Menu

47 Forstå Tiden's Tegn 57
af Rick Joyner.

Muligvis er hovedårsagen til, at så mange, der hævder at være genfødte kristne, ikke har et bibelsk verdensbillede, fordi de er blevet ofre for det, Paulus advarede om i Ko. 2:8:

Pas på, at der ikke skal være nogen, der tager dig som deres bytte gennem deres filosofi og forfængelige bedrag, efter menneskers tradition, efter verdens elementære principper og ikke ifølge Kristus.

Der er et populært ordsprog, at "du er, hvad du spiser." Dette er ikke sandt i det naturlige. Hvis du kun spiser tomater, bliver du aldrig en tomat. Åndeligt er dette udsagn imidlertid sandt. Hvis vi bruger mere tid på at absorbere mediernes og andre jordiske kilders perspektiver, end vi gør på at søge Guds perspektiv, vil vi blive fordrejet i vores vision såvel som i vores hjerter.

Der er også et populært ordsprog, der siger, at "man kan være så himmelsksindede, at de ikke passer ind i det jordiske." Men i sandhed kan vi være så verdslige, at vi hverken er gode for himlen eller jorden. Vores mål må være at få himlens perspektiv på jorden, og derved være med til at bringe himlen til jorden.

Hvorvidt vi ser præcist, er ikke bestemt af, hvad vi ser på, men derimod ud fra det perspektiv, som vi ser det med. Ser vi fra Guds perspektiv eller menneskets? I en af de mest chokerende irettesættelser i Skriften blev apostlen Peter kaldt "Satan" af Guds søn. Hvorfor? Vi får at vide i Mattæus 16:23, da Jesus siger til ham:

"Gå bag mig, Satan! Du er en anstødssten for Mig; for du sætter ikke dit sind på Guds interesser, men menneskets."

Herren sagde også, at en af de sidste ting, vi nogensinde ville ønske at være, er en anstødssten for selv de mindste af hans små, men her er Peter en anstødssten for Guds søn ved ikke at sætte sit sind på Guds interesser , men menneskets. Hvad er vores sind indstillet på - Guds eller menneskers interesser? Dette er et meget grundlæggende og afgørende spørgsmål, hvis vi skal opfatte sandheden og vandre i den. Ellers ender vi med at snuble, og endnu værre, blive en stopklods for andre.

Hvad gør vi for at få det himmelske perspektiv og være i stand til at skelne det fra det menneskelige, jordiske perspektiv? Som Herren lærte, hvor vores skat er der, vil vores hjerter være (se Matt 6:21). Hvis "vores hjertes øjne" eller vores åndelige øjne skal åbnes, som Paulus bad i Efeserbrevet 1:18, så vi ser fra et riges perspektiv, så må vores hjerter være i riget mere end tingene på denne jord.

Den første omtale af Guds hus i Bibelen er i 1 Mosebog 28, hvor Jakob drømmer om en stige, der rækker ind i himlen, og han ser Guds engle, eller budbringere, stige op og ned på den. Hans svar i vers 17 er: "Hvor er dette sted fantastisk! Dette er ingen anden end Guds hus, og dette er himlens port." Det er præcis, hvad Guds hus formodes at være – "himlens port". Det formodes at være der, hvor Guds folk, Hans budbringere, er i stand til at stige op til himlen og vende tilbage til jorden med beviser på himlens virkelighed og ved dette begynde at bringe himlen til jorden. Guds hus er hans kirke.

Er vores kirke kendt som en "himlens port"? Ville de, der oplever vores kirke, råbe: "Hvor fantastisk dette sted er"? Sandsynligvis ville få kirker kvalificere sig til dette nu, men mange er i gang og vil blive sådan et sted. Når kirken bliver, hvad den er kaldet til at være, vil alle, der møder den, råbe ligesom Jakob: ”Hvor er dette sted fantastisk! Dette er ingen ringere end . . . himlens port,” og det vil ske.

Hvis vi ser på kirken nu og kun ser, hvor langt den er fra det, den kaldes at være, ser vi fra et jordisk perspektiv. Herren ser os ikke bare, som vi er, men han ser os, som vi er kaldet til at være. Det er derfor, da han så ned på den faldne menneskehed og det rod, som vi havde lavet på jorden, afviste han os ikke, men han kom til os og gav sit liv til, så vi kunne blive det, vi er kaldet til at være. De, der har hans hjerte og hans perspektiv, ser heller ikke kirken eller verden, som de er nu, men hvad de er kaldet til at være. Ligesom deres Mester går de til dem, der har brug for hjælp til at ændre sig, og sætter deres liv til for dem. Det er evangeliets grundlæggende hjerte, og de, der har et sandt hjerte, vil forkynde det sande evangelium om riget.

Hvad gør vi? For det første, hvis vi har haft en negativ holdning til kirken, må vi omvende os. Kirken er hans brud. Brudgommens sande venner er ikke dem, der bare står ved siden af og kritiserer hans brud, men er villige til at lægge deres eget liv til for at hjælpe hende med at blive alt, hvad hun er kaldet til at være, som vores konge så fortjener.

Ugens Ord 48
OP