Menu

Ugen's Ord 2006
17 Indtage Landet Del 23
af Rick Joyner

Når vi fortsætter vores studie af antikrist, så lad os altid huske på, at det er langt vigtigere at vide, hvad Kristus gør, end hvad antikrist gør. Samtidig med at antikrist søger at overtage verden, lægges grundlaget for det rige, der skal sejre over det. Selvom slutningen af tidsalderen er profeteret som en tid med problemer, som verden aldrig har set før, er det også profeteret at være tiden for den største herlighed og bedrift af dem, der kender og tjener Herren, og i sidste ende hele verden vil blive overgivet til Kristi frihed og herlighed. Ligesom apostlen Paulus prædikede, at "Gennem mange trængsler skal vi komme ind i Guds rige" (Ap.g. 14:22), det vil også være gennem trængsel, at hele jorden kommer ind i Guds rige.

Efterhånden som disse tiders problemer tager til, bør vi glæde os over, at tidspunktet for hans tilsynekomst nærmer sig. Vores konge vil helt sikkert komme, og han vil helt sikkert sejre. Dette er tidspunktet, hvor vi er kaldet til at krydse vores Jordan flod og begynde at indtage vores land. En generation er ved at blive rejst op, som aldrig vil trække sig tilbage foran korsets fjender, selv før nogen antikrist, ligesom det erklæres i Daniel 11:31-32. Vi skal altid have dette for øje - vi er her for at tage jorden tilbage, ikke overgive den.

Nu vil vi fortsætte vores undersøgelse af den protestantiske kirkes endetidslære som er blevet næsten fuldstændig overset af lærere om endetiden i det sidste halvandet århundrede. Fordi meget af denne endetid peger fingeren mod den historiske romersk-katolske kirke, er det vigtigt, at vi kommer med nogle anerkendelser, før vi fortsætter.

Det er interessant for mig, at jeg af nogle bliver anklaget for at være anti-katolsk, og af andre for at være katolik og fremme katolicismen. Ingen af disse er sande. Men efter at have brugt år på at forske i kirkens historie, indrømmer jeg dog, at jeg i en periode blev nærmest rabiat anti-katolik. Men efterhånden som mine studier og indsigt steg, er mit perspektiv blevet dæmpet af en dyb påskønnelse og respekt for mange ting, som den romersk-katolske kirke har udrettet på vegne af den vestlige civilisation kristendom. I sidste halvdel af det tyvende århundrede har det været den mest magtfulde moralske agent i verden.

Det er også rigtigt, at protestanterne fortsatte med at gøre alt, hvad de anklagede romerne for at gøre, og næsten alle Guds bevægelser siden er ligeledes faldet i de samme åndelige fælder, om end i mindre grad. Af denne grund betragter jeg nu den romersk-katolske kirkes historiske fejltagelser som kirkens fejltagelser. Derfor vil jeg for det meste omtale denne periodes kirke som "den historiske kirke" snarere end den romersk-katolske kirke, fordi jeg mener, at vi er nødt til at anerkende disse som værende kirkens fejltagelser i stedet for blot ét kirkesamfund.

Vi studerer ikke dette for at pege fingeren på en gruppe, men for at lære af historien, så vi ikke er dømt til at gentage det. Til dato har hver generation gentaget de samme fejl i mindst en grad. Det er på tide, at denne cyklus bliver brudt.

Vi må også forstå, at den romersk-katolske kirke er helt anderledes nu, end den var i middelalderen. Uden den romersk-katolske kirke er det sandsynligt, at hele verden nu ville leve under islam. I det mindste de sidste par årtier har den romersk-katolske kirke været den mest magtfulde moralske kraft på jorden, og pave Johannes Paul II er sandsynligvis den person, der er mest ansvarlig for at optrevle jerntæppet og sætte millioner af mennesker fri fra det frygtelige åg af kommunismen. Mange af de største sjæle, der har gået på jorden gennem de sidste tusind år, var romersk-katolikker, selv i vores egen tid, dem som Johannes Paul II og Moder Theresa. Lad os holde dette for øje, når vi ser på nogle vanskelige problemer med den historiske kirke.

Som vi kort omtalte tidligere, findes en grundlæggende forståelse af antikrists natur i 2 Tessalonikerbrevet 2:1-4:

1. Med hensyn til vor Herres Jesu Kristi komme og spørgsmålet om, hvordan vi skal samles med ham, beder vi jer, brødre:
2. lad jer ikke straks bringe fra besindelsen eller skræmme hverken ved nogen ånd,
noget ord eller noget brev, der foregives at være fra os, som om Herrens dag var lige forestående.
3. Lad ingen vildlede jer på nogen måde. Først må jo frafaldet komme, og
lovløshedens menneske*, fortabelsens søn, åbenbares, *Antikrist
4. han, som sætter sig imod og op- højer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom,
så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.

Denne advarsel blev givet af Paulus, fordi manglende forståelse af principperne, der er skitseret i denne passage, kunne få kirken til at falde til netop dette bedrag og dette frafald. Det første punkt er, at frafaldet skal komme, før Herrens dag kan komme. Af denne grund venter mange eller profeterer et stort frafald. Store frafald synes at have fundet sted i hver generation, men kvalificerer nogen af dem sig til at være det frafald, der tales om i denne tekst? Det er svært at forestille sig, at der kunne ske noget værre end det, der skete i middelalderen, som ofte endda kaldes "den mørke middelalder" af den grund.

Hvor stort var dette frafald? Tænk på, at det ikke kun var imod loven at besidde en bibel, men det blev straffet med døden. Når Bibelen blev læst for folket, eller prædikener, foregik det på latin, et sprog som folket ikke forstod. Der blev etableret lære som fjernede Kristi direkte formidling for folket og placerede præsternes mellemmand i hans sted. Personlig tro på Kristus blev fortrængt af tro på kirken, og frelse skete ved inklusion i kirkens medlemskab snarere end ved tro på Kristus og hans forsoning. Selve korsets kraft blev fortrængt af "messe ofring". Halleys bibelhåndbog og andre religiøse og sekulære historier er enige om, at over halvtreds millioner mennesker blev dræbt i hænderne på den historiske institutionelle kirke i Europa for at nægte at anerkende den institutionelle kirke som den eneste kirke og den eneste vej til frelse.

Jeg har sagt dette så mildt og generøst, som jeg kan. Foxes Martyrbog og andre værker tegner et billede af kirken i den periode langt mere grafisk, end jeg synes er nødvendigt her. Det, de fleste historikere betragter som den protestantiske reformation, var salg af aflad, hvorved man faktisk kunne købe Guds nåde og endda betale for, at deres kære, der var døde, blev befriet fra skærsilden. Dette var den ultimative krænkelse af korset, og mange på det tidspunkt så det som "ødelæggelsens vederstyggelighed" eller "vederstyggeligheden, der ødelægger", eftersom det så dybtgående fjernede korset som kilden til Guds nåde og barmhjertighed, og formodes faktisk at sælge Guds nåde.

Pointen er, at det ville være svært at forestille sig, at et mere dybtgående og udbredt frafald nogensinde skulle finde sted end det, der varede i over tusind to hundrede år i middelalderen. Protestantisk endetids lære hævder, at enhver profeti om antikrists komme bliver opfyldt af historiske begivenheder i løbet af denne tid, inklusive helingen af det "dødbringende hovedsår."

Det er bemærkelsesværdigt og overbevisende, hvor specifikt og præcist disse ser ud til at være blevet opfyldt, hvilket vi kort vil dække i de kommende uger. For nu er vi nødt til at overveje, hvordan "lovløshedens menneske" er "en ødelæggelses søn", og hvordan han ville tage sin plads i Guds tempel. Mange tror, at templet i Jerusalem skal genopbygges, før lovløshedens menneske kan afsløres, men som protestanten hævder, er det ikke længere Guds tempel - men kirken. Denne antikrist må derfor tage plads i kirken og vise sig som Gud i kirken. Dette menes at blive opfyldt af pavedømmets institution, hvorved en mand, paven, har erklæret sig selv som kirkens overhoved på Kristi retmæssige plads.

Det er også let at bekræfte i den katolske kirkes egen katekismus og encyklopædier, at enhver titel, der tilskrives Kristus i Skriften, blev taget af middelalderens paver og endda mange af de titler, som Faderen fik. Fordi pavedømmet også hævdede autoritet over det skrevne Ord, fødte det den protestantiske erklæring om "Skriften alene", eller at al lære skal fastlægges ved Skriften, ikke et dekret fra nogen mand, inklusive paven.

Der var protestanter gennem middelalderen, mange af dem betalte for deres overbevisning med deres liv, men endnu mere end Martin Luthers bemærkelsesværdige tjeneste var det opfindelsen af trykpressen, der affyrede den protestantiske reformation. Den første bog der kom ud af den nye presse var den tyske bibel, skrevet på almindelige menneskers sprog. Enhver, der læste den, kunne straks se, hvor vidt datidens institutionelle kirkes dogme adskilte sig fra Skriftens lære.

Vi har meget overfladisk berørt dette emne og har ikke engang berørt mange vigtige tidsspørgsmål, såsom den historiske kirkes behandling af jøder og muslimer. Alligevel kan det, vi har dækket, ikke undgå at rejse nogle dybe spørgsmål. Disse vil vi søge at behandle i de kommende uger.

Jeg vil gerne igen understrege, at fejlene i den institutionelle historiske kirke er blevet begået muligvis af alle bevægelser siden, inklusive protestanterne, en kendsgerning, som vi er nødt til at dække i nogen detaljer. Derfor ser jeg den romersk-katolske kirkes fejl som kirkens fejl. Selvom det er rigtigt, at antikrist tog plads i kirken, som er Guds tempel, gør det ikke kirken til antikrist. På trods af alle sine fejltagelser er kirken stadig Guds tempel, og Herren selv vil fylde sit tempel.

Den protestantiske reformation antændte også en katolsk reformation og begyndte i det mindste at rense den romerske kirke for mange af dens praksis, der var gået så skævt i middelalderen. Pave Johannes Paul II fortsatte denne proces, bemærkelsesværdigt nok offentligt angret mange af den romersk-katolske kirkes historiske udskejelser og bad om tilgivelse fra de fornærmede grupper.

En af vor tids største vækkelser er også kommet inden for den romersk-katolske kirke, hvorved anslået hundrede millioner katolikker er blevet født på ny og døbt i Helligånden. Pave Johannes Paul II opfordrede alle katolikker til at søge dåb i Helligånden og åndelige gaver. Ikke alene har den katolske karismatiske fornyelse velsignet hele kirken på mange måder, den romersk-katolske kirke har velsignet hele kirken og har været et stort lys for verden på mange måder i løbet af det sidste halve århundrede. Ligesom den romersk-katolske kirke stod imod islam i middelalderen, har den fortsat stået frimodigt imod nogle af vor tids store fæstningsværker såsom kommunisme, abort og overgreb på familien.

Igen er det en fejl, der fastholder kirkens fejl, at vi peger fingeren på enhver anden gruppe, i stedet for at disse er de fejl, som vi, kirken, har begået. Hvordan det rent praktisk fungerer, vil være fokus i de kommende uger. At se disse kan hjælpe os til at bygge på det eneste grundlag, der vil vare – den Ene, der alene er vejen, sandheden og livet, som vil sejre og etablere sit rige på trods af alle vores værste fejltagelser. På det tidspunkt vil hans kirke være "uden plet eller rynke" (se Efeserne 5:27), en brud, der er Kongen værdig.

Ugens Ord 18
OP