Menu

Ugen's Ord 2007
45 Indtage Landet Del 102
af Rick Joyner

Som vi før har omtalt, er det højst sandsynlig at nogle af de største kristne ledere og missionære som nogensinde har levet er i live i dag og tjener nu. Alligevel, så meget som 90-95 % af kristne missionære er enten ineffektive eller virker stik mod hensigten--nogle gange bliver negative vidner for evangeliet! Der er forskellige grunde til dette, men de fleste af disse missionære er gode kristne, selvopofrende for deres gerning, og ville blive forfærdet over den tanke at deres gerning faktisk forvoldte den stik modsatte virkning imod Kristus. Imidlertid, problemet ligger muligvis ikke hos dem så meget som det er en mangel for ordentlig oplæring, udrustning, og placering. Jeg bruger ordet "passende" her fordi, i de fleste tilfælde, er missionærerne højt uddannet og vel udrustet, men ikke for situationen de er blevet placeret i.

Nogle gange er deres fremgangsmåde, metode i at dele evangeliet så vestlig, europæisk, elle amerikansk at det ikke passer ind hvor de er placeret. Apostlen Paulus delte dette i Rom hvor han gjorde som romerne, hvilket betyder at vi må være følsomme over for den kultur og skik af de folk vi prøver at nå. Fejltagelsen ved ikke at gøre dette kan ikke kun hindre forkyndelsen af evangeliet, men det kan i høj grad hindre hvilken som helst kirke der bliver oprejst i området der, som vil have tilbøjelighed til at i klæde sig den karakter af det budskab som grundlagde den. Dette kan unødvendig holde den kirke i en stedsevarende konflikt med de lokale. Der er nok af snublestene for evangeliet uden at vi bidrager med flere unødvendige nogle.

I overvejelse af dette, har vi brug for at forstå at Herren nogle gange lægger planer for Han's missionære at de vil blive en fornærmelse for dem som de er sendt til. Et godt eksempel på dette er da Han valgte Peter som apostle for jøderne og Paulus til at gå til hedningerne. Ser det ikke ud som Herren gør dette baglæns? Peter, var en ulærd fisker, var en krænkelse for jøderne som han var sendt til. Paulus, var "en farisær af farisæerne," var i den grad en krænkelse for hedningerne han var sendt til at han indrømmede overfor Galaterne at hans "kød var en prøvelse for dem" (Se: Gal. 4:14.)

Hvorfor ville Herren gøre dette? Ser det ikke ud som om Paulus havde været mere i stand til at nå jøderne meget nemmere end Peter? Bestemt, jøderne ville have respekteret Paulus. Hedningerne ville have været meget mere bekvem ved Peter. En af hovedårsagerne Herren kan have gjort sådan var at det gjorde dem begge ubetinget afhængig af den Hellige Ånd for at opfylde deres kaldelse. Hverken Paulus eller Peter ville nogensinde være tilbøjelige til at drage opmærksomhed på dem selv, men kun Kristus.

Det at drage mennesker til Kristus i stedet for til dem selv, blev kirken i stand til at begynde at bygge på det rette fundament, Kristus, og ikke på menneskelig personligheder, selv med sådanne nogle store nogen som Peter og Paulus. Alligevel, da Paulus skrev da han var i Rom at han prøvede at gøre som romerne, var han besluttet på ikke at gøre tingene som ville gøre det endnu svære for folket at høre hans budskab.

Nogle gange er manglen på frugt i en mission resultatet af mangel på forståelse af åndelig krigsførelse som er rettet mod regionen eller åndelig krigsførelse i almindelighed. På trods af de betydelige tegn af særpræg det kan skabe, giver mange kun stadig lidt eller har ingen tro for det. De mest succesrige missionære og missioner gør det. Hvad end årsagen for fejlene for en mission er, og de kan variere, sagde Herren at Han ville fjerner hver gren som ikke bar frugt, og vi behøver den samme visdom. Hvis vi ikke fjerner grenene som ikke bærer frugt vil de fortære resurserne som skulle være tilrådighed for de grene som bærer frugt. Dette sker for mange missioner--måske så meget som 90% eller mere at resurserne går til de missioner som meget lidt frugt eller slet ingen. Hvor meget mere frugt ville der ikke være hvis disse resurser blev givet til de sande effektive missioner? Disse er ofte de mest trængte for resurser fordi de ikke er gode fundraiser.

Så har vi et andet større spørgsmål: Var det ikke et spild af resurser at fjerne Filip fra den vækkelse som bragte en hel by i bevægelse og sende ham ud i ørkenen for at tale med bare en mand? Gud's økonomi kan åbenbart være meget anderledes end vores. Så hvad hvis en missionær bruger hans eller hendes liv blot for at nå en person hvis det er Gud's vilje? Det er nøjagtigt det store spørgsmål: Er det Gud's vilje?

Som vi kan se i Luk. 10, da Herren sendte Han's folk ud, ville de komme tilbage glædestrålende fordi de havde stor e resultater. Hvis dette ikke sker, kan vi stadig være i Herren's vilje fordi Han sagde til dem Han sendte ud i Luk. 10:10, "...og hvis de ikke tager imod jer..." lader Han forstå at Han ville sende nogen ud hvor de ikke ville blive modtaget. Alligevel, når der synes at være lidt eller intet frugt fra en mission, er vi nød til at høre højt og tydeligt fra Herren at det er Han's vilje at fortsætte.

Inkompetent ledelse er en alvorlig overtrædelse, krænkelse af Herren, som Han gør klart i lignelsen af talenterne. At miste mennesker er langt værre end at miste penge eller resurser, især mennesker så selvopofrende at de ønsker at blive missionære. Når vi tillader fejltagelser eller uøkonomiske situationer at fortsætte, er det ikke alene et spild, men forlænger i det uendelige en mentalitet som tolererer fejltagelser og ødselhed som acceptabel. Hvilket de ikke er.

Når jeg møder missionære i tjeneste, spørger jeg vanligvis dem hvad deres mål er. Hvis svaret er for generelt, kender jeg allerede svaret på mit næste spørgsmål om hvad de har udrettet. Det vil uundgåeligt være lidt eller ingenting, fordi mindre klare og specifikke vores mål er, des mindre sandsynligt er det vi udretter noget. Dette er sandt for ethvert arbejde, ikke kun for missioner eller tjenester. Altfor mange missioner og missionære har ikke klare mål.

Igen, der er missionære som er meget fokuseret og vel uddannet for deres formål, som udretter en hel del. Wycliffe Bibel Oversættere kom i tanke om, sammen med en søster organisation, Jungle luftfart og radio tjeneste (JAAR). Hvor som helst jeg møder en person i tjenesten fra Samaritaneren's Pung, føler jeg en følelse af hengivenhed for dygtighed og fokus på deres formål. Det er grunden til at de får så meget gjort.

IRIS Tjeneste i Mozambique er så uhyrlig frugtbar med de resurser de har at jeg ikke tror det er ret at sammenligne dem med nogen anden gruppe. Bestemt, når så meget er udrettet med så lidt, modtager Herren mere ære. Imidlertid, hvis vore mål er mere frugt, hvorfor så ikke få mere med mere?

Jeg har diskuteret mission, men hvordan vil den gennemsnitlige kirke opmåle det til god ledelse standarder? Hvis vi leder en kirke, har vi så klare mål? Er de blevet samordnet? Kan vi måle fremgang med henblik på gennemført? Hvis udmålt, er det sandsynligt at i det mindste 90% af resurserne af kirken er hengivet til hvad der producerer mindre end 10% af frugt. Nogle ville sætte dette forhold meget værre, men jeg prøver at være generøs. Hvad ville ske hvis dette forhold blev byttet om, og vi begyndte at sætte 90% af resurserne til det som producerede 90& af frugt? Kunne vi ikke forvente at se i det mindste ti gange mere frugt end vi ser nu?

Lad os et øjeblik se på vore kirke bygninger, siden de er hvor de fleste af kirkens resurser bliver brugt. Mange af dem, selv de mest kunstfærdige og dyre, bliver kun brugt to til fire timer om ugen. Der er 168 timer i ugen, så det betyder at mange kirke bygninger bliver brugt så lidt som 2% af tiden, det er sandsynligvis gennemsnittet for alle kirker, være generøs, vil stadigvæk være mindre end 5%.

Vi må først spørge om, hjælper bygningen os virkelig med at opfylde vores formål som kirke, hvilket er at hjælpe mennesker til at modnes i Kristus, blive Ham lig, og gøre de gerninger som Han gjorde. Mange ville svare, med nogen fornuft, at vor hengivenhed til bygninger er en afvigelse fra vores formål. Af hensyn til det studie, alligevel, lad os formode at have vore egne bygninger kan være hjælpsom og ofte mindre dyrt end at leje et sted for at mødes. For at øge effektiviteten kan simpelthen være årsagen for at udtænke måder på for at få mere nytte ud af dem.

Kunne de ikke blive brugt som skole? Mange kirke faciliteter ville skabe fortræffelige faciliteter for enten dagskole for børn eller aftenskole for voksne. Nogle kunne blive brugt til andre ting såsom at starte en mikro virksomhed.

Effektivitet og god administration er ikke svaret på alting, og vi ønsker bestemt ikke at fremhæve dem for omkostningerne af et sådan kerne spørgsmål som medfølelse, moral, og de andre grunde for tro, men vi behøver at forstå hvordan dårlig ledelse er umoralsk. Liberale politiker er konstant fordømmende over hvor meget der bliver brugt på sådanne ting som forsvaret når mere skulle være gået til de fattige eller til uddannelse, o.s.v. Sandheden er, hvis du giver resurser til regeringens organisationer som formodes at give til dem der har behov, kun en brøkdel af det sandsynligvis klarer det, uanset hvor gode intentionerne er. Det, med, er umoralsk.

Det er mere umoralsk at lede mennesker dårligt end det er om penge eller ting. Mest af de ineffektive missionære vil muligvis være meget effektive hvis de var på den rette plads, tjene i den rigtige tjeneste fase. Mange prøver at være Fase 1, men som virkelig blev skabt for Fase 2 eller 3. Mange prøver at være Fase 1, 2, 3 på en gang, og derfor kan ikke gøre dem alle lige godt. Dette er et resultat af mangel på koordination inden for Kristi legeme, som der kun vil blive rådet bod på når vi kommer ind i en større enhed.

Et eksempel på dette var da vi begyndte at grave brønde i Afrika. Hurtig kom vi tilfældig over information at omkring 5000 brønde var blevet gravet i den generelle region i Afrika af andre missioner og tjenester, men kun en lille brøkdel af dem var stadig i funktion. Hvorfor? Fordi ingen havde givet dem en vedligeholdelsesplan eller uddannet de lokale til at vedligeholde dem. Mange var ikke længere i brug på grund af en mangel på en 5$ del, medens den samme gruppe brugte op til 5000$ for at bore nye brønde som sandsynligt ikke ville være i funktion ret længe.

Det er en ærefuld ting af disse tjenester gør for at grave disse brønde, men vi er blot nød til at gøre hvad vi gør med en mere langsigtet strategi. Dette problem med brønde var symbolsk på den måde mission i almindelighed har gjort der. Fase 1, som var at grave brønde, var blevet udført men der var ingen Fase 2 på stedet for at klarlægge og vedligeholde brøndene. Så Fase 3, som var at mangfoldiggøre det ved undervisning af dem som havde modtaget en brønd for at lære hvordan man bore en og så lære hvordan man hjælper sine naboer, dette syntes ikke at have være i nogens tanker

Korstog i Afrika bliver ofte gjort på samme måde. Millioner er kommet til Kristus i Afrika, og vi skulle alle glæde os over det, da det hjælper med at forvandle kontinentet. Imidlertid, hvor meget mere evig frugt ville der ikke være hvis apostle, profeter, pastore, og lære fulgte efter de store evangelister ind i en region og etablere de troende i deres tro?

Der er pastore i store kirker i Afrika som kun har en prædiken, den ene de hørte da de blev frelst. De prædiker den ene prædiken uge efter uge. Tak Herren for en sådan trofasthed, men med den overflod af store lære vi har i Vesten, vi skulle være i stand til at hjælpe med at etablere nogle af de bedste tjeneste skoler udover hele verden. Lige nu er den meste undervisning givet til dem som allerede har altfor meget!

Meget af al dette vil hurtig blive ændret fordi ejendomsret og territoriale attituder som har hersket over det meste af kirken vil brydes ned. Modne ledere bliver rejst op som er sikre nok til ikke at være truet af dem som er anderledes fra dem. men er begyndt at opdage hvor forskellighed supplere hinanden i stedet for at komme i konflikt med hinanden. Disse er Fase 1, Fase 2, og Fase 3 bevægelser i Kristi legeme, og hvis de begynder at samarbejde, vil blive den mest kraftfulde og effektfulde kraft, magt på denne planet. Husk på, enhed får ikke kun vores autoritet til at tiltage, men den mangfoldiggør den, ligesom det var lovet at en slår tusinde, men to slår titusinde.

Vi har intet at miste, men alt at vinde ved at forene os. De første til at søge enhed, er de som stifter fred, og som bliver givet det store løfte at blive kaldt Gud's sønner Se: Matt. 5:9. Hvorfor så vente? Vi kan bruge denne uge til at bringe veksling, voksende tillid, og mere og mere enighed, enhed ind i kirken? Enhed betyder at forenes med hinandens del som er anderledes. Det kræver stor nåde, ydmyghed, og visdom at omfavne dem som er anderledes fra os, hvilket er essensen af hvad vi er kaldet til at gøre. Beviset på vor modenhed vil være denne enhed.

Ugens Ord 46
OP