Menu
5 Se og Høre 5
Uge 5, 2011
af Rick Joyner.
I denne uge vil vi studere de profetiske gaver, og hvordan de virker i os. Når vi gør det, vil mange indse, at de har arbejdet i dem, men ikke forstået dem. Alligevel er dette ikke en videnskab, men et forhold. Vi lytter til en person, ikke kun lærer formler og procedurer.
I Amos 3:7 får vi at vide: "Sandelig, Herren Gud gør intet, hvis han ikke åbenbarer sit hemmelige råd for sine tjenere profeterne." Der er ingen steder i loven, at Herren forpligtede sig selv til at gøre dette, men han gør det, fordi han ikke ønsker at gøre noget uden at dele det med sine venner, hvilket er den grundlæggende essens af profetisk tjeneste – venskab med Gud. Profeterne er dem, der er kommet så tæt på Gud, at han ikke vil gøre noget uden at dele det med dem.
Mange stiller spørgsmålstegn ved, om man skal kaldes som profet, eller om det kan efterstræbt. Begge dele er sande. Nogle blev kaldt før de blev født, og de kan ikke andet. Det profetiske er også noget, som Skriften formaner os til at søge, så han ville ikke fortælle os dette, hvis han ikke ville lade os opnå det. Fordi den virkelige essens af det profetiske er venskab med Gud, er dette noget, han ønsker, at hele hans folk skal stræbe efter. Det er derfor, Moses sagde, at han ænskede at hele Guds folk var profeter (se 4. Mosebog 11:29).
Profeterne ser, hvad han gør, fordi de bliver så tæt på hans trone – de ser og hører, hvad der sker der. Jeg har ofte hørt det sagt, at vi ikke skal søge gaverne, men Giveren. Dette lyder ædelt og klogt, men det er i modstrid med skrifterne, og det er de umodne, der følger sådanne glimtende sætninger, der føre dem bort fra skriftens sandhed. Vi bliver formanet på sådanne steder som 1 Kor. 14:1 til: "Stræb efter kærligheden, men begær dog oprigtigt åndelige gaver, men især at du kan profetere." At forfølge Åndens gaver er en måde, hvorpå vi stræber efter Herren. Faderen søger dem, der vil tilbede ham i Ånd og i sandhed, og Åndens gaver er en måde, vi gør dette på.
Selvfølgelig forfølger vi Giveren først, men det udelukker ikke at stræbe efter Åndens gaver. Åndens gaver er ikke gaver i den forstand, at vi tænker på gaver, som gaver. En bedre oversættelse kunne have været noget i retning af "Åndens redskaber". Åndens gaver gives ikke som en belønning eller blot for at velsigne os, men gives, så vi kan udføre hans gerning. Dette Herrens værk er tilbedelse; det er vores tjeneste, gjort, fordi vi elsker ham.
Et grundlæggende værk for profeten er at tale for Gud, at sige, hvad han vil have sagt i en situation. Dette er en ultimativ tillid, som han ikke vil give til de umodne eller letsindige. Hvilken konge ville have, at nogen repræsenterede ham, som var tilbøjelig til at tilføje sine egne meninger? Derfor kan enhver bruges til at profetere, men det kræver et niveau af modenhed, integritet og tillid fra Herren for at blive udnævnt til profet. Det er en fælde for os at tro, at vi har Guds mening om alting – at det, vi tror, er det, han tænker, og det, vi måske føler om noget, er den måde, han føler om det. Dette vil i bedste fald føre til at profetere fra vores egen sjæl.
Dette er, hvad der skete med apostlen Peter lige efter, at han havde modtaget den største åbenbaring – at Jesus var Kristus. Jesus roste Peter for at have hørt dette direkte fra Faderen og fik at vide, at det var på den klippe, klippen, som er åbenbaring, der kommer fra Faderen, at han ville bygge sin kirke. Så velsignede han Peter med rigets nøgler. De allernæste ord, der kom ud af Peters mund, var direkte fra helvede, og Jesus måtte skælde ham ud ved at fortælle ham: "Gå bag mig, Satan!" (se Matt. 16:23)
Så her ser vi, hvor nemt det er at høre direkte fra himlen, og det næste kan komme direkte fra Satan. Dette skete på grund af Peters umodenhed, og det sker for stort set enhver profetisk begavet person, når de er umodne. Hvis dette er for nedslående for dig, og du er for bange for at begå en sådan fejl, vil du aldrig blive profet. Hvis du lærer af dine fejl, vil du lære at skelne mellem Guds stemme og din egen sjæl, eller djævelen, men hvis du er for bange for at begå en fejl, lærer du det aldrig. Peter var udsat for de største fejl i Det Nye Testamente, men han blev også brugt til nogle af de største gerninger, hvorfor han fik nøglerne til riget. Peter var ikke bange for at bruge dem, og han åbnede troens dør for både jøder og ikke-jøder, for ikke at tale om at gå på vandet, oprejse de døde og have en sådan kraft, at blot det at blive berørt af hans skygge bragte helbredelse.
Mange ønsker en formel for at kende Guds stemme, så de kan undgå at begå fejl, men den eneste formel, jeg kender, er at modnes i Kristus. Jeg ville elske at have den gave at være i stand til at lægge hænder på folk så de bliver modne med det samme, men jeg har aldrig set den gave i Skriften. Modenhed kræver erfaring. Det er også rigtigt, at folk ofte lærer meget hurtigere ved at lave fejl, så hvis vi vil modnes hurtigt, er vi nødt til at omfavne vores fejl som muligheder. Dette er ikke for at antyde, at vi skulle ønske at begå fejl, men vi skal ikke være for bange for at træde ud i tro. Hvis vi er det, vil vi aldrig gøre noget, og vi vil aldrig modnes i gaverne.
Jeg kender ikke en eneste person, som jeg anser for at have en profetisk gave af ægte Ny Testamentes størrelse, som ikke har begået store fejl på deres vej til modenhed. Når vi først er en befalet profet, burde vi ikke stadig lave disse, men der er forskel på et kald og en bemyndigelse til tjeneste. Paulus blev kaldet som apostel mange år før han modtog hvervet i Antiokia. Man er ikke profet, når man kaldes som profet, men kun når man er blevet bemyndiget. Vi er nødt til at "gøre vort kald og vores udvælgelse sikkert" (se 2 Peter 1:10), ellers må vi stræbe efter modenhed i vores kald, indtil Gud ser, at det er tid til vores udnævnelse. Hvis du spekulerer på, om du er blevet endnu er blevet kaldt, så er du det ikke. Når den ægte vare kommer, vil du ikke være i tvivl om det. Indtil da, nyd muligheden for at prøve dine vinger, og forbliv ydmyg nok til at omfavne dine fejl og lære af dem.
Uge 6
OP