Galaterne 6:9-10:
9. Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.
10. Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod
dem, der har hjemme i den samme tro.
Rom 2:6-8.
6. og Han skal »gengælde enhvert menneske efter sine gerninger«.
7. Evigt liv til dem, der med vedvaren udholdenhed gør godt og søger herlighed og ære og uforkrænkelighed [udødelighed], [vil Han give gaven] evigt liv.
8. Men for dem, der er selvisk ambitiøse og selviske søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydhøre overfor uretfærdigheden, [ondskab], kommer [vil der være] vrede og harme.
Her opfordres vi til ikke at miste modet i at gøre godt, fordi vi vil høste, hvis vi ikke bliver trætte. Der vil være en belønning og en høst. Men ligesom en landmand ikke planter et frø, vander det og så står der og venter på frugten, er vi også nødt til at forstå, at selvom vi måske ikke ser det for en tid, så sker det sande arbejde i folks hjerter er ofte skjult i en længere periode, men der kommer til at være frugt af vores arbejde. Det er derfor, vi får den interessante formaning i Prædikeren 11:4-6:
Den, der ser på vinden, vil ikke så, og den, der ser på skyerne, vil ikke høste.
Ligesom du ikke kender vindens vej, og hvordan knogler dannes i den gravides livmoder, så kender du heller ikke Guds virksomhed, som skaber alt.
Så dit frø om morgenen, og lad ikke hånden hvile ved aftenstid, for du ved ikke, om det ene eller det andet lykkes, eller om begge dele går godt.
For at sige det mere grundlæggende, så må vi ikke se for meget på de ydre forhold, men så sæden til gode gerninger, når og hvor vi kan, fordi vi stoler på, at Gud bruger dem på den måde, han ønsker, og til at frembringe høsten. Som det står i Romerne 2:6 ovenfor: "Mens vi har lejlighed, lad os gøre godt mod alle mennesker, og især mod dem, der er af troens husstand."
Da orkanen Katrina ramte Gulf Coast, besluttede vi at have denne beslutning. Vi vidste, at dette var en fantastisk mulighed for at gøre godt for mange mennesker, der var desperate efter hjælp, og vi besluttede at gøre dette uden forskel, men for "alle mennesker." Vi ønskede at hjælpe alle, vi kunne, men "især dem, der er af troens husstand." Vi ønskede at gøre dette, ikke kun fordi de er familie, men så de kunne være deres lokalsamfunds hjælp, og derfor ville lokalbefolkningen blive tiltrukket af de lokale kirker som deres velgører.
At arbejde gennem lokale kirker er vigtigt for den langsigtede genopretning af regionen, for mere end blot at genopbygge regionen, ønsker vi at se den genopbygget på det grundlag, der ikke vil blive rokket næste gang. Når en rystelse som denne kommer til en region, og alt, hvad der kan rystes, rystes, er det for at afsløre det vaklende fundament, som folk bygger deres liv på. Da vi har et rige, som ikke kan rokkes, er den vigtigste måde, vi kan hjælpe mennesker på i alle sådanne situationer, at føre dem til et fundament, der ikke kan rokkes, så den slags ikke behøver at ske for dem igen. Jeg hjælper ikke nogen meget, hvis jeg hjælper dem med at genopbygge det fundament, der kun vil vise sig at være lige så usikkert som det sidste. Så mens vi søger at hjælpe i de mest desperate umiddelbare behov, give mennesker mad, give dem vand, søger vi også at hjælpe dem på en mere perminent måde
I Tolstojs klassiske roman, Krig og fred , er grev Pierre fyldt med medfølelse for sine livegne og ønsker desperat at hjælpe dem. Han taler ofte om det og vil oprigtigt gerne gøre det. Hans ven, prins Andrey, er ikke motiveret af medfølelse så meget som han er i sunde forretningsprincipper og god ledelse, men fordi han driver sine godser så effektivt, er hans livegne flere gange så godt stillet som Pierres. Pierre talte bestemt om at hjælpe de livegne mere, og ville virkelig gerne, men hvem gjorde mest gavn?
Efter min mening er dette ret typisk for forskellen mellem liberal og konservativ politik i vores land. Jeg tror på mange områder, at liberale har et rigtigt hjerte over for mennesker og problemer, men deres afhjælpning efterlader ofte forholdene faktisk værre og bliver uundgåeligt til et enormt spild af ressourcer. Konservative, og dem, der er motiveret mere ud fra sunde forretnings- og ledelsesprincipper, ønsker ofte blot at udvikle flere markeder i stedet for faktisk at have medfølelse, men de gør stadig langt mere gavn for folk. Dette er grunden til, at Winston Churchill engang sagde: "Hvis du ikke er liberal, når du er tyve, har du intet hjerte, men hvis du ikke er konservativ, når du er fyrre, har du intet sind."
Regeringen er tilbøjelig til bureaukratiske midler, der uundgåeligt vil blive så ineffektive, at kun en brøkdel af ressourcerne rent faktisk vil nå til behovene. Det samme er sket for mange store velgørende organisationer og er også sket for mange kirkelige programmer og tjenester. Kan det være derfor, at Herren, som bestemt lagde vægt på hjertets tilstand, også lærte meget om pragmatisk økonomi, som fx med Lignelsen om Talenterne?
Der er langt flere referencer i Bibelen om finansiel planlægning og ledelse end noget andet emne, herunder kærlighed og medfølelse. Det betyder ikke, at økonomisk planlægning og god ledelse er vigtigere end kærlighed eller medfølelse, men det betyder, at det kræver mere af vores opmærksomhed og fokus at gøre tingene effektivt, og det er sådan, Gud vil have dem gjort.
Ville det være bedre at have penge til at brødføde fem tusinde mennesker hver dag eller den åndelige autoritet til at formere et par hamburgere til mad nok til at brødføde så mange? Jeg tror, vi alle ville vælge det sidste, men Herren sagde, at han ikke ville betro os "sande rigdomme", som er adgang til himlens ressourcer, medmindre vi er trofaste over for vores "uretfærdige mammon" (Luk 16:11). Det er derfor, vi har et ansvar for at være givere og dele de materielle ressourcer, vi er blevet velsignet med. Men lad os også have ansvar for, at det bliver gjort på en måde, der rent faktisk hjælper mennesker og virkelig gør noget godt. Sand godhed er meget mere end blot at have gode intentioner – det er faktisk at helbrede mennesker, sætte dem fri og føre dem til Kilden, som alene er svaret på alle menneskelige behov.
Da vi for nylig sendte et hold til en afsidesliggende landsby i Afrika for at grave brønde til dem, blev jeg chokeret over at høre, hvor mange tusinde af sådanne brønde, der blev gravet i hele Afrika, og som ikke længere fungerede. Nogle arbejdede kun i et par uger eller måneder, indtil de blev ude af drift på grund af manglen på en simpel del som en vaskemaskine. Så store som intentionerne var, at disse tjenester skulle levere rent vand til disse mennesker, uden en simpel vedligeholdelsesplan, eller at lære afrikanerne at vedligeholde brøndene, blev enorme ressourcer spildt, og håbet om disse landsbyer blev vendt til en større skuffelse. En af de måder, hvorpå vi fandt ud af, at vi bedst kunne bruge vores ressourcer til dette, var at finde ud af placeringen af brøndene, reparere dem, hvilket normalt koster kun en lille brøkdel af, hvad der er nødvendigt for at bore en anden brønd.
Med al vores medfølelse må vi begynde at tænke praktisk og på længere sigt. Afrika oplever en arbejdsløshed på 85 procent eller mere i nogle regioner. De er meget ivrige efter at lære. Hvorfor ikke træne nogle af dem til både at bore og vedligeholde disse brønde? Det er selvfølgelig det, vi søger at gøre, men vi skal, med al vores medfølelse og lyst til at hjælpe, hjælpe mennesker ved at være bedre ledere af det, vi bliver betroet. Vi skal have vores indsats til at gøre noget godt.
Som kristne skal vi også undersøge, hvor vi lægger vores velgørende gaver hen. Jeg holdt op med at give til United Way, da de holdt op med at give til spejderne. United Way holdt op med at give til spejderne, fordi spejderne har et klogt og meget praktisk standpunkt imod at have homoseksuelle spejderledere. Vi har et ansvar for at sikre, at vores gaver bliver brugt retfærdigt såvel som effektivt.
Der har været en tendens hos en stor del af kirken til at svinge for langt væk fra sociale indsatser, fordi det ser ud til, at tjenester der er givet totalt til sociale indsatser, ofte bukker under for humanistiske tendenser og filosofier. I den kommende tid skal kirken blive det, de fleste af vores bygninger kaldes: "helligdomme". Som jeg for nylig fortalte en amerikansk senator, der besøgte mig efter Katrina, at regeringen ville løbe tør for ressourcer og vil ikke være i stand til at følge op på de kommende problemer, men kirken, der holder sig i vinstokken, har adgang til ressourcerne fra himlen, der aldrig kan udtømmes.
Kirken kommer til at fremstå som frontlinjen og første forsvar mod alt, hvad der kommer. Det skal vi gøre os klar til. Jeg beder nu om meget større ressourcer, end den føderale regering har. Jeg ved, at Herren skal betro mig med større ressourcer, jeg skal bruge dem til virkelig at gøre godt og gøre dette effektivt. Lad os nu bruge enhver lejlighed til at gøre godt, og lære hver lektie, så vi kan gøre endnu mere godt, næste gang vores naboer har brug for os.
Ugens Ord 43
OP