Menu

Ugen's Ord 2007
31 Indtage Landet Del 88
af Rick Joyner

Kirken er kaldet til at være et budskab til jorden om Gud's karakter og magt/kraft, og Han's rige, som er Han's herredømme. Som kirken modnes ind i dets formål i endetiden, vil den blive en del af himmelen på jorden, blive hersket mere af himmelens magt/kraft og autoritet end af det jordiske rige. Kirken er kaldet til at være Kristi legeme, hvilket er selve den forlængelse af Han's væsen på jorden som Han søger at gøre sine gerninger gennem.

Så hvordan vil den perfekte kirke se ud? Den vil se ud som Kristus, gøre de gerninger Han gjorde. Det er ikke kun mirakler, selv om det inkluderer dem. Dog, kirken vil prædike det budskab Han prædikede, kalde mennesker til omvendelse, til retfærdighed, og til riget.

Ligesom Jesus gjorde de fleste af Han's gerninger og prædikede de fleste af Han's prædikener midt i hverdags livet på gaderne, I endetiden vil kirken ikke være så tilknyttet til bygninger og gudstjenester så meget som den vil være at finde ude i hverdags livet. Sand kirke liv er 24 timer om dagen, syv dage i ugen. Kirke er ikke noget vi går til -- det er hvad vi er.

Alligevel, en af de største hindringer for kirken at blive hvad hun er kaldet til at være har været nidkærhed uden visdom--den idealisme af nogle som prøver at gå lige til bjergets top på uden skridt for skridt klatren som det vil kræve. Som vi bliver formant i:

Hebr. 6:11-12.
Men vi ønsker, at hver eneste af jer til det sidste vil vise den samme iver efter den rigdom, som håbet rummer,

så I ikke bliver sløve, men efterligner dem, som ved tro og tålmodighed arver det, som Gud har lovet.

Det vil tage både tro og tålmodighed at arve løfterne. Sand tro vil altid blive demonstreret ved tålmodighed. Sand tro vil ikke blive svagere ved tidens gang, men vokse sig stærkere, hvilket vi ser begynde hos Abraham, "troen's fader," og fortsætter op gennem vidnesbyrdet hos alle dem som bar Herren's ord for deres tid. Alligevel, som versene ovenover formaner, vi har brug for flid og omhu, vi må ikke blive doven.

Som vi før har dækket, Ef 4 er den mest kortfattet beskrivelse af hvad kirke formodes at være i Skriften, hvilket er opsummeret i vers 13 som, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. Resten af det kapitel beskriver hvordan kirken vil nå til dette, selve Kristi fylde. Når kirken er fuldkommen, ved vi at jorden vil blive genoprettet til det paradis det oprindelig var ment at være. Profeterne gør det klart at der vil ikke mere være gråd, smerte, sorg, hungersnød, sygdom, og ingen vil mere såre nogen--selv blandt dyr, da vil løven ligge ned ved lammet, og børnene vil lege med slanger. Det er riget, men hvad med nu?

Skal kirken mætte alle de fattige og helbrede alle de syge? Gjorde Jesus? Tænk lige over det. Ved Siloam dam må Han have trådt over nogle temmelig slemme sager for at komme til den ene som Han helbredte. Han mættede de mange et par gange ved at mangfoldiggøre maden, og uden tvivl kunne Han mætte alle de fattige på jorden hvis Faderen havde ledt Ham til det, men Han gjorde det ikke. Hvis Jesus ikke gjorde dette, hvorfor prøver kirken og tjenesterne så at gøre det?

En af djævlen's mest effektive strategier for at holde kirken svag og ueffektiv er at "udmatte de hellige." Den primære måde han gør det på er at få kristne involveret i gode gerninger som Herren ikke har kaldt dem til at gøre. Når vi gør tingene sammen med Herren, Han's åg er let, Han's byrde er let, og i virkeligheden bliver vi fornyet, forfrisket i vore sjæle medens vi arbejder. Hvis vi prøver at udføre Han's gerninger uden Ham, vil vi udmattes og blive udbrændt, så vel som ikke bære nogen virkelig, evig frugt.

En CIA embedsmand delte fornyelig noget indsigt omkring kristen mission der var bemærkelsværdig. Han brugte eksemplet fra Haiti og den Dominikanske Republik. Milliarder af dollars til velgørenhed fra kristen mission havde været hældt ud over Haiti med næsten intet udslag af det. En meget lille fraktion var blevet ledt til den Dominikanske Republik med betydelig resultat. Hvad var forskellen?

Han gav ligeledes et eksempel fra Syd Korea efter Korea krigen. Syd Korea var mulig den fattigste, mest ødelagte nation på jorden. Kristne missioner og velgørenheder øste los ind i landet indtil udenrigsministeriet stoppede det. Hvorfor ville de gøre dette? Fordi de kunne se at det var en hindring for den Syd Koreanske nationale økonomi. Hvem vil udføre noget hvis du kan få det gratis? Hvem vil prøve at starte en forretning ved at sælge ting hvis enhver kan få det gratis? Straks efter denne velgørenhed var skåret bort, kom økonomien i fuld sving. Syd Korea er nu en af de største og mest stabile økonomier i verden, og nationen har oplevet den største vækst af kristendom som ingen af de Asiatiske nationer har endnu.

I den store udtrækning jeg har rejst til mange nationer, er jeg kommet til den konklusion at over 90% af de kristne missioner og missionære er ineffektive, ikke virkelig opnår nogen ting. På den anden side, tror jeg også at nogle at de største, mest effektive missionære gennem alle tider lever i dag, så vel som de mest effektive missioner gennem alle tider. Mit point er, at det ville være vidunderligt at se de 90% som syntes at være spildt gå til dem som bære frugt, som næsten altid synes at være dem som savner hjælp og mangler resurser. Dette synes at være fordi de som er de bedste missioner og er de bedste missionære er sjældent gode nok til at reklamere for sig selv.

Jeg tror også på at det samme forhold kunne blive anvendt for kirken i al almindelighed. Den lille % del som har en (ind)virkning er langt ude af proportioner efter deres størrelse, mindre bidrags grupper muligvis på jorden kan have noget af den højeste (ind)virkning. Så er der resten, som kan være så høj som 90%, som har lille virkning, høje bidrag, og er meget travlt beskæftiget med en mængde programmer for at opretholde det høje medlems bidrag, men med meget lidt sand og evig frugt at fremvise af det.

Hvis dette her synes at ligne et angreb på kirken, er det, det ikke, så vær venlig at sende forsvars e-mails. Når vi bliver fortalt i Ordsprogene, at en vens hug er velmente, en fjendes kys er falske (Ord.27:6). Sidste år udfordrede jeg effektiviteten og nyttevirkningen af et stort kristent velgørenheds virksomhed på højde med Røde Kors og Frelsens Hær i denne Ugen's Ord, og jeg fik hurtig en reaktion fra deres embedsmænd. I stedet for den mulige overvejelse at de kan have nogle problemer, forsvarede de blot dem selv. Lig Shakespeare, "Jeg tror de protesterer for meget!" Åbenbart ramte jeg en nerve, og selv om jeg bekender at være endnu mere skuffet over dem for deres respons jeg modtog, er jeg glad for jeg fik deres opmærksomhed. Jeg tror virkelig ikke på at opgive noget som helst der begyndte på kristent fundament. Jeg ønsker ikke at give op overfor disse historiske kristne velgørenheder, men der er behov for ansvarlighed og regnskabspligt. I dette her taler jeg ikke om hvad en revision måske fandt, da de sjældent vil vise ineffektivitet, hvilket er pointet her.

Amerikanerne er generøse, og kristne er de mest generøse Amerikanere. Det er bestemt en god ting. Det er bedre at give, selv hvis kun en fraktion, brøkdel af det der bliver givet går til trængende, end overhovedet slet ikke at give. Imidlertid, hvordan vi administrerer det vi er blevet betroet med vil bestemme hvad vi skal høre, "Godt, du gode og tro tjener;" eller "dårlige og dovne tjener" Matt.25:21,26.) på dommens dag i følge Herren's budskab til os i lignelsen om talenterne. God ledelse er så vigtig for Ham. Virkningsgrad er så vigtig for Ham. Det skulle, derfor, være ligeså vigtig for os.

Som Leonard Jones for nylig skrev i en af hans daglige bloks, når du køber en ny computer er den sædvanligvis virkelig hurtig. Så begynder vi at lægge programmer ind og den bliver mere og mere langsom. Han gjorde en parallel til kirkerne, og jeg tror at det er en god en. En af de måder kristne, kirker, og velgørenheder bliver udslidt af, er ved at hengive meget af deres tid, energi, og resurser til det som faktisk bære mindst frugt. For kun en hastig gemmengang for nogle af dem, jeg tror at så meget som 95% af tiden, energien, og resurserne bliver givet til hvad der muligvis bære mindre end 5% af frugt. der kan være nogen frugt, som holder os i denne hengivenhed, men det er hvad det jo skulle.

Vores standard skulle være Herren. Han havde ikke engang en organisation, men Han bragte en nation i bevægelse. Han tog tolv mænd og gennem dem vendte Han verden op og ned. Selvfølgelig, Han er Herren og det er vi ikke, men vi skulle formodes at vokse op i ham. Det burde betyde at vi skulle konstant blive mere virksom, ikke mindre.

Vi er nød til at erkende at det ikke er den ene eller den anden alt virkningsgrad drejer sig om. Hvis vi kun fokuserer på virkningsgrad, vil vi miste sand velgørenhed. Imidlertid, hvis vi bare giver respons på behovene ud af sympati, vil vi blive afledt fra kursen, spilde tid og resurser, og blive udbrændt. Der er en forskel mellem menneskelig sympati og Gud's medlidenhed. Jesus gjorde intet ud af sympati. Faktisk, Han gav aldrig respons på menneskelige behov, men Han gjorde det Han så Faderen gøre. Vi må lære at gøre det samme. Hele vores succes er at være under samme åg med Ham, og forblive i Ham, og lade Ham gøre Han's gerninger gennem os. Mange af de programmer som nu for kirkerne og velgørenhederne til at går ned og som bære lidt eller intet frugt kan have været meget frugtfuld en engang. Imidlertid, de opfattede ikke da Herren gik videre. Der er også en tendens for at mennesker bliver besatte af disse ting, og endda pakker deres identitet ind i dem. Det kan også blive hårdt at beskære dem når de behøver det, på grund af den tilsyneladende menneskelige smerte. Og dog, hvis det ikke bliver gjort vil de komme længere og længere bagefter Herren, og vil bære mindre frugt ved hver forbipasserende blomstringstid.

Herren sagde at vi kan falde på klippen og blive kvæstet, eller den vil falde på os og vi vil blive knust (se Luk. 20:18.) Kort, vi kan gøre det på den nemme måde, eller det vil blive gjort mod os og vil blive meget hårdere. Hvis kirker og velgørenheder, som formodes at være legemet's arme, ikke give agt på advarslerne og gør det selv, vil det blive gjort for dem. Som Paulus sagde i Gal.1:10, "....Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener." Hvis vi er bange for at gøre mennesker vrede eller skuffe dem, vil dette kontrollere os, da vil vi ende med at skuffe Ham. Vi kan selv vælge.

Det vil være en herlig og kraftfuld kirke der opstår. Der kommer en stor beskæring for at hjælpe os til at komme dertil. Det er ikke kommet for at ødelægge kirken, men for at sætte hende fri. Vi kan gøre det meget nemmere hvis vi ville dømme os selv så Han ikke er nød til at gøre det.

Ugens Ord 32
OP