Kolossenserne 2:2-3:
2. [For mit håb er] at jeres hjerter kan trøstets, opmuntres, da de er sammenknyttet i [uselvisk] kærlighed, så de kan få al den rigdom, der kommer fra den fulde forståelse [frelsens glæde], hvilket resulterer i en sand [og mere intim] kendskab til Guds hemmelighed: det vil sige, Kristus
3. i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult til stede.
Der er intet større, mere vidunderligt, mere tilfredsstillende og mere spændende end Herren selv. Selv himlen ville ikke være himlen uden Herren. Den største skat, en person nogensinde kunne besidde, er kundskaben om Herren. Den største besiddelse, vi kan have, er sult efter Herren.
Dette var den lektie, Israel lærte, da de forlod Ægypten med alt dets bytte. Efter at have været slaver i mere end fire hundrede år, var de pludselig frie og rigere, end de nogensinde kunne have forestillet sig. De blev dog ikke taget til det første indkøbscenter, så de kunne bruge det! De brugte Ægyptens skatte til at bygge Herrens tabernakel, så han kunne bo midt blandt sit folk. At have Herrens tilstedeværelse i deres midte var langt mere værdifuldt end noget, de nogensinde kunne have købt med deres skat.
Det samme gælder for os. Bibelen er klar over, at stor rigdom vil blive betroet til trofaste kristne i slutningen af denne tidsalder. Men vi er de mest tåbelige af alle, hvis vi søger dette bare for at forbruge det på os selv. Også vi får dette for at bidrage til opbygningen af Herrens bolig.
Her taler jeg ikke om fysiske strukturer, men om mennesker. Herrens tempel vil aldrig mere være noget, som mennesker kan lave med deres egne hænder, men det vil være mennesker selv. Vi skal investere i at bygge mennesker. Som vi ser i Salme 2:8: "Bed til mig, så vil jeg visselig give nationerne til din arv og den vide jord som din ejendom." Missionsbefalingen er at gøre alle nationer til disciple, ikke kun enkeltpersoner.
Dette er ikke for at ophæve den hengivenhed, som vi burde have for at lede enkeltpersoner til personlig frelse og et personligt forhold til Herren. Det var sådan, det første århundredes apostle fulgte Missionsbefalingen, og det vil det altid være, så længe der er en enkelt sjæl, som ikke har omfavnet forsoningen af Kristi kors. Alligevel må vi sammen med denne hengivenhed for at føre sjæle til Herren også gøre Kristi disciple eller elever ud af nationerne. For at gøre dette må vi være brændende af hengivenhed til at kende ham og have nidkærhed for hans hus.
Hvis vi bliver distraheret fra den centrale sandhed, at Herren selv er vores største skat og velsignelse, så kan de andre velsignelser og fordele ved at kende ham faktisk blive afguder og en grund til at snuble. Vi må holde Herren selv, hans evige rige og det, vi søger i evigheden, langt over alt, hvad vi kan vinde i dette liv. Som Herren Jesus selv formanede os i Mattæus 6:19-21:
"Saml ikke jer skatte på jorden, hvor møl og rust ødelægger, og hvor tyve bryder ind og stjæler.
"Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller
rust ødelægger, og hvor tyve ikke bryder ind eller stjæler;
thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.
Det er et populært ordsprog, at kristne, der er så himmelsk sindede, ikke gør noget jordisk godt, men sandheden er, at kristne, der er jordisk sindede, ikke gør noget godt på jorden eller i himlen. Når vi stræber efter Himmeriget, er det en del af vores opgave at bringe tilbage til jorden beviser på himlens virkelighed og dens autoritet og magt over enhver tilstand på jorden. Men for at gøre dette skal vi være mere hjemme i himlen, end vi er på jorden. De, der virkelig har set det evige, vil ikke blive så fanget af de midlertidige ting på denne jord.
Hvis vi vil gøre dette, holde vores hjerte og opmærksomhed på ham og hans evige formål, vil han være i stand til at betro os meget mere på jorden. I disse kommende tider har han brug for dem, han kan stole på i det naturlige område, fordi nationernes rigdom virkelig vil blive givet til de retfærdige. De retfærdige er dem, der lever rigtigt, og som vil bruge det til det, der er rigtigt. Guds rige kommer snart til jorden, og en bro mellem himlene og jorden vil blive bygget af hans trofaste.
Som skrifterne gør det klart, vil Herren vende tilbage for at oprette sit rige på jorden og genoprette det til paradis, så selv løverne vil lægge sig ned med lam, og børn vil lege med kobraer. Ikke alene vil ingen såre nogen anden, men der vil ikke være mere sorg, gråd eller smerte. De velsignelser, som Guds trofaste begynder at leve i, bliver mere og mere et vidnesbyrd om og vidnesbyrd om, hvad der skal komme.
Det her handler ikke om at have ting eller om iøjnefaldende forbrug. Som vi læste før i 2 Korintherbrev 9:8-10: ”Og Gud har magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god gerning som der står skrevet »Han delte ud, han gav de fattige, hans retfærdighed* varer evindelig, [*her i betydningen »godgørenheds. se Matt. 6:1«] Og Han, som skænker sædemanden »sæd til at så og brød til at spise«,
vil også skænke jer udsæd og forøge den mangefold, og Han vil lade jeres
retfærdighed bære rige frugter." Så vi ser her, at den overflod, som vi skal få, er til mere frø til såning. Det er ikke sådan, at vi kan øge vores levestandard, men snarere øge vores standard for at give.
Jeg har mødt mange, der siger, at de venter med at give det, når de får det, men hvis de ikke nu er trofaste med det, de har fået betroet, vil de ikke være trofaste, når de får mere.
Ligesom kong David byggede et hus til sig selv, men ikke kunne hvile i det, før Herren havde et sted at hvile, er der nu en lignende generation, hvis primære hengivenhed vil være at bygge Herren et hus. David var langt mere hengiven til at bygge Herrens hus, end hans eget hus, selvom det faktisk blev overladt til den næste generation at bygge det.
Det er bemærkelsesværdigt, at af hele det land, som blev tildelt Israel gennem Moses og Josva, aldrig blev fuldstændig erobret, før kong David gjorde det. David fik gjort arbejdet med fuldt ud at sikre det forjættede land for Guds folk, men hans hengivenhed var endnu mere at skaffe Herren et hus. Da David erobrede Jerusalem, måtte han have Guds ark med sig, som repræsenterede Herrens tilstedeværelse. David var en mand efter Guds hjerte, ikke bare en jordisk arv eller rige. Det er det, der gjorde ham til den muligvis største konge, der nogensinde har regeret på jorden.
David sørgede derefter for et åbent tabernakel til arken, så hele folket kunne komme og søge Gud. Han beordrede levitterne i lejre og tildelte 4.000 sangere til konstant at tilbede Herren, nat og dag. Kan du forestille dig, hvordan det var? Jerusalem var fyldt med Herrens sange dag og nat, 365 dage om året! Af alle Guds boliger i Skriften er Davids tabernakel det eneste, som Herren sagde ville blive genopbygget, som vi læser i Ap.g. 15:16-17:
"Derefter vil jeg vende tilbage, og atter genopbygge Davids faldne hytte,
og jeg vil genopbygge dets ruiner og rejse den igen,
for at også resten af menneskeheden skal søge Herren........."
Vi ser her, at grunden til, at Herren vil genopbygge dette tabernakel, er "for at resten af menneskeheden kan søge Herren." Det er i forberedelse til dette, at Ånden har haft lagt så stor vægt på tilbedelse i de sidste par år. Vi kan forvente, at dette vil vokse, indtil kirken, som er "Jerusalem i himlen", ligeledes er fyldt med Herrens sange dag og nat.
Vores forståelse af kirken skal ændres fra bygninger og mødesteder til mennesker. Når Herrens folk begynder at tilbede ham konstant og åbent, ligesom Davids Tabernakel var åbent og tilgængeligt for alle mennesker, vil nationerne også begynde at søge Herren. Sand tilbedelse er en herlig ting. At tilbede i Ånd og sandhed er det, vi blev skabt til, og når nogen er vidne til den virkelige ting, vil deres hjerter blive rørt for Herren, og de vil også begynde at søge ham.
Ugens Ord 30
OP