruppen, ikke i samafhængighed eller uafhængighed, men gensidig afhængighed. Dette kan dog ikke opnås, hvis individet mister sin individualitet, ligesom mine lunger ikke kan være en nyttig del af min krop, hvis de ikke ved, at deres del er at trække vejret. Sand enhed er ikke en enhed af overensstemmelse, men snarere af forskellighed.
Så vores legemes enhed er en enhed af forskellighed, hvor hver del kender og gør sin del, mens de anerkender og ærer forskellighederne i de andre dele og arbejder sammen med dem. Dette kunne aldrig opnås, uden at hver del var i stand til at udvikle sin unikke karakter.
Sådan er det i fællesskabet, som interessant nok kommer fra ordene "fælles" og "enhed." Uden accepten og endda fejringen af mennesket kan vi ikke rigtigt have fællesskab. Man kan ikke rigtig passe ind i fællesskabet og være et aktiv for det uden at vide, hvem de er. Så grundlaget for fællesskabet er mennesket. Men mennesket kan ikke blive ved med at stå alene eller det kan aldrig være, som det er skabt til at være, hvilket kun kan realiseres i forhold til fællesskabet.
I den rette balance vil menneskets initiativ gavne mennesket og også fællesskabet. Nøglen her er "korrekt balance." Hvis et samfund vægtes for meget over for det kollektive, så det udhuler det personlige initiativ, vil det skade kollektivet. Men hvis samfundet vægtes for meget i retning af personligt initiativ, kan det fremme grådighed, egoisme og misundelse, hvilket i sidste ende vil ødelægge mennesket.