Menu

Ugen's Ord 2006
24 Indtage Landet Del 30
af Rick Joyner

Vi har kort dækket, hvordan reformatorerne mente, at mange af de bibelske profetier blev opfyldt i kirkens historien i middelalderen, som var blevet frafalden. Der opstod en modsat endetidslære inden for den katolske kirke, som antog, at middelalderen i virkeligheden havde været Kristi 1.000-årige regeringstid, og reformationen var, at Satan blev sluppet løs for en kort tid for igen at bedrage nationerne, hvilket naturligvis er et meget interessant perspektiv. Men den dag i dag har vi en tendens til at have nye perspektiver på endetidslære hurtigt efterfulgt af modsatte perspektiver. Dette burde ikke overraske os, men udfordre os til at gå dybere i vores undersøgelse og søge efter sandheden.

I de sidste par århundreder er der opstået en endetidslære der anerkender reformationens endetidslære som opfyldelsen af disse profetier i historien, og som alligevel holder fast i troen på, at disse kun var typer af en mere fuldstændig og endelig opfyldelse, der skal komme i endetiden. Hovedudfordringen ved denne opfattelse er, at der ikke synes at være præcedens for, at Skriftens profetier bliver opfyldt mere end én gang.

Selvom teorien om gentagne profetier kan være en udfordring, er ordsproget uden tvivl blevet bevist, at "De, der ikke kender historien, er dømt til at gentage den." Kirken, inklusive de protestantiske, evangeliske, pinse-, karismatiske og efterfølgende bølger er bukket under for de samme fejltagelser, som kirken i middelalderen faldt for, selv om det i mindre grad var fordi de manglede katoke kirkesls brede politiske magt.

Den stærke forfølgelse af anderledes tænkende, endda til døden, som i tilfældet med reformationsforfølgelsen af anabaptisterne [Anabaptist, (fra græsk ana, "igen") medlem af en udkants- eller radikal bevægelse af den protestantiske reformation og åndelig forfader til moderne baptister, mennoniter og kvækere.], fik mange til at vende sig væk fra religion i enhver form, hvilket affødte anti-tro filosofier. Da videnskaberne begyndte at udfordre nogle kirkelige dogmer (men ikke nødvendigvis den bibelske sandhed), blev de også drevet ind i anti-tro lejrene. Snart afviste både filosofi og videnskaber ikke blot religion, men begyndte at fremme en dagsorden for at ødelægge religiøs tro, som fortsætter den dag i dag.

Opdelingen af kristendommen gennem alle disse kræfter rystede kristendommen i dets grundlag, hvilket ikke var en dårlig ting på det tidspunkt. De, der havde sand tro, blev stærkere gennem udfordringerne. Gennem forvirringens skyer opstod nogle af de største profeter, lærere og bevægelser. Disse nye bevægelser af en hjerte-religion havde en tendens til at styre langt væk fra politik, nogle udfordrede resolut sociale uretfærdigheder såsom slaveri.

På mange måder var det de bedste tider og de værste tider for kristendommen. Det syntes uundgåeligt, at når en ny bevægelse begyndte at miste sin åndelige autoritet, ville den vende sig til timelig og politisk magt for at bevare sig selv og hurtigt blive hård og reaktionær. Dette er ikke for at udlede, at kirken ikke skal have politisk indflydelse, men når kirken, hvis rige "ikke er af denne verden", forsøger at opnå sine formål ved at bruge denne verdens magt, er det uundgåeligt blevet til tyranni. Ligeledes, når de civile myndigheder har forsøgt at påtage sig åndelig autoritet, er det uundgåeligt blevet til tyranni. Dette er en stor undersøgelse i sig selv, men for nu er vi nødt til at se nogle af de mere åbenlyse fejl, som gentages af hver ny generation, så denne cyklus kan brydes.

Der er en retfærdig dom og en uretfærdig dom. Det er uretfærdigt at anklage andre for netop de ting, vi selv gør, selvom det er i en anden form. Vi kan fordømme katolikkerne for at have en pave, men vi har mange paver, ledere, som vi tillader at overskride deres tilsigtede autoritet og endda tage Kristi plads som kirkens overhoved. Vi fordømmer katolikkerne for at bede til helgener, men vi venter ikke engang på, at mennesker dør, før vi gør dem til vores mellemmænd. Vi fordømmer katolikkerne for at tilbede Maria, men vi fortsætter med at tilbede Herrens tempel mere end templets Herre. Vi fordømmer katolikkerne for sådanne fejl som at udstede aflad, hvorigennem Guds nåde sælges, men det er svært at tænde for vores fjernsyn uden at blive udsat for tjenester, der lover velsignelser og gunst hos Gud for at give til deres tjeneste.

Min pointe er, at det er afgørende for os at lære af tidligere fejl, men ikke med det formål at fordømme andre; snarere bør vi undersøge os selv for at se, om vi gør de samme ting. Hvis det er forkert for nogen at påtage sig Kristi position som kirkens overhoved, så lad os beslutte at hengive os, ikke blot til sandheden om, at Kristus alene er kirkens hoved, men i praktisk anvendelse af, hvordan man følge ham og adlyde ham som kirkens hoved.

En af de store bibelske kontraster mellem menneskets konge og Guds konge er historien om kong Saul og David. Den grundlæggende forskel mellem disse to var deres forhold til Gud. Ligesom kong Saul mister mange det mest essentielle element i livet, og den eneste kilde til sand åndelig autoritet, når de indtager autoritetsstillinger. Saul begyndte sit skred, da han begyndte at frygte folket, der gik fra ham, mere end han frygtede Herren.

Da der for nogle år siden udkom en undersøgelse, som afslørede, at præster i gennemsnit bruger mindre end fem minutter om dagen i bøn, var der ikke mange af de præster, jeg kender, som var overraskede over dette. Den ene udtalelse som er skrevet om David mere end nogen anden, er "han spurgte Herren" (se 1. Samuel 22:10). David var en tilbeder, en bønnens mand, der havde intimt fællesskab med Herren. Saul spurgte sjældent Herren, og selv natten før sin død gik han til et medium for at spørge en død profet i stedet for at gå til Herren.

Jeg kender mange fremragende lærere og ledere, som tror, at Herren aldrig havde til hensigt at give Israel en konge til dette formål, men han ønskede selv at være deres konge. Jeg kan forstå dette perspektiv, men jeg tror, det overser profetien givet gennem Jakob i 1 Mosebog om sceptret, der blev givet til Juda (se 1 Mosebog 49:10). Personligt tror jeg, at Herren, som det siger, kendte os og kaldte os, før verden begyndte, hele tiden havde til hensigt at salve David til sin konge. Og som det er typisk, før en stor forsyning fra Herren kommer, begyndte behovet for denne forsyning at blive følt i folket, som krævede øjeblikkelig opfyldelse i stedet for at vente på modenheden af Guds forsyning. Fordi David, som opfyldte bibelske profetier og hele tiden synes at have været Guds valg for hans konge, var for ung, folkets krav om en konge førte til Sauls udnævnelse. Det er det vigtigste udgangspunkt for dem, der virkelig vil tjene under Herrens Lederskab i stedet for blot at antage dette selv – at vente på Gud.

Utålmodighed er ikke en Åndens frugt og vil aldrig føre til Gud eller hans forsørgelse. At lære at vente på Herren er primært at følge hans lederskab. På grund af vores uvillighed til at vente på Herren, ofte fordi vi tror, at hvis vi gør, vil folket begynde at spredes, vi falder hele tiden til det, der synes at være "hoved og skuldre mere end resten", men i sidste ende vil det normalt blive en stor skuffelse, ligesom Saul.

Vi kan hævde, at Herren salvede Saul, og dette er sandt, og endnu en åbenbaring af Guds store nåde. Hvordan kunne en, der er salvet, gå så galt? I forhold til Saul kan vi måske snarere undre os over, hvor meget værre han ville have været, hvis ikke Gud havde salvet ham! Jeg tror også, det er rigtigt at ære Saul for alt det gode, han gjorde. Han kæmpede nogle af Herrens kampe og vandt dem. Selv David, som var så forfulgt af Saul, ærede Saul og hans familie, så længe han levede, og sagde aldrig noget respektløst om ham. Vi ser det samme mønster blive fulgt af de fleste Guds bevægelser, falde på samme måde som Saul, idet vi er mere bekymret over folkets ønsker og meninger end Guds.

I modsætning hertil, selv da Davids egne mænd ønskede at stene ham, efter at deres familier var blevet kidnappet af amalekiterne (se 1 Samuelsbog 30), gik David ikke bare med til at gøre, hvad der kunne have formildet hans mænd, men "adspurgte Herren" om hvad han skulle gøre. Når bøn afviger fra en bevægelse, afviger den uundgåeligt fra Herren og falder til en større hengivenhed til selvopretholdelse i stedet for at tjene Herren.

Vi ser også hos David den mest bemærkelsesværdige respekt for autoritet, selv når denne autoritet forfulgte ham. Da han fik tilladelse fra Gud til at gøre, hvad der var i hans hjerte, mod Saul, slog Davids samvittighed ham, fordi han netop skar kanten af hans kappe af. Det var denne dybe og hidtil usete respekt for autoritet og salvelsen, der var grunden til, at David blev brugt til at etablere en trone eller myndighedssæde, som selve Jesus selv ville sidde på.

David nægtede at tage riget i egen hånd, selvom han var blevet profeteret til at blive den næste konge. Han besluttede, at hvis Herren virkelig havde kaldt ham til at være konge, så var Herren nødt til at gøre ham til konge. Davids respekt for autoritet var for stor til at angribe en, der havde den, eller til at tage den for sig selv. På grund af dette etablerede David en autoritetstrone, der ville bestå. Dette er en ultimativ test, som skal beståes af enhver, der ville opnå noget, der virkelig vil vare.

Dette er også grunden til, at da folket kom for at gøre Jesus til konge, flygtede han til bjergene. Hvis folket gør dig til konge, hvem skal så egentlig regere? Jesus blev født som konge! Han ville kun modtage sin autoritet fra oven. Sådan er beslutningen hos dem, der har det, der er sandt, og det, der vil vare. Hvis vi skal tjene ved Herrens autoritet, må vi vente på, at han giver os det. Så må vi beslutte, at han er den, vi vil adlyde og tjene, ikke menneskene eller omstændighederne. Først da vil Han virkelig være Hovedet.

Ugens Ord 25
OP