Menu

Ugen's Ord 2007
28 Indtage Landet Del 85
af Rick Joyner

For nogle uger siden, havde jeg to meget kraftfulde syner jeg ikke har haft i mange år. Jeg blev dybest set vist Herren's hjerte i begyndelsen af skabelsen og hvad hoved længselen af Han's hjerte er nu. Det var Han's brud, kirken. Af disse visioner, forstod jeg dybtgående at kærligheden Han har for Han's brud er af sådan en betydning at kirken ikke eksistere for kongeriget, men kongeriget eksistere for kirken. Det var en ny overbevisning af min tænkemåde, og jeg deler derfor dette med dem som har været med mig i dette studium for næsten over to år.

Det forandre ikke det jeg har delt omkring kongeriget, men det forandre prioriteten hos mig. Herren elsker sin skabning, og Han elsker jorden. Han elsker hver en spurv, det er derfor Han nævner når en enkelt falder til jorden. Imidlertid er der intet som kan sammenlignes med den kærlighed Han har til Han's brud. Den måde det blev vist for mig gav mig en større beslutsomhed end før at se kirken blive gjort rede for Ham.

For at kirken kan komme ind i hende formål, behøver hun at kende hendes høje kaldelse. Der er mange praktiske spørgsmål som må og skal omtales, men den mest vigtigste af dem alle er at hun har behov for at fatte en sådanne kærlighed til ham at hun ikke kan holde ud at være borte fra Ham. Bruden som "gør sig selv rede" gør det ud af kærlighed til Ham, ikke fra selviske ambitioner bare for at opfylde hendes egne formål. Hun behøver at se hendes formål og have sin glæde og fryd i det, men det blegner i sammenligning med at se Han's herlighed.

Bestemt der er ikke nogen i universet mere værd at elske end Gud. Han's veje som er så meget højere end vores mest ædle hengivenhed for at fatte Ham, ja selv ubetydelige sager, vil forandres. Derfor, nøglen for kirken til at rejse sig til den højde af vækst til det som hun er kaldt til, er for hende at forblive i Ham. Det er den salvelse som jeg beder over alt andet om--den salvelse at pege på Ham på en sådan måde at bruden fortæres af en længsel efter Ham. Selvfølgelig, jeg kan ikke videregive dette uden at have det i mit eget hjerte. Elske Gud er vores første og højeste kaldelse. Den ene som opnår denne højeste kaldelse er den ene som elsker Ham mest.

Den som har læst mit materiale ved at jeg altid har været en kirkens mand. I alt det jeg skriver og prædiker, prøver jeg at meddele, videregive en vision for at enhver troende skal være en del af en lokal kirke. Jeg har gjort det ud fra en overbevisning der blev givet til mig straks efter jeg blev en kristen--at et vital og ægte lokal kirke liv er livsvigtig for sand kristen modenhed og vækst. Jeg har aldrig været mere overbevist om dette, og dog, ved jeg også meget godt hvor sjældent det er at finde en menighed hvor det er muligt. For kirken og individuelle kristne at komme ind i deres formål, må begge forandres, og de vil.

Alligevel er det meget bedre at være i en umoden kirke end slet ingen kirke i det hele taget. Faktisk, det kan være meget bedre at være i en umoden kirke end i en moden. Vi har alle brug for de frustrationer og irritationer for kirke liv for at blive hvad vi er kaldt til at være--Kristus lig. Enhver vil elske den ene som er perfekt, men at elske den ufuldkomne og tålmodige giver os selv til at hjælpe dem er den grundlæggende natur som Herren demonstrerede da Han vandrede på jorden. På grund af det, er det nemmere for os at modnes når vi er sammen med umodne. Hvis vi venter på at kirken skal få dets handlinger i orden før vi ønsker at være der, vil hun være så langt henne ad vejen at vi ikke vil være i stand til at følge med!

Gud's rige vil komme, og Han's vilje vil blive gjort her på jorden ligesom i himmelen. Han's rige på denne jord vil blive langt mere vidunderlig og herlig end vor nuværende sprog kan udtrykke det. Jorden vil blive genoprettet til det paradiset oprindelig var skabt til at være, men kirken har en endnu højere kaldelse. Kirken er kaldet til det himmelske rige, at sidde med Ham på Han's trone, herske og regere med Ham. Hun vil også dele Han's guddommelige natur. Irettesættelse har været så almindelig imod dem som var åndelige at de var så over-åndelige de ikke var til nogen jordisk gode; men i virkeligheden er det de jordisk sindede kristne som ikke vil være i stand til at gøre noget godt på jorden.

Herren har haft sit folk til at bede for, "komme dit rige" i mere end tyve århundrede nu, men det vil ikke komme førend Han's brud er rede. Derfor, den mest effektive ting vi kan gøre for at hjælpe til med at bringe riget er at hjælpe kirken til at blive hvad hun er kaldet til at være. Hun er kaldt til at sidde med Ham i det himmelske og at være mere hjemme hos Ham der end hun er her.

Jeg sætter pris på dem som har et hjerte for samfundets forvandling, men denne forvandling med gode ideer er meget begrænset uden det bliver udført gennem kirken. Kirken er kaldet til at være lys som kan ses på en bjergtop, det gode samfund som tvinger dem som ser det at søge Kilden til lyset. Kirken er kaldet til at være Gud's rige på jorden, et samfund og en kultur som er fra oven, står frimodig fast i kontrast til de faldende måder af denne verden, åbenbare visdommen og naturen af hendes Konge. Kirken kan simpelthen ikke opfylde hendes formål uden fællesskab.

Jeg taler om fællesskab, jeg mener ikke at vi alle skal leve med hinanden dør om dør i det samme nabolag. Der er en forbindelse med hinanden i det sande fællesskab af de hellige som overskrider beliggenhed. Jordiske familier vokser op og vokser fra, alle går deres egne veje, men den himmelske familie vokser tættere hinanden medens den vokser op. Den himmelske familie vil vokse indtil vore åndelige bindinger overgår den mest sammentømrede menneskelige familie.

Der er en (inderlig) længsel i enhver kristen's hjerte efter denne forbundenhed med Gud's evige familie fordi det er den skæbne vi er skabt til. I de kommende uger, håber jeg at kaste lys over dette formål på en måde som skaber en genopvækning af denne vision i dem som kan have mistet den. Jeg beder for den salvelse til at kalde på en endnu højere og større hengivelse for dem som allerede har det. Jeg gør det fordi tiden er rede for det.

Kristi legeme vil begynde at komme sammen, hvilket er den største af alle tegn at det i sandhed er tiden's ende, fordi denne tid kan ikke ende førend dette er sket. Når det sker, vil riget's evangelium blive prædiket fra store og uindtagelige, uovervindelige, uangribelige af rigets fæstninger på jorden--kirken. Alligevel, Herren's egen bønner og profetier for enhed og fuldkommenhed af Han's brud må ske før denne tidsalder kan ende.

Når længslen efter sand, Ny Pagt's kirke liv er vækket i kirken, vil hun begynde at samles sammen igen. Når hun begynder at samles igen, vil Herren være i hendes midte og hun vil blive langt mere i forelsket i Ham end hun er i sig selv. Kristne som giver svar på kaldet vil begynde at erfare det ultimative fællesskab, men det vil ikke være deres hoved fokus--det vil være at komme tættere på Herren. Her er en endnu større attrå for det menneskelige hjerte end fællesskab, men vi må have samfund for at vokse tættere på Ham.

Som Herren erklærede i Matt.18:20. "For hvor to eller tre er forsamlet i Mit navn, der vil jeg være midt iblandt dem." Ordet oversat "forsamlet" her betyder meget mere end blot at komme sammen til møder; det betyder at være monteret, samlet ligesom en bil er monteret sammen for at blive til en bil. Separat, vil delene ikke være meget brugbare eller være i stand til at køre nogen nogetsteds hen, men samlet kan de komme langt. Det er den samme bibetydning som kan ses i:

Hebr. 10:23-25.
Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb,
for han, som gav os løftet, er trofast;

lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger,

og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik,

men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.

Forsamlingen" som vi ikke må svigte er mere end bare at komme sammen til møder; det er samlet, monteret sammen ligesom dele på en bil. De enkle dele kan være værdifulde, men indtil de er ordentlig sat sammen kan de ikke udrette noget. Det samme gælder for Kristi legeme.

Der er en årsag til hvorfor enhver som kom til Herren i det Nye Testamente blev "føjet til kirken." Vi skulle se på frugten af tjenester som kan røre mange mennesker, men som ikke bygger kirke. Hvor meget af denne frugt blive tilbage ? Når de rejser er folk virkelig forandret? Skinner lyset af kirken virkelig stærkere? Hvorfor er det at undersøgelser viser at der ikke er nogen målelig forskel i den karakter af dem som kalder dem selv kristne og dem som ikke gør? Noget virker virkeligt ikke.

Det er ikke for at lægge skylden for kirkernes problemer på sådanne evangelister. Vi skulle glæde os over alle som prædiker, helbreder, og på enhver måde bliver brugt til at røre mennesker i Herren's navn. Det er forståeligt at mange evangelister ville være tøvende med at sende deres ny omvendte til kirker som de ved vil lede dem kun til en død religion eller på anden måde dræne det liv ud af disse nye troende. Imidlertid, det var derfor evangelisterne i det Nye Testamente blev efterfulgt af apostle, profeter, og lære som ville opbygge kirken. Indtil de Ny Testamentlige tjenester lære at arbejde sammen, vil meget af frugten fortsætte med at være tabt. Det er sandelig bedre at disse evangelister prædiker, helbreder de syge, og vender folk mod Herren end ikke at gøre dette, men der må blive rejst kirker op hvor de ny omvendte kan modnes og vokse i deres fællesskab med Kristus og finde deres rette plads på Han's legeme.

Som der står skrevet i 1 John. 4:20, det er ikke muligt at elske Herren og ikke elske brødrene. Det er ikke muligt at virkelig elske Herren og ikke elske Han's kirke. Hvis vi elsker Ham, vil vi uimodståelig tvang til at hjælpe Han's brud til at blive bruden som vores Kongen fortjener. Hun er den største attrå i Han's hjerte, og hvis Han's glæde er den største længsel i vore hjerter, vil vi hjælpe hende med at blive rede for Ham. Dette er i virkeligheden hoved formålet som vi kan hjælpe vejen for Ham og bygge en højvej for Kongeriget.

Ugens Ord 29
OP