Menu

Ugen's Ord 2007
19 Indtage Landet Del 76
af Rick Joyner

Herren kom ikke for at prædike om kirken, men om Gud's rige. Han sendte ikke Han's budbringer ud for at prædike om kirken, men om Gud's rige. Dog, kirken er budbringeren, og bindeleddet i dette budskab. Det er også Han's brud, dronningen som vil herske med Ham i kongeriget. Derfor er det rigtig for budbringerne og tjenesterne som Gud har sendt til at være selvopofrende for at bygge kirken i overensstemmelse for der at være et middel for kongerigets budskab, og til det vigtige formål for Herren at få en værdig brud. Imidlertid, vi er nød til at betragte hvad det i virkeligheden er kirken er kaldet til at være.

Mange bevægelser som for en tid har været grundlagt på budskaber fra Gud har formet sig ind til organisationer og institutioner, men vi er nød til at overveje om disse virkelig er en repræsentation af hvad kirken virkelig er kaldet til at være, eller hvis de endog reflekterer budskabet de blev født ud af. Jeg har ikke undersøgt hver eneste organisation eller forsamling, men af dem jeg har, kunne jeg sandsynlig svare på spørgsmålet både ja og nej. Der er måder som de fleste af dem har holdt budskabet i live på og og lagt vægt på det som gav føde til dem, men som man kunne forvente, er der også måder som budskabet kan have tilbøjelig til at blive en tom form når det mister dets revolutionerende snitkant (tveægget svær). Alligevel kan der være et vigtig og gavnlig formål for at de fortsætter. Opdagelsesrejsende ville udrette meget lidt hvis nybygger ikke kom bag efter dem for at okkupere landet. For at være effektive, behøver kirken både opdagelsesrejsende og nybygger. Alt for ofte har vi erobret land som vi ikke har været i stand til at holde.

Jeg tror også at kirken må ses i sin helhed, ikke kun den individuelle del, hvis vi skal opfatte kirken som den er. Sammen med alle de forskellige, unikke dele udgør en helhed der selv i den værste tid har været det højst dynamiske instrument til det bedste verden nogensinde har kendt. Selvfølgelig har der været problemer og nogen er drevet langt bort fra livets vej til tider. Mange, selv kristne, har haft en tendens til at dømme hele kirken for dens mest ekstreme elementer, men det må virkelig blive set i dens helhed for at blive forstået fuldt ud. Af den grund, er der muligvis ikke en person som virkelig ser kirken som den er, og det er heller ikke nødvendigt. Herren er den Ene som bygger den og er den Ene som vi må have tillid til at Han gør det.

Dog, for kirken at være det den er kaldet til at være, må vi aldrig reduksere den til en lille bureaukratisk organisation, men vi er kaldet til at være et levende fællesskab; samfund; (befolknings)gruppe som er en refleksion af det kommende kongerige i både karakter og kraft/magt. Hver menighed skulle være en udpost fra kongeriget som kommer, allerede leve under Kongen's domæne og magt.

En kirke som har det hovedindhold af hvad en kirke er kaldet til at være er et sandt fællesskab og samfund, og et sandt fællesskab og samfund er et folk meden fælles enhed; harmoni; enighed. Jeg personligt kender ikke en eneste forsamling som er en perfekt refleksion af kongeriget, men der er mange menigheder, og endda bevægelser, som bestemt vokser i deres formål, og kommer tættere på det de er kaldet til at være.

Det er klart i Skriften at kirken ikke kan fortsætte på den vej for at blive det den er kaldet til at være uden at fortsætte med at vokse i samfund og fællesskab eller i fælles enhed; harmoni; enighed. Det handler om mennesker der vokser tættere sammen, elsker hinanden, respekterer hinanden, gør alt for at bygge hinanden op, og endda lægger ned sit liv for hinanden, ligesom vor Konge lagde sit liv ned for os. Den største refleksion af Gud's rige vil altid være mennesker der elsker hinanden. Som Johannes skriver vi elsker hinanden fordi Han elskede os, og Han elsker vore brødre og søstre; så vi med vil elske dem og tjene dem som for Herren.

Sådanne et fællesskab og samfund vil være en kontrast til de "fællesskaber og samfund " af denne verden, som vil miste al grundlag for enhed, og glide ind i stigende splittelse og konflikter. Riget, fællesskabet og samfundet af Kongen's folk, vil gå i den modsatte retning, ikke blive mere frygtsom, men mere trofast, ikke blive mere selvcentreret, men mere uselvisk, ikke mere deprimerede, (nedtrykte; nedslået; hæmmet), men i virkeligheden, det gladeste folk på denne planet. Der er ingen glæde som Herren's glæde, og der er ikke nogen styrke som den som kommer fra Han's glæde.

Depression spreder sig ligesom et epidemi i verden. Ingen kristne behøver at være offer for det. Hvis vi er deprimeret, er der i det mindste er et niveau af bedrag kommet ind i vore liv. Jeg er kender at der kan være kemisk eller fysisk årsager for nogle former for depression, men kristne behøver ikke at acceptere det som en del af deres liv. Alligevel omfanget af stor stigende depression i verden er ikke et psykisk problem, men et åndeligt et, og det er den jeg kort vil omtale her.

For det første, få det her dybt ind i dit hjerte og sind--hvis du kender Gud skulle du være kronisk glad--endda uforklarlig glad! Glæde har tilbøjelighed til at være et overfladisk ord for mange, og det er sandt at vi skulle have en glæde som er langt dybere end en overfladisk glæde, men det er umuligt at have dybe vande uden at noget af det er øverst, eller lavvandet. Min pointe er at hvis du virkelig har din glæde i Herren vil du være en konstant, kronisk, glad person. Du kan ikke gøre for det hvis du virkelig har din glæde i Herren.

Dette betyder ikke at vi aldrig går gennem prøvelser eller har problemer, men som Jakob formaner os, når vi vokser, lære vi at regne dem alle for glæde fordi de altid leder til sejr. Jo større prøvelserne, desto større sejre. Du kan bebrejde nogen mennesker fordi de er mere optimistisk end andre, men sand tro er den ultimative optimisme, elsk det eller lad være, og hvis vi ikke kan lide det, behøver vi en dosis af virkelig tro i vore liv.

Tro det eller ej, glæde eller ren lykke vil blive en tiltagende karakter af tros fællesskabet. Det vil blive en af de ting som får kristne til at udskille sig fra andre, og det vil tiltage mere og mere. Jeg har personligt gjort det til en egenskab at spørge de mest lykkeligste mennesker som jeg har mødt om de er kristne, og for et par år siden nu var de alle, uden forskel, kristne. Jeg er ikke sikker på at vi er på den plads/sted endnu hvor du er nød til at være kristen for at være glad, men have en sand, dyb, glæde i livet, jeg tror at det er sagen meget snart, hvis det ikke allerede er nu.

Hvis du nogensinde har været deprimeret (og næsten alle har erfaret det på et eller anden tidspunkt) du ved at en af de mest irriterende ting af alle er når du er deprimeret og nogen er glade! Tro mig--det skal være kilden til megen forfølgelse. Folk skal i stigende grad blive irriteret over dem som har sand glæde og sand fred. Tro mig også i dette--det er værd at være lykkelig og glad i stedet for at være deprimeret!

Hvis du har Herren's glæde, vil du mere og mere træde skarpt frem som lys på et mørkt sted. Mange vil komme til lyset, og mange andre, ligesom da Herren vandrede her på jorden, vil elske mørket, selv deres selvcentrede depression, mere end de vil elske lyset. Disse vil forkaste dem som vandre i lyset, og vi behøver at blive vant til forkastelse, ikke lade noget bringe os ned, fordi Herren's glæde er en sand virkelighed; og det er resultatet af at vandre i sandhed.

Alligevel dem som kender Herren og vokser i Ham vil stå endnu mere fast fordi de har deres tillid og tro i Ham. Dem som ikke kender Herren vil vandre i et tiltagende mørke og forvirring. Derfor, dem som har en voksende tillid i deres vandring og formål vil være en stigende kontrast overfor enhver som ikke kender Herren. Vi ser dette ske i:

Ap. g. 4:13.
Men da de så Peters og Johannes' frimodighed og blev klar over, at de var jævne og ulærde mænd,
undrede de sig; de vidste, at de havde været sammen med Jesus,

Den ting rådet så ved apostlene som stak dem var deres tillid. Det er ikke arrogance, men en tillid som kommer af at kende at du er i Herren's vilje, det Han er i dig og med dig, selv når du er i prøvelser og trængsler af dem som forfølger dig. Der er en nåde af tillid som mere og mere vil træde frem hos dem som vandre med Gud. Ønsker du dette? Det er en meget simpel ting at opnå, som Herren talte om i:

Matt.6:33-34
Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til.
Hver dag har nok i sin plage.

"Alle ting" som Han sagde ville blive givet til os er tilvejebringelse af det vi behøver. Det er en ting at kristne vokser i tro omkring, Herren's tilvejebringelse. Det er vigtig at forstå hvorfor disse er linked sammen med at søge Han's rige først. Han ønsker ikke at vi skal bekymre os om disse ting så vi kan forblive med at fokusere på at søge Han's rige. Vi vil bekymre os mindre og mindre om ting, tro Herren for alt hvad vi har brug for, og vokse i vores vision af Herren og Han's rige fordi det er vores fokus. (egen: brændpunkt).

Ugens Ord 20
OP